Den Danske Spectator, nr. 1
[2]
Fortale til Læseren
Min Læsere!
Undre dig ikke, at du i Fæderne-Landets Sprog seer et Skrift under det Navn og af det Slags. Som vores Fæderne-Land giør en Deel af Verden, saa er det Almindelige i Verden, dens overflødige Laster, dens fordervede Sæder ogsaa her desverre! alt for øynsynlige, og fortiener den ey at kaldes en redelig Patriot, der ey betiener sig af den Medicine, som paa nogen Maade kand tiene til at læge saa almindelig en Sygdom. Vel er sandt, at som Verden har alt for mange af dem, der giøre Profession af at curere de legemlige Svagheder, saa mangler det ey heller paa dem, der giøre sig Umage for at curere Sindets; Men det er ogsaa sandt, at, naar Verden stedse bliver i sin Daarlighed, og det giør den, saa bør de Fornuftige i Verden, der har Øyne at see med, stedse blive ved at afmale den med rette Farver, og, om de end ey ved deres Arbeyde kand giøre Verden bedre, saa dog, for at forekomme, at den ikke skal blive verre, bør de ikke kiedes ved at skierpe deres Pen imod dens vedblivende Laster, og, jo fleere der da findes af disse, jo fleere bør der og blive af deres Hadere, at, hvad der mueligt kunde gaae een af Sigte, af en anden kunde merkes. Det slags Lærde, der bærer Navn af Theologie, naar de stedse bliver ved at multiplicere Systemata, Collegia, Breviaria, Compendia, Compendiola, undskylde de sig med de Secter og Stridigheder, der foruroliger Kirkens Fred een Tid efter en anden; Ligeledes, om man havsde Mængde af deres Skrifter, der censurere Verdens fordervede Sæder, kunde de billig undskyldes med de i Verden tilvoxende Laster.
Jeg har stedse anseet fornuftige Skribentere af det Slags som det allernødvendigste og nyttigste Inspections Collegium, der, om endskiønt de af ingen ere til dette autoriserede, uden Fornuften og
[3]
Naturens Lov, dog kand udrette meere til et Lands sande Beste, end Lemmerne af et andet privilegeret Collegio, ja ved deres Vaaben, skiønt de efter første Anseelse ere slette, bedre ere i Stand til at bane Veyen for Dyden, end en Spansk Inqvisition er mægtig til at befordre den Romerske Religion, om endskiønt den betiener sig af Ild og Sværd.
Kierlighed til mit Fæderne-Land og den Forbindtlighed, der paaligger enhver at befordre sin egen og andres Fuldkommenhed, har for længst givet mig mit Kalds-Brev, og befalet mig at gaae mit Fæderne-Lands Laster i Møde, men jeg veed ey hvad Skiebne, der hidindtil har hindret mig, at jeg nu først faaer Leylighed at betræde min Post. Dette kand jeg sig, at Vanskeligheden i Embedet har i mine Øyne ikke været u-overvindelig, og altsaa ey holdet mig tilbage; men en Mistvivl om at naae det Maal, til hvilket jeg burde sigte, har en Tidlang holdet mig i Tvivl, enten jeg skulde overlade en anden min Plads, eller selv betræde den; Endelig har jeg resolveret til det sidste, og vil Tiden lære med hvad Fordeel. I mit Embede bliver jeg bekiendt af det Navn Spectator, et Navn der er ikke affectat, eller laant af andre, men er meest overenstemmende med min Station. Jeg anseer Verden som en Skueplads af Vitløftighed, paa hvilken præsentere sig adskillige Spectacler, der alle fortiene at ansees, og, om end verdslige Love kand forbyde de fordervede Sæder at forestilles paa oprettede Skuepladser, saa deer man dog, at de ey kand forbyde Verden selv at spille een Original Comoedie daarligere end den anden, een Tragoedie sørgeligere