197
I LIGURIEN.
Køkken har ikke været bedre betjent. Altid ny Overraskelser for de billigste Midler; i Gaar Morges var det Kødet af et ungt Gedekid, i Gaar Aftes var det en Fugl uden dansk Navn. Nu i Dag har Koralfiskere, som vender tilbage fra Sardinien, i rum Sø fanget nogle prægtige Fisk, som hun hjembringer. Hun klæder sig i sin hvide Dragt, men mangler Vandet, som vor Bydreng skal bære op ad de mange Trapper. Jeg er forbitret paa den lille Ligurer, der altid lader Clara vente. Og naar Fyren endelig kommer, tager han ikke en Gang Hatten af for hende. »Tag Hatten af, Luigi!« siger jeg noget for barsk. Da vender Fru Clara sig, mens hun rører i en Gryde, nikker mildt til den lille, trodsige Knægt og siger moderlig: »Tag Hatten af, Luigi!« Det hjælper paa ham. Jeg beundrer Kvindens Takt.
Hvis Mad og Drikke kan gøre noget til Sagen, staar jeg ikke tilbage for de homeriske Helte.
Indtil Solen sig bjærged og Mulm udbredte sig vide,
sad vi og nøde fortræffelig Kød og Vin, som var liflig.
Fru Clara skænker i mit Glas. Og med
Udsigt over Homers vinblaa Middelhav eller
over en Stenruin, hvor Slyngplanter hænger
ned i lange Frynser, hører jeg hende fortælle
Æventyr fra Italiens hundrede Byer.
Den heroiske Tid er oprunden.
