190
I LIGURIEN.
af Lavasten, skurede hvide af Solen og Havvinden alene, hule Fliser, genlydende af Bølgehvisken nedefra og af en ung Badelæges rastløse Sportssko. Huse, der lukkede for Synet ud til Havet, men mellem Husene atter Aabninger med lave, brede Mure, hvor man kunde sætte sig foran det Blaa og overtænke et uendeligt Problem. Paa kryds og tværs gennemskares Byen af lavvandede Bække, ad hvis brede Leje man tørskoet, hoppende fra Sten til Sten, kunde gaa halvvejs op i Bjærgene, forbi Haver, Huse, Oliventrær og barbenede Kvinder, der skyllede Tøj. Den første Beruselse var endnu i mig. Og naar jeg kom ud fra det store Hotel Europa, stod den unge Enke, der ejer det mindre og billigere Hotel skraas overfor, i sin Trappedør og saa paa mig, fuld af Forbehold og Nysgærrighed, med et fastnaglende Blik. Drukken, ikke af Vin, men som den Mand, der først paa anden Dag befinder sig i Paradiset, falder jeg strax med Døren ind i Enkens Hotel. Hun trækker sig saa meget til Side, at jeg kan komme forbi.
Jeg har Værten i »Europa« mistænkt for at være en dyr Hund — siger jeg ligefrem — men jeg vil blive evig, evig i Rapallo. Det behager mig, mi piace. Om hun har en lille Bekvemmelighed efter mine Forhold ? Men Fred — Fred vil jeg have; thi jeg vil arbejde som Herkules, som syv onde Aander, som Michelangelo i det Sixtinske — paa
