183
I LIGURIEN.
Mens de gik, svingede hun sin Vifte og nynnede en lille, pudsig Vise i milanesisk Dialekt: »Silvio søde — jeg dig elsker — elsker dig — saa jeg gærne — gærne vilde — dø for dig.«
»Her er grønt og skyggefuldt,« sagde hun pludselig, »her vil jeg sidde.«
Og hun satte sig ned i Græsset, og hun samlede i et Øjebliks Frygt for Slanger sin Kjole forsigtigt om sine Fødder.
»Sæt dig der, Silvio mio, lidt borte, saa at jeg kan se dit Ansigt, dine smukke og elskede Øjne . . . Hvor du er smuk, Silvio!«
Og lidt efter:
»Silvio, ved du, hvad jeg har drømt denne Morgenstund? Nu skal du høre (tu stai a mi sentire). Tænk dig; jeg drømte, at jeg endnu var i Milano, at jeg spadserede med min Veninde Sofia, og pludselig befandt vi os i en stor, mørk Kirke, Domkirken, som var ganske mennesketom. Vi knælede begge to ned ved Skriftestolen.
Og da hørte jeg lige bagved mit Øre en dyb, mumlende Stemme — jeg hører den endnu —
»Va vesti ti da rosa! va vesti ti da rosa!«
»Klæd dig i Rosenrødt« (va vesti ti da rosa) — sagde jeg forundret til min Veninde. »Men det er der jo ingen Mening i. Og hvem er den Stemme, som taler? Hvem kan det være, som siger til mig: Klæd dig i Rosenrødt.«
Men Sofia strakte Haanden ud og lo:
