203
I LIGURIEN.
gik i Opfyldelse. Mens jeg ser over Homers vinblaa Hav og over en Ruin, hvor Slyngplanter hænger i lange Frynser, klatrer mine Tanker op og ned ad deres egne Traade lige som Edderkopper. Jeg erindrer saligt mine stolte Brobyggerdrømme, da jeg elskede en Skønjomfru fra Paris med dejlige, dobbeltbundede Øjne som frossent Vand. Mine Løgne højere end Alperne, dybere end Middelhavet — mit Livs Paradoxer og Stormstiger. Gærne vilde jeg have blottet mit Bryst for at forbløde i en stolt Stund. Og rolig som en Feltherre beundrede, anerkendte jeg, da jeg gennemfor Alperne, den store Napoleon, fordi han havde været et skrøbeligt Menneske som ogsaa jeg. Ja, jeg følte en Skrøbelighed selv og en sød Medlidenhed med al Verden, saa jeg mente, at man maatte være fattig, arm, ussel for at kunne ophøje Masserne. Jeg troede at forstaa Kristus. Jeg forstod ogsaa Paven. Selv det hellige Paradox er en Stormstige, der fører de ihærdige til en høj, klar Himmel . . . Nu tror jeg paa alle de Løgne, der fortælles mig, blot de fortælles mig af en sandfærdig Mund.
Alligevel — for ikke at fortabe mig længer (vilde jeg sige til min Ven) — hør da, hvilket Vidunder der er hændt mig; Alle mine Paradoxer og Stormstiger, mine fortvivlede Beslutninger og stundum dybsindige Meninger, der tog deres Begyndelse, da jeg ulykkelig elskede den lille Célimène, de er nu som blæste bort, fordi en ung Italienerinde, der er Célimènes