end den anden: her seer man de forunderligste Acter og Scener, og jeg søger, saa vidt mueligt er, at være uden for dem alle, og lader det alleene blive min Sag, at viise mig en flittig og agtsom Tilskuere, der tager alle Ting til Eftertanke, og giver siden over enhver min Reflexioner: Disse bliver saa meget vissere, som de allere ere grundede paa Erfarenhed, og, da jeg selv til en Tid har været som en Bold for Lykken, og ikke lidet er forsøgt i Verdens Tummel, kand det, der er vederfaret mig selv, give Anledning til adskillige Betragtninger. Jeg giver mig ligeledes Navn af Sande- og Gransknings-Mand, ikke fordi jeg til dette Embede er ud-
[4]
nævnen af en Foged ved et Birke-Ting, paa hvilken Bestalling jeg mueligt ellers maatte have exspecteret for længe, men fordi jeg seer en Overflødighed af tvivlsomme Drabs-Sager, da Mennesket ofte giør Vold baade paa sig selv og andre med vederstyggelige Laster, uden at vide hvo der er Banemand, hvilket jeg giør min yderste Flid for at opdage, og, er det tilladt at giøre Slutning fra det mindre til det større, meener jeg, at en omhyggelig Granskning, naar det kommer an paa at aabenbare en skiult og skadelig Sygdom, er af større Vigtighed, end naar een Bonde trætter med en anden om en gammel Gryft eller Marskiel. At see mine Brødres Feyl og sige dem Sandhed bliver da min Sag, kand de ey taale at høre den, det bliver deres egen; Dømmer de mig at gaae uden for Sandhed, saa kand det være mig nok, at jeg beviiser mit Sande-Mands-Tog at være grundet saavel paa en ubedragelig Erfarenhed som tilstrækkelig Overbeviisning. Imidlertid slutter jeg, at det, der kommer fra min Haand, vil opvække hos de Nysgierrige en Begierlighed til at underrettes om min Person; Jeg vil meddeele det som jeg finder fornøden: Jeg er fød i en af Fæderne-Landets anseeligste Stæder, og opdragen i en af de ringeste, i Henseende til Fødselen er jeg Velbaaren, skiønt man ikke finder mig i nogen Rang-Forordning, saa at Naturen har forundt mig en Prægorativ, for hvilken andre maa takke deres Pung og deres Lykke. Jeg sorterer under adskillige Facultæter, begierer dog ikke Navn af en Polyhistor, siden jeg hidindtil har været uden for det Medicinske. Min Complexion holde de, som kiende mig, for en Hemmelighed, og jeg begriber den neppe selv, dette veed jeg dog, at alle Hoved-Temperamenter hos mig ere samlede, men det Forunderligste er, at de alle paa en Tid synes at dominere, naar jeg paa den eene Side er som Fyr og Flamme, er jeg paa den anden saa stille som et Lam, naar jeg gaaer med et nedslaget Ansigt, seer jeg tillige ud som en Helt. I min egen Sag er jeg phlegmatisk; thi den haardeste Skiebne, og Omstændigheder, som andre holde for de elendigste, har ey kundet røre mig; Jeg har anseet Fattigdom og Rigdom, Foragt og Ære med lige foragtelige Øyne, naar Lykken har vendet mig Ryggen, har jeg været ligesaa ubevægelig, som naar den rakte mig sin høyre Haand, sluttende, at de Omstændigheder, i hvilke jeg befandt mig, har været mig de tienligste, efterdi jeg veed, at den Høyestes Providence bestyrer alle Ting med den fuldkommenste Viisdom, hvis Direction jeg ogsaa til Dato har sporet i alle de Veye, paa hvilke han har ført mig. Naar det gielder om Sandheder af Betydenhed, giver jeg intet efter, saasom jeg anseer Sandheden værd det yderste Forsvar. Jeg holder i ingen Henseende Mennesker for Guder, derfor knæler jeg hverken for dem, der lader sig kalde Patroner, ikke heller dømmer jeg om en Sags Rigtighed efter andres Vidnesbyrd, holdende for, at Præjudicia Autoritatis er de sterkeste Støtter for Vildfarelser; Imidlertid falder jeg ey paa den anden Side til at stole paa mig selv, og ansee mine egne Slutninger som ube-
