189
I LIGURIEN.
smæltende Art, saa statelig og honningsød. Assaì — det er mer end nok. Og Vognen var knapt sat i Gang, før den holdt ved »Hotel Europa«; bag en hvidgruset og stedsemørkegrøn Have badede det sin Storhed i blaa Middelhavsudsigter. Inde i Hotellets polerede Stilhed og Skygge hang en grøn Papegøje i Bur og blinkede med hemmelige Øjne i Retning af det Lukaf, hvor Værten udfærdigede sine Regninger. Og i al denne Fornemhed var de eneste Gæster to gamle, skotske Damer; hvoraf den ene med et Sværmeri fra Ungdommens Aar berømmede Norge og ved Middagen forsikrede mig, at hun elskede at »tale bredt norsk.« Hun var saa rar og venlig, og det var alt det Norsk, hun kunde.
Højadelige Turister af forskellige Tungemaal havde i Rejsebogen i dette Hotel paa Kysten af Paradiset tilkendegivet deres yderlige Tilfredshed. Og den første Nat — til Bølgeledsagelse fra Middelhavet — drømte jeg selv, at jeg sad ved Hotelbogen og digtede:
»Der raader i det lyse Hotel
en Fred som i et Kloster.
Man spørger ej her, hvad det koster;
thi Værten vil Gæsternes Vel.«
Assaì! Jeg bad om Morgenen om min Regning, advaret af min Drøm, og jeg gik ud i Rapallo for at søge om Hus. Smalle Gader
