178
I LIGURIEN.
de to allerførste Bidder, slog sin Vifte ud og forsikrede ham, at det var hendes Lyst kun at se ham spise. Med Øjnene vilde hun nyde hver Bid, hvormed han gjorde sig til gode. Og det vilde styrke hende selv, det vilde gøre hende glad, at Maaltidet blot smagte ham.
Bagefter viste man dem Huset, hvor de kunde bo. Det var femoghalvfemsindstyve Marmortrappetrin i Vejret; hvidkalkede Sale og røde Tremmeskodder til at lukke for Vinduerne. Og Silvios Ledsagerske undersøgte med Omhu Forstuen, Salen og Sovekamret, Køkkentøjet og Køknet, slog sin Vifte ud og saa paa Silvio:
»E che ti piace — synes du om det? — amante mio!«
Og Silvio, som fra Køkkenvinduet saa ud over Haverne, Cypresserne og Bjærgene, fra Salsvinduet ud over Havnen og Skibene og Havet, løftede pludselig den fremmede Dame højt paa sin Arm:
»Alt, som du vil, min Elskede.«
Men Italienerinden rystede stærkt, meget stærkt paa Hovedet:
»Nej — nej! som du vil!«
De betalte strax Huslejen og sagde, at de vilde flytte ind om to Dage.
Og for at forudføle kommende Dages Fryd, for sammen at nyde den rene Luft og det kølige Middelhav, tog de den bræn-
