175
I LIGURIEN.
en Italiener, denne unge Gartner fra det italienske Svejts, og syntes at eje alle de smaa, protestantiske Dyder: Flid, Sparsommelighed, rolig Omsigt, praktisk Snille. Jeg vilde under andre Forhold have glædet mig ved at møde ham her.
Men medens han hilste paa sin Moder, flygtede Fru Clara for mig op og ned ad Trapper og igennem Korridorer som en Svale.
Jeg fangede hende tilsidst, som hun stod ved et Trappegelænder og stirrede ned med Haaret halvt opløst. Jeg vilde løfte hende op paa min Arm — dunblød og silkeglat . . . dette unge Legeme, der som en Syttenaarigs Hjærte var en dampende Herlighed. Hun blev staaende, vendte ikke Ansigtet om til mig.
Fru Clara tilhørte de unge Dronningers vittige og uforsigtige Race:
»Hellige Madonna, jeg har allerede haft én gal Mand, og nu elsker jeg én til. Skal jeg da kun elske Folk, der er gale?«
Jeg bar min Veninde ind paa mit Værelse.
