198
I LIGURIEN.
Uden Frygt for Slanger strækker jeg mig efter Frokost ved Fru Claras Side i den høje Skov mellem Bjærgene, hvor Græsset er grønt og langt. Jeg, som i min første Ungdom havde en syg Frygt for Slanger, og, naar jeg havde forladt min unge, yndige Veninde, hver Nat drømte, at min Seng var omspændt af Hug orme . . . . jeg elsker, omfavner den store Natur uden Frygt. Mit Hjærte var gennemhullet af Spot og Ironi som en gammel Ruin af Snogehuller. Og nu er jeg som en nyfødt; jeg tror paa alt. Det nittende Aarhundrede med dets snævre Tvivl — denne videnskabelige Pogeskole — er for mig afsluttet. Leve det tyvende! Guder besjæler atter Jorden og Luften og Havet. Og ubeængstet nyder jeg Jorden, Luften, Havet, som jeg elsker de Retter, Fru Clara sætter paa sin Dug. Leve den heroiske Tid.
Til mange Ting trænger den menneskelige Sjæl som det menneskelige Legeme.
Den gode, italienske Vin indeholder Svovl og Jærn, som styrker Blodet. Det Brød, jeg spiser, den Luft, jeg aander, forsyner mig med Kvælstof, Ilt og meget andet, som de lærde bedre end jeg ved at nævne. Søvnen bringer mig Ozon . . . .
Jeg hviler stundum paa et lille Klippeskær, der paa tre Sider omgives af Middelhav som af en blaa, stedse smældende Fanedug. Jeg lægger Hænderne under min Nakke og bygger Broer ind i den blegblaa Himmel, hvor hvide
