207
I LIGURIEN.
Telegrammer om afrikanske Krige og udenlandske Mord, udbryder hun:
»Hanno ammazzato Carnot.«
Saa har da en Anarkist dræbt Carnot. Præsidenten for den franske Republik.
Forunderligt! Dette fredlyste og velindhegnede, nittende Aarhundrede, hvor Videnskab og lidenskabsløs Indsigt er trængt til Bunds i alle Lag af Folkene, det vil en Gang i Historien være brændemærket af en ganske særegen og ellers ukendt Art Forbrydelser. Og det er Anarkisterne, Fjenderne af Mord og Krige, som rolig sprænger Huse i Luften — rolig tilintetgør betydelige Menneskeliv i Overbevisning om at tjene en evig Retfærdighed. De bærer sig ad som Vagabonden, der stak Ild i en Hytte, satte sig til at vente paa Rettens Folk og sagde til dem, at han havde antændt Ilden for at bringe et Takoffer. Og min Ven i Paris, ham, der hadede Erobrere og Voldsmænd og ikke selv kunde dræbe en Flue — jeg ved, at han har smilt med sit lykkelige, uskyldige Smil og sagt, at det, der skete med Carnot, skete til Ære for Menneskeheden . . .
Da Carnots Morder var en Italiener, blev der i alle Italiens store Kirker holdt Sørgemesser for den afdøde Præsident. Signora Clara og jeg tog til Genova og overværede Messen i Domkirken der. Lange Sørgeflor alle Vegne og mange Mænd i straalende Uniformer.
