202
I LIGURIEN.
og Vandet, som Muhamedaneren og Munken, som Protestanten og Papisten. Vilde han bevise mig, at en himmelsk Magt virkelig fik de døde til at staa op, sagde jeg: Det er ingen Ting (»de døde staar op«), nej, bring mig et stort, skønt Budskab (»Evangelium prædikes for de fattige«). Tal til mig som en Ven. Tænd en Himlens Ild i mig.
Men netop dette, at han tog alt saa alvorligt, at han stod ganske ny i det fremmede Land og ikke var tilfreds, med mindre Himlen og Stjærnerne vilde falde ned over ham — just dette var det lyse og stolte ved ham. Og her kendte jeg igen min Ungdomsven. Han mindede mig om Toscanas fattige og gode Ynglinge, trofaste Tjenere, der ogsaa tager alt saa bogstaveligt.
. . . Vi skiltes fra hinanden som Følge af en ufrugtbar Trætte.
Hver Gang jeg kommer til Rapallo, sidder der i en Buegang en ung Pige, som vilde have holdt af ham, hvis han havde været lidt taalmodigere. Havde han da været lykkeligere? Ja, hvem ved? Enhver har sin egen, sære Lykke.
Nu sidder han paa sit Kloster. Jeg havde Lyst til at raabe efter ham: Se, kære Ven, hvad jeg sagde dig, er i alt Fald sket med mig selv. Traade knyttes til Traade, og der er sket mig et Vidunder, uden at nogen Naturlov blev krænket derved. Ogsaa jeg troede mere, end jeg kunde tro paa, og det
