196
I LIGURIEN.
Menneskeked, heller ikke var det Atleten Lenau, men det var min Ven, Asketen N. N., der laa med Brystet klemt fladt under en ligurisk Kampesten og omgivet af en Forsamling, der var mig ubehagelig københavnsk. Paa Væggen læste jeg en Plakat:
»Søndag den 24. ds. lader jeg mig offenlig pine i N. N. Lokale.
Ærbødigst N. N.«
I yderste Harme sprang jeg op paa et Bord og raabte i Søvne saa højt, at jeg vaagnede derved:
»Hej du Mand. Dette er dig uværdigt. Rejs med mig til Syden. Vi vil se paa Tyrefægtninger og drikke Vin.«
— Det kan være, at de Bjærgurter, som
Signora Clara i Gaar bragte hjem fra
Mont'Allegro, berusede mig i Søvne. Hun var
vaagnet meget tidlig, havde slaaet de tunge,
røde Skodder op for Morgenfriskheden og for
Bruset af Middelhavet dernede. Hun havde
løst sin store Buket Blomster og strøet dem
ud paa mit Bryst og mit Hovedgærde. Jeg
følte om mig samme Duft, som der var i
Mosset under Bjærgets Ege. Imidlertid, var
hun selv gaaet paa Torvet for at købe ind
til vor lille Husholdning, Kød, Grøntsager,
Frugter, som hun egenhændig tilberedte i en
blændende hvid Køkkendragt og med en
grublende Tavshed paa de fine Bryn. Pavens
