191
I LIGURIEN.
et Værk om de ældste Broer i Italien. Et borgerligt Husly, Maaltider og lidt Hygge, det er alt, hvad jeg forlanger. Sig strax til!
Den fastnaglede, undrende Enke løsner sig omsider fra sin Tærskel og faar travlt med at vise den indstormende, utaalmodige Gæst Vejen . . . . nej stop, hun fortryder — fortryder sin pludselige Travlhed, kalder paa et Hustyende og lader hende føre mig op og ned ad Trapper, aabne for Stuer og Bekvemmeligheder. Tjenerinden ved selv, at hun ikke ser ringere ud end Madmoderen. Hun er tysk, ganske uventet — die Nixe. Vi to Nordboer taler tysk. I sit eget Værelse i en velhavende Stol venter Værtinden paa os. Aftalerne begynder. Tjenestepigen udjævner alle Stridsspørgsmaal. Vi bliver enige. Da hører Værtinden, la locandiere, at jeg og hendes Tjenestetyende forstaar hinanden paa Tysk, og pludselig gør hun mig opmærksom paa, at jeg skal betale min Vin extra. Aldrig i Evighed, siger jeg og forlader under muntre Beklagelser Husets Tærskel.
Nu kender jeg mine Rapallesere, den udadlelige Vært i Hotel Europa og den forstenede Enke med det hæftende Blik. Ikke en Fodsbred viger de. Og deres Venlighed . . . ja, som Edderkoppen er venlig mod Fluen. Da foretrækker jeg Toscana, de fattige Ynglinge, den stolte, redebonne Race.
Men hvor larmede Havet dejligt udenfor den Enkes Hotel! Hver Dag kom jeg
