180
I LIGURIEN.
skønt Løvhytten var fuld af Myg, der drog ud paa Aftenæventyr, ophidsede ved at lugte varmt Menneskeblod. Men tilsidst maatte de flygte og bestilte Kaffen til deres Værelse, som laa med Døren aaben ud til en Terrasse og til en raslende Poppellund. Den fremmede Signora trak sine Sko af og flakkede halvpaaklædt om paa Terrassen for at nyde Køligheden.
Saa løste hun sit Haar og iførte sig en hvid Natdragt.
»Hvor længe er det, du har kendt mig, Silvio caro?« sagde hun pludselig, mens hun sad der paa Stolen lige overfor ham.
»Tre Dage,« sagde Silvio.
Hun rystede paa Hovedet:
»Tre Dage . . . det er ikke muligt. Husk dog paa, at jeg er en anstændig Kvinde. Du fornærmer mig, amante mio.«
Silvio lagde sig paa Knæ foran hende:
»Jeg vil aldrig fornærme dig . . . aldrig . . .«
Men hun rynkede Brynene fanatisk.
»Men fortæl mig da: hvem er jeg, Silvio mio? Jeg, som sidder her, skønt du kun har kendt mig tre Dage.«
Han smilte:
»Du er Clara, fireogtyve Aar, en Officersenke fra Milano.«
Hun rystede paa Hovedet og kyssede ham:
»Jeg er Clara, den mest egensindige Kvinde
