184
I LIGURIEN.
»Det er jo Sommerfuglen. Ser du da ikke Sommerfuglen, som kredser om dig. Der, der lige ved dit Øre.«
Og Sommerfuglen hviskede til mig:
»Følg efter mig. Klæd dig i Rosenrødt!«
Det er forunderligt, at jeg slet ikke blev bange for Sommerfuglen. Men dens Stemme lød saa venligt, næsten som kunde det være min Broder eller min kære, afdøde Fader.
»Skal jeg ikke følge med?« spurgte min Veninde.
»Nej, ikke du — kun Clara!« sagde den.
Og jeg rejste mig og fulgte efter den fra den mørke, kølige Domkirke ud i det klare, straalende Dagslys i Milano. Og den blev ved at flyve og flyve og gentage de samme Ord: »Klæd dig i Rosenrødt.«
Men med ét fandt jeg det paafaldende at løbe der efter en Sommerfugl. Og jeg standsede rask, og jeg vrængede ad den: »Va vesti ti da rosa! Va vesti ti da rosa!« Men hvem er saa egenlig du med dit »Klæd dig i Rosenrødt?«
Men Sommerfuglen sagde: »Klæd dig i Rosenrødt. Jeg er Døden!«
. . . »Ser du, Silvio — sagde Fru Clara
og rejste sig pludselig — det var det, jeg
drømte denne Morgenstund, da du hørte mig
tale i Søvne. Jeg vilde strække Haanden ud
efter Sommerfuglen; da vaagnede jeg op og
