Epilog
I Paris havde jeg en Ven, om hvem vi
skæmtvis sagde, at han var saa fattig, at han
ikke længer kunde være bekendt at modtage
noget af andre — kun at give ud . . .
Han var glad, naar han havde et Pengestykke i Lommen, men naar han ikke længer havde det, var han dobbelt tilfreds — fordi han altsaa, efter Evne, havde betalt Venskabs- og Taknemmeligheds-Gæld.
Han skyldte til Gud og hver Mand, og han var Anarkist.
»Hvad har man i dette Cykle-Aarhundrede at holde sig til?« sagde han. »Sund og solbrændt kommer vor gode Lykke til os, rolig trædende sit Hjul; Farten sagtner; et Øjebliks Holdt; Hjærtet svulmer af uforgængelig Lykke; hun rækker os sine Læber — og før vi har haft Tid til at takke hende, Tid til at fremtage en Sax og stjæle hendes Skygge (min Ven kendte Æventyret om Schlemihl, der sælger sin Skygge), er hun alt oppe, skjult, forsvunden ved en Omdrej-
