193
I LIGURIEN.
»Assaì, assaì — det er nok, det er nok — assaì, basta« — Hvilket skærende Raab. Jeg hørte det en Aften ved en Bryder-Forestilling i Byens Raadhus. Paa Borde og Bænke stod den daarligklædte, italienske Befolkning i en Belysning, der gjorde det hele endnu mere skummelt, fattigt, forglemt og ligurisk.
»Assaì, assaì, basta!«
Bryderen Lenau laa paa Tribunen med en stor Kampesten tværs over det nøgne Bryst, mens to Mænd med svære Smedehamre søgte at kløve Stenen. Befolkningen iagttog i dump Forventning. Rolig havde den set Stenen lægges paa Lenaus Bryst; rolig fulgte den Hammerslagene. Men hver Gang en Stenflis brast, gik der et Lidelsens Skrig gennem Sværmen.
»Det er nok« — assaì.
Hvorpaa der opstod ny Stilhed og Forventning.
Da langt om længe Stenen er flækket, rejser Bryderen Lenau sig op og bukker for Publikum. En jammerlig, høj, nøgen Mand i Badebuxer, med ranglede Arme, knoklede, uskønne Ben. Nu brydes han med en Slagter fra Rapallo, en korthalset, bredskuldret Tyr i Menneskekrop. Og syv Gange segner Bryderen Lenau, og syv Gange rejser han sig igen med en høflig hilsende Armbevægelse ud til Genoveserne.