[5]
dragelige, jeg erindrer mig stedse, at jeg er et Menneske, der kand feyle, jeg prøver alle Ting og beholder det beste, til jeg med grundige Beviiser bliver underrettet om andet. Min Philosophie er eclectisk, og flatterer jeg mig hverken af at bære Navn af en Aristotelianer, Cartesianer eller Wolfianer, men søger Sandheden hvor jeg kand finde den. I min Religion tager jeg intet Partie, men lader den dependere af de aabenbarede Sandheder, intet bekymrende mig om Navn af noget Menneske, men om Religionens egentlige og sande Essentialitæter, hvilket viiser, at jeg er ingen Indifferentist. Til en Tid har jeg haft Sted iblant dem, der efter Ordsproget ikke meget kand rose sig af Jupiters Bevaagenhed, (*) og vare mine daglige Lectioner at lære Taalmodighed. Nu lever jeg i et Mørke, er fornøyet med min Lykke, og lader det være mit daglige Arbeyde at betragte Verdens daarlige Væsen, for deraf at uddrage Klogskabs Regler for mig selv og andre. Mit Observatorium er anseeligt, og mine Tubi ere en sund Fornuft og klare Øyne. Vel holdes den Verden, hvis Indbyggere jeg censurerer, for et Legeme Snart af samme Beskaffenhed som Maanen, men jeg har merket en anseelig Forskiel; thi de Pletter, som siges at være i Maanen, udfordre, naar de nøye skal observeres, et bevæbnet Øye; men de Pletter i Verden ere alt for kiendelige. Ligeledes sees det Lys, som Solen meddeeler Maanen ligesom at betage dens øvrige Mørke, men det Gode som findes i Verden, og det lidet Lys som Dyden giver fra sig, bliver aldeles fordunklet ved de almindelige Lasters fæleste Mørke: Dette alleene var at ønske, at, som Maanens heele Legem til sidst bliver skinnende, naar den overalt bestraales af Solen, Verden ligeledes maatte skilles ved sine groveste Pletter, og Dyden med Berømmelse triumphere. Efter dette lyksalige, men tillige uventelige Seculum længes enhver Fornuftig, og det er Øyemerket, til hvilket de retskafne Patrioer i et hvert Land bør sigte; Dette er ogsaa min Sag i nærværende Arbeyde, af hvilket jeg Ugentlig agter at lade et Ark komme for Lyset. Jeg søger derudi at kalde enhver Ting med sit rette Navn; jeg skierper min Pen imod de i Svang gaaende Laster, og glemmer ey at give den sande Dyd sin tilbørlige Roes. Mit Morale er almindeligt, siden Lasterne er almindelige; Naar jeg sigter til visse Personer (hvilket dog er rart) skaaner jeg deres Navne, saa at ingen skal merke, hvor Pilen treffer uden den, der bliver saaret; vil han ey prostituere sig selv, og viise Sandheden i mit Morale, tier han stille, og ændrer sine Feyl, der fortiene at lastes. Mine Tanker ere ikke grundede paa blot Phantasie, jeg kalder intet Laster, der allene fortiener saa forhadt et Navn efter visse Menneskers Misanthropie og daarlig Indbildning, men det, der i sig selv er Last; især søger jeg at viise Vederstyggeligheden i de Feyl, der efter Menneskelige Love ey er underkastede nogen Straf, i hvorvel de samme ofte ere meere skadelige for det Menneskelige Societæt, end de, der holdes for de allervederstyggeligste. Men, som jeg ey paa den
(*) Qvem Jupiter odit, Præceptorem creat.
