177
I LIGURIEN.
Paa det mest solide Gæstgiveri i den lille, nærsomme By maatte Konen og hendes Opvarter, der begge før havde beværtet ham, skynde sig at skaffe ham og hans Selskab en Ret af Havets Fisk, to fortræffelige Koteletter og en Salat, som den Person, der var med Silvio, nøje undersøgte og forlangte at tillave med sine egne Hænder.
Dertil forlangte den samme Person den bedste Vin, som Huset formaaede, smagte forstandig paa de forskellige Prøver, spurgte ogsaa om Priserne og valgte med god, økonomisk Omsigt det allerbedste.
Ja, hun var strax bleven som en beskyttende Veninde for alle i Gæstgiveriet, fra Ejerinden til den mindste af Tyendet. Og de var lige ivrige efter at lystre hendes Vink. Midt i disse Tilberedelser spurgte hun ogsaa, om hun og Silvio i Fisker- og Badebyen Santa Margherita kunde finde et smukt og anstændigt Sommerophold. »Intet er lettere,« svarer den flinke, tjenstvillige Kelner og retter Fisken an.
Og Signoraen satte sig overfor Silvio ved det lille Bord, fyldte hans Tallerken og hældte Vin i hans Glas.
Hvorefter hun sagde:
»Spis, min Elskede!« (Mangia, amante mio!)
Hun havde selv slet ingen Appetit.
Hun skød mæt Tallerkenen fra sig efter
