179
I LIGURIEN.
dende Solskinseftermiddag et Bad. Men i det vaade Element og klædt i en mørkgul Svømmedragt havde den unge Signora pludselig tabt hele sit Mod og sin altbeherskende Sikkerhed:
»Jeg drukner, jeg drukner, min Elskede!« raabte hun forfærdet og maatte kærlig omfavnes og understøttes her i det kolde Element, mens den godlidende Befolkning fra Santa Margherita Ligure stod paa Badehusbroen og saa til.
Om Aftenen kom den fremmede Signora
vandrende med Silvio ad Vejen langs Stranden
til Rapallo. Træt af den lange Vej støttede
hun sig til ham. Og i Gæstgiveriets store
Løvhytte, hvor han ellers plejede at gruble
alene over en Flaske Vin, satte de sig for at
nyde Aftensmaaltidet. Henne fra Kirketaarnet
lød det middelalderlige Klokkespil som en
stivbenet Ridderdans i Jærn og Plade.
Og Værtinden i Huset, en flink Familiemoder, der altid havde beværtet Silvio med Omhu, gjorde sig i Aften yderligere Flid med Anretningen, da hun nu ikke havde én men to fremmede Gæster.
De to nyankomne var ikke bleven færdige med Maaltidet og Vinen, før de begyndte at tale og tale igen, som de havde gjort hele Dagen, og rakte hinanden Hænderne tværs over Bordet og blev saaledes siddende,
