173
I LIGURIEN.
»Kvinde! Hvorfor er din Mund saa mørk og rød?«
Hun rystede paa Hovedet:
»Jeg er ikke Kvinde. Min Mund er mørk og rød — ikke af Kys, men fordi Ordene, jeg taler, brænder min Læbe. Som Kysset er Kærlighedens Besegling, saaledes er Ordet Tingenes Fuldkommengørelse. Min Mund rødmer af Farveglæde over mine Ord.«
Men han drog hende til sig og taalte aldeles ikke Modsigelse.
»De Læber, der kun er Læber,« sagde den unge Spillemand, »er der ikke stort ved. Og de Lokker og Fingre, der ganske dumt er Lokker og Fingre, dem har jeg for min Del faaet nok af. Vil Du være min Kvinde? Det maa være velgørende en Gang at hvile sit Bryst ved et Bryst, der tillige er Harpe. Paa dine Læber vil jeg i et Kys tilbede Ordet. Paa disse Læber vil jeg kysse Farveglæden.«
