195
I LIGURIEN
stakkels Lenau falde for syvende Gang. Det dejlige Rapallo blev mig med et til en sur, skinhellig By. Denne Lyst til at opsøge Lidelse, denne fælles Ynkelighed, dette Hang til Selvplageri . . . det er dog den mest plebejiske af alle Religioner.
Jeg er ikke forfalden til at have Syner og Aabenbaringer. Men Natten efter mit Besøg paa Mont'Allegro sammen med Fru Clara, drømte jeg, at Menneskeheden selv laa med en mægtig Sten tværs over Brystet. Og en halvhellig Mand med et sødsurt Ansigt traadte hen til Menneskeheden og sagde i en fidel Tone:
»Stakkels, stakkels Lenau! Gør det nu rigtig ondt? Vil du ikke have en større Sten?«
Og den halvhellige hjalp til at ombytte Stenen med en større Sten og en større Sten endnu, mens han stadig spurgte:
»Stakkels Lenau, gør det snart rigtig ondt?«
Og da nu Smedehamrene huggede til, knyttede den halvhellige Hænderne, skar Tænder og skreg af Medlidenhed:
»Aa, det er forfærdeligt . . .« (men henvendt til Smedene) »Hug til!«
Og saaledes skiftevis:
»Aa, det er forfærdeligt . . . Hug til!«
. . . Det er sjælden, jeg drømmer saa ligurisk, men jeg blev ved at drømme, og Synet forandrede sig paa den ubarmhjærtigste Maade. Det var nu ikke længer den stakkels