[6]
eene Side forglemmer at afmale det med hesligste Farve, der fortiener Censure, saa forglemmer jeg ey paa den anden Side at moderere min Pen, og at iføre mig Kierligheds Kaabe, for at tie med de faae Feyl, der kand findes hos dem, hvis Liv i øvrigt er exemplarisk. Spørger man, hvorfor Verket ey paa eengang kommer for Dagen? da skeer det, deels fordi man ey paa eengang kand see den store Mængde af det, der meriterer at betragtes, deels fordi Læseren med større Agtsomhed og Fordeel kand læse lidet, end meget. Endelig bliver det et vigtigt Spørsmaal: Hvad jeg venter at udrette med alt dette, og hvad Kraft jeg meener at være i et verdsligt Morale? Vil jeg holde mig visse Menneskers daarlige Critiqve efterretlig, maatte jeg snarere finde mig forbunden at nedlegge min Pen, og lade Verden blive den, den er, end søge at forurolige den i sin sødeste Søvn, sin Lyster og Laster. Denne Vey bliver mig recommenderet af tvende Slags Mennesker, men i en ulige Absigt; det eene Slags give mig dette Raad, tagende her til Motiverne af egen Interesse; de finde sig skyldige i mange Uordentligheder, der fortiene at lastes, de ere forelskede i de samme, og vil altsaa nødig forstyrres i deres Roe; den Daarlighed, som de til Dato kand have skiulet, vil de nødig have lagt for Dagen; Hykleren vil ey gierne miste sin Masqve, siden han ved saa anseeligt et Tab maatte blive meere hadet, end han tilforn var elsket; Den, der har ladet sig bedrage af et falsk Skin, vil ikke gierne give Anledning til en Satire under Titul af den Seende-Blinde, og enhver, der har opofret sig til visse Laster, vil nødig beskiæmmes. Dette slags Folk ønske vel en Moralist ikke megen Fremgang, og, stod hans Lykke i deres Haand, blev han vel, om mueligt var, relegeret uden for Verden, ja, som der har været en Tid, da det mindste Muk imod Pavernes Myndighed, har været anseet som det farligste Kiætterie, saa synes det, at disse slags Mennesker, om jeg saa kand kalde dem, heller ønskede Laster og Feyl autoriserede og bevilgede ved Love, end nogen skulde have Frihed at afmale dem, og efter deres Tanker bør ingen med større Ret bære Navn af Kiættere og den almindelige Freds Forstyrrere, end den, der stræber at giøre Laster afskyelige og Dyden elskværdig. Jeg kand altsaa af disse ikke vente mig megen Tak for mit Arbeyde, men mit Salarium vil vel blive fastende Forbandelser, og mine visseste Indkomster skeele Øyne og heslige Calumnier, at jeg ikke skal nævne noget verre. Men intet af dette kand formaae mig til at tage Svøftet ind; Jeg gaaer, u-anseet alt hvad vil møde, Laster og deres Elskere under Øyne, i Haab, om end Sandheden finder sine Forfølgere, skal den og finde sine Forsvarere, hvad de Ildesindede raaber imod den, anseer jeg som fulmina bruta, som Ild i Torne, der raser meget, men slukkes af sig selv.
Det andet slags Mennesker, der ikke finder megen Smag i et verdsligt Morale, raisonnerer af et andet Principio; De siger, at det er saa langt fra, at Verden derved kand forbedres, at den meget meere forverres, ja at ville søge et Menneskes Forbedrelse ved saadan Medicine, er intet andet, end at føre det
[7]
desto længere fra GUd. Men er der noget i Verden, der fortiener at censureres, da er det visselig dette: Dersom slige Slutninger holde stik, bliver en Moralist ey allene til ingen Nytte, men end og til største Skade, siden han maatte skille Mennesket ved det høyeste Gode. Men, naar vi med et fornuftigt Øye seer ind i disse Menneskers Indvending, finder vi deres Raisonnement at være gandske vanskabt; den kuldkaster for det første alle practiske Principia i Naturens Lov; den siger, at det allerviiseste Væsen har handlet forgieves, da det har indprentet i Mennesket saadanne Grund-Sandheder, der lære de fornødenste Pligter imod GUd, sig Selv og Næsten, og hvad er daarligere, end dette? Dersom disse fanatiske Hoveder vare skikkede til at giøre sig de rette og sande Begreber om det verdslige Morale, yttrede de sig ikke med saa urimelige Domme. En Philosophus, der søger at befordre Dydens Fremgang, og at stille Lasterne i deres Force, giør intet andet, end hvad han efter Naturens Lov er skyldig i at giøre; Han bliver inden sine visse Grendser, og foresetter sig et Øyemerke, som han haaber at kunde naae; Han har ey saa høye Tanker om sit Arbeyde, at han skulde agte det i Stand til at forbedre det indvortes i Mennesket til