194
I LIGURIEN.
Assaì, assaì. Besindig lader man sine Nerver fylde af disse Rædsler, indtil det menneskelige Maal er naaet og dette Angstraab af sig selv presses frem af Kvindebarme og Barnestruber. Men strax skriger man »più, più« (mere, mere!). Og »Bryderen Lenau«, der ser ud til evig at have ligget under, løfter tilsidst sin Røst og lover at gentage Forestillingen paa næste Søndag.
Det afskyelige Ligurien! Er det sært, at Genoveserne har Navn for Grusomhed? Men hvilken vild Skønhed i det medynkende Skrig! Mon de hedenske Romerinder saaledes har raabt assaì fra deres Marmorsæder ved Gladiatorlegene? De, som raaber her, er de mon Afkommet af Hannibals Soldater paa Gennemrejse? Eller staar jeg i en glemt Krog af det gamle Romerrige? Og genlød Kolossæums Marmormasser af det selvsamme assa-i, assa-i, mens oprakte eller nedadvendte Tommelfingre bestemte en Slaves Liv og Død? Var det Nydelsen ved Festen at pine og pines saalænge, til det befriende Barmhjærtighedsraab rislede igennem Rummet, som vilde det sprænge Mure og flænge Tagets Purpursejl?
Ja, hvor ved jeg, om de skraalte saaledes
af grumt Hedenskab eller af kristen
Barmhjærtighed, de Ligurer? Men der stod en
kristen Ven ved Siden af mig, og han raabte
endnu højere end de andre, da han saa den
