Paa Sanpierdarenos sorte Strand, hvor Bølgerne gaar høje som Badehuse og pludselig hvirvler Damer og Herrer mange Alen i Vejret, fortalte jeg dette til Signora Clara, mens jeg efter Badet laa i Sandet og tørrede mig i min Badekappe. Hun havde af Skræk for det oprørske Hav ikke selv taget Bad. Men hun havde fulgt min Kamp med Havet.
Og nu drog hun mig hen til en lidt afsides Bænk. Med Hjærterne fyldte af ung Farveglæde sad vi sødt omfavnede, og hun rakte mig sine første Kys. Trods den sirlige Silkekjole, min unge Veninde bar, anede jeg hende selv saa varm og dunblød og silkeglat.
Den overflødige Svejtserinde havde for en Stund gjort sig usynlig. Men endnu en halv Dag maatte vi slæbe hende efter os alle Vegne.
Da endelig, efter Aftensmaaltidet i »Albergo Cavour«, opdagede hun fra Vinduet sin Søn. — Han lignede mere en Tysker og Nordbo end