Grunde, hvor til han selv tilstaaer, naar han er en Christen, behøves en høyere Kraft; Han søger med sit Verk, at giøre de fornuftige Indbyggere i Verden ikke til Christne, men Mennesker og Borgere; Det er ey hans Sag directe at viise dem Veyen til et Gode efter dette Liv, men allene at anføre dem til rettelig at betiene sig af Naturens Lys, hvilket de allerfleste Mennesker enten intet bruge eller skammelig misbruge, og, naar han ikke gaaer uden for denne sin Circul, seer jeg ey, med hvad Ret hans Arbeyde bliver anseet med skeele Øyne, og som skadeligt for den sande Pietæt: Ydermeere, da der ikke findes mange Laster imod den skrevne Lov, der jo ligeledes stride imod Naturens, synes mig, at det lige saavel bliver en fornuftig Philosophi Embede i et verdsligt Morale, at viise saadanne Lasters Heslighed, som det tilkommer en Præst at moralisere over dem paa en Prædike-Stoel, og de, der vilde censurere den først i sin Qvalité, komme mig for som den, der criticerer en Øvrigheds Conduite, naar han lader en Tyv hænge efter Loven, der har stiaalet imod Loven. Vel er sandt, at som intet er saa reent og ret i Verden, der jo efter den almindelige Fordervelse kand forvendes i sin Brug, saa er det skeet og skeer endnu at mange Mennesker giøre formeget af Fornuften, og derover forkaste de aabenbarede Sandheder, meenende, at Naturen for sig selv besidder en Kraft til at perfectionere et Menneske til Ævigheden, af hvilket farlige Principio ere fulgte mange for Religionen skadelig Conseqvencer; Men, om man paa det Fundament vilde forkaste det verdslige Morale, og frygte, at det skulle avle Naturalister og Pelagianer, handlede man efter mine Tanker ikke meget klogere, end det slags Christne, der forbyde den gemeene Mand at læse Skriften, fordi han deraf kundeb tage Anledning til Vildfarelser; thi ligesaa lidet, som den Guddom-
[8]
melige Sandhed i sin rette Brug ansees som en Moder til saa skadeligt et Foster, ligesaa lidet kand et Morale, der er grundet paa den sunde Fornuft, og indeholder de nødvendigste Følger af Grund-Sandhederne i Naturens Lov, naar det appliceres efter sit Øyemerke, give Anledning til saa stort et Onde, som dens Hadere foregive.
Endnu staaer tilbage een Vanskelighed, den jeg ogsaa maa stræbe at overvinde: Der findes visse Malcontenter, som holde for, at naar en moralsk Betragtning er blandet med Satire, efterlades hos den, som findes sig slagen, saadanne Virkninger, der ere tvert imod det Maal, som Moralisten siger at have foresat sig; thi Mennesket i Steden for at ændre de Feyl, i hvilke han finder sig skyldig, bliver bizarre, fatter Vrede til sin Censor, og søger Anledning til Revange; i slig Henseende synes en skarp Moralist at handle imod den Kierlighed, han er en anden skyldig, da han bør skiule hans Feyl eller giøre dem bekiendte for ham selv, allermindst prostituere ham for heele Verden, med mindre han vil have Navn af det Menneskelige-Kiøns-Hadere. Disse Tanker synes ikke at mangle deres Grunde, men, naar de nøye eftersees, sige de intet; thi om vi end supponere, at en Satire treffer sin Mand, og en Moralist nu og da sigter til visse Personer, eller rettere til deres Laster, saa fortier han dog deres Navne, og at afmale eens Feyl, naar man skaaner hans Navn, kand ingenlunde hede at giøre ham latterlig for Verden. Vel er det saa, at naar visse Personer har med visse Laster distingveret og giort sig kiendelige for alle, kand den, der læser et Morate, der igiennemhegler de samme Laster, lettelig giøre Applicationen. Men om Slaverne af disse Laster da blive prostituerede, bør Skylden ingenlunde imputeres Moralisten, men den, der har givet Anledning til Satiren. Naar en Philosophus holder sig Senecæ Ord efterrettelige: Man bør hade Laster, og elsker Personer, fortiener han ikke at aflegges med Character af en Misanthrope eller Menneske-Hadere, med mindre det er imod Kierligheds Lov at hade sin Næstes Udyder.
Dette er, hvad jeg har fundet fornøden at erindre til min Læseres Underretning og mit Foretagendes Forsvar. Mit Arbeyde skal continuere saa længe mit Fæderne-Land giver Anledning, og jeg befinder mig paa Skue-Pladsen. De Fornuftige skal mueligt finde, hvad de søge, og vinder jeg ikke meere, saa kand jeg dog sige, at et Skrift af nogen Nytte er lagt til de andre faa af det Slags i Fæderne-Landets Sprog.
|
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929. |