206
I LIGURIEN.
ning af Vejen . . . Hver Morgen sner det med Aviser. De mest afsides Kroge stoppes til med afskyelige Aviser; sidste Efterretninger fra Peking, Telegram fra Kandahar . . . de endevender pr. Traad den stakkels, lille Jord for titusende Gang . . . Jeg ønsker midt i Verden en Krog, hvor jeg kan leve sammen med mine Venner, i Fred for Indiens Krige og de afrikanske Mord.«
Han vilde afskaffe Politi, Love og alle Bytteværdier.
Jeg spurgte ham tit, hvorledes saadan et Samfund skulde kunne existere. Jeg spurgte ham, hvorledes man skulde kunne bygge et Hus uden Penge.
Han smilte med sit lykkeligste Smil:
»Ikke sandt,« sagde han, »det kunde blive udmærket. Naar jeg vilde bygge et Hus, sendte jeg blot Bud til mine Venner. Billedhuggeren Rousseaud kom med en Trillebør Sten. Hans Broder, den lille Rousseaud — Billedskæreren — kom med Stolper, Døre og Træværk. Maleren, den lange Crébassat, skulde bagefter komme og male det hele. Ikke sandt? det kunde blive yndigt.«
»Ja, men jeg vilde ikke bo i det Hus,« sagde jeg.
. . . En Aften, mens Signora Clara i vort Hus i Santa Margherita som sædvanlig søgte lidt Adspredelse ved at læse en kedsommelig, genovesisk Avis, der i rig Mængde indeholdt
