199
I LIGURIEN.
Skyer henad Aften drager stærkere og stærkere af Sted. Mine Nerver, der har været pinlig optagne af et trættende Dagværk, dulmer jeg ved Synet af denne Luft og Skydannelserne, som af sig selv formes til Malerier af Rafael, af Giulio Romano. Billeder, jeg har set i Rom og glemt, men som nu genskabes med alle deres Farver, fødte af min Erindring. Engle og Serafer, tilbedende Kvinder ved den hellige Grav, hele Michelangelos Loft i det sixtinske Kapel — taarner sig i den sildige Dags opstormende Skyer . . . Min Sjæl indtager Ozon, ligesom Legemet, naar det sover. Alt det smaa nærværende forsvinder. Jeg er ikke mere søvnløs — — — endskønt jeg blev født som et Barn af dette søvnløse, nittende Aarhundrede.
Fru Clara holder ikke af, at den ene Dag ligner den anden. Og altsaa sejler eller spaserer vi en Dag til Portofine, en lille Havn, der ser ud, som var den udhugget af Kykloper i en dyb Bjærggryde. Et gammelt Hotel, aldrig besøgt af nogen, breder sig mellem Husene paa den smalle Bred i Grydens Bund, og en Hotelejerenke, Moder til to halvvoxne, udæskende Døtre, bredte sig i Hotellet, og lo med et stillestaaende, ligurisk eller kyklopisk Smil. Da vi spurgte, hvilke Seværdigheder og Adspredelser Byen havde at byde, svarede hun med sin sledskende Elskværdighed: »ingen«, og trak paa Skuldrene: »Hvad vil to unge Folk som De med Adspredelser . . . Komedie-
