192
I LIGURIEN.
strandværts derhen, satte mig paa Trappestenen bag Hotellet, forlangte en halv Flaske Vin og gav mig til at overtænke. Kokken gik med nøgne Ben og sankede Muslinger i Strandkanten; det samme gjorde den tyske Tjenestekvinde med højt opkitlet Kjole og hvide Fødder, der lyste i Solblinket. Hun raabte »Guten Tag« og smilte paa en egen, germansk Maade, som vidste hun godt, hvorfor jeg sad der. Ude blinkede alt det Middelhav. Og jeg tænkte: Hvor den Muslingesamlerske er dum, og hvor hendes Madmoder, den Fossilie, er dum, hvis de tror, at jeg sidder her for deres Skyld. Og hvor denne Kok, som er lovformelig gift med de tyske Smalben, er dum, hvis han tror, at germanske Sympatier med disse Smalben hidkalder mig. Nej, hvis Middelhavet havde Fødder, vilde jeg kysse dem! — Sank Jere Muslinger, I Rapallesere, vask Eders Linned i Bækkene, I barfodede Kvinder af Rapallo. Det er en Fryd for mine Øjne. Bryd Jer ikke om mig. Jeg trænger kun til Farveglæde; thi jeg vil arbejde — arbejde gigantisk paa et Værk om de ældste Bror i Italien.
Ak! Næppe var jeg fra Hotel Europa flyttet ud at bo hos private Folk, før Rapallo mer og mer gik op for mig som en sur, skinhellig By, hvor alle Trapper lugtede af Katte. Og en Aftenstund oplevede jeg noget, der til lod mig at trænge dybt ind i disse Ligureres Sjæle og næsten føle Had til Rapallo.
