Fragmenter af en Dagbog skreven paa en Reise i Danmark 1813

by Christian Molbech

    Den 7de Iunius. Sanderumgaards Have, som jeg har hørt tale om saa mange Gange, kiender jeg nu, og det har glædet mig at finde den, som den er, og som jeg havde ventet den. Ingen ødsel Konst har her søgt at efterligne den høie Naturskiønhed i dens Virkninger, eller at ville eftergiøre de store Naturscener, hvis Smaabilleder dog gierne forholde sig til hine, som et Miniaturportrait til en hellig Familie af Rafael. Flid og Arbeide, styret af en smagfuld Konstnerhaand, har skabt en blid, indtagende Natur, med stille, venlig Ynde, paa et Sted, hvis Beskaffenhed syntes at modsætte sig al Forædling og Forskiønnelse. Et stort Uføre, en Sump, hvor Ellebuske vare den eneste Vegetation, er bleven til en skiøn Lysthave, hvor man vandrer over grønne Enge, langs med bugtede Vande og rindende Kildebække giennem mangen

side 67

lys, venlig Kratskov og mangen alvorlig Lund, hvor bestandig Afvexling af de forskielligste Træer, Buske og Urter danne en rig Mangfoldighed, hvor dog Intet er overlæssset og Alt ordnet med Smag. Denne Fortieneste af en saa unyttig Jords Forædling og af saamange tusinde skiønne og nyttige Træers Plantning, maa endog de erkiende, der ikke have noget Øie for Naturens Skiønhed og ved enhver Egn kun tænke paa, hvad Jorden kan indbringe. Jeg finder det altid roesværdigt, at forene det Gavnlige med det Skiønne, hvor begge Dele ikke blot kunne bestaae ved Siden af hinanden, men endog række hinanden Haand. Det støder mig ikke engang, i en Have som denne hist og her at finde Urtebede og Køkkensager; kun at Alt er paa sin rette Plads.

    Den Smag hvori Sanderumgaards Have er anlagt, er som Stedet fordrede den, simpel, naturlig og beskeden. Hvad her er giort, synes at være lidet, og er dog saare meget, naar man veed, hvorledes det er blevet til. Broer over Canalerne, Mindestøtter, Lysthuse og Sommerboliger, som ere anlagte paa forskiellige Steder. - Alt er i een Smag, lige simpelt, tarveligt, uden Overflødighed eller brammende Prydelse. Alt vil man dog finde smukt, fordi det ikke vil være andet end naturligt, fordi man seer enhver Gienstand paa et Sted, hvor den synes at høre til, og

side 68

fordi en harmonisk Aand yttrer sig i det Hele, som man gienfinder i ethvert enkelt Anlæg. Gaardens simple Bygninger*), lave uden Pragt, men venlige og indbydende, bebude en Landmands stille Bolig; og denne er omgivet af en blid, rolig Natur, med indtagende Ynde, saaledes som Naturen er i Danmark. Denne Harmonie, som er saa velgørende for Øiet og Følelsen, forstyrres neppe nogensteds i Sanderumgaards Have, og Ingen vil giennemvandre den uden Fornøielse, Ingen forlade den utilfredsstillet, der blot ikke kommer til den med andre Fordringer, end saadanne, som Stedets Natur og Beliggenhed tillod Konsten at opfylde. Venter man her høie Bakker, dybe Dale, en naturlig Sø, store Udsigter over Omegnen, da er det som man i Anakreon vil vente sig en Homer eller i Hølty en Goethe; og ved at berede sig selv slige skuffede Forventninger, fordærver man sig næsten al Skiønheds Nydelse. Denne Have maa kunne giøre samme Fordring, som ethvert Værk af en skiøn Konst: at man først prøver, om den har nogen eiendommelig Skiønhed, og derefter, hvis man finder nogen saadan, betragter den i sig selv, og vurderer den efter

*) Stundom forekommer det mig endog, som de i Forhold til Haven ere alt for simple. Dette kommer maaske deraf, at de savne al architektonisk Skiønhed.

side 69

dens eget Værd, ikke efter en Maalestok, som man henter fra noget andet enkelt Konstværk. Jeg vil dermed ikke sige, at man ei for Eksempel skulde sammenligne een Have med en anden, men blot at man maa tillade een at være skiøn eller indtagende paa andre Maader end en anden - kun, at den virkelig er det, og ikke vil synes mere, end den er. Dette sidste ville Nogle vel tillægge alle de nyere Haver, der giøre Paastand paa at være Efterligninger af den skiønne Landskabsnatur; men skiøndt det uden Tvivl gielder om endeel, hvor man har forfeilet Konstens Maal og misforstaaet dens Hensigt, ved at lade den kappes med det Uopnaaelige i Naturen, saa gives der dog unegtelig saadanne Haver, i hvis Anlæg man heldigen har truffet Skiønheds Grændselinie imellem vild Natur og architektonisk Konst, hvorimellem alle nyere og ældre Haveanlæg synes at svæve.

    Der gives to fortræffelige Øiemed, som man ved konstig anlagte Lysthaver har villet opnaae. Det første, Prydelsen af en Forgrund til en anseelig Bygning, forenet med den Behagelighed, at kunne i Løvhvælvingers og Bueganges Skygger, ved Svalingen af Vandspring, i Løvhytters fortrolige Eensomhed, eller vandrende i tørre, ziirlige Gange, mellem tætte, klippede Hækker, ligesom i store Stuer uden Loft, nyde de skiønne Aarstider og den frie Luft - dette har

side 70

især været den ældre Havekonsts Formaal. Den har sine eiendommelige Fortienestener, og jeg kan aldrig blive i Stand til at glemme eller ringeagte disse over de nyere Havers konstige Natur. Hiin Konst, naar man betragter den i det Hele, vidste i det mindste hvad den vilde. Den havde sine Grændser, men den virkede inden for disse Alt hvad man af den kunde fordre, og opfyldte saaledes sin Bestemmelse. Mange af dens Virkninger, langt fra at være smaalige, ubetydelige og kiedsommelige, vare store, opløftende og varige; andre vare vel beregnede på en behagelig og beqvem Nydelse. En Have i gammel Stiil med en italiensk Villa, ved et stort Slot, eller en anden Pragtbygning, har en Skiønhed, som neppe noget chinesisk eller engelsk Anlæg vil opnaae. Hvor smukt er ikke i en stor, af mange Lystvandrende besøgt Have, Nedsynet fra høie Terrasser, hvor en Rad af Vandrende og Hvilende svæver over den anden? - Hvor majestætisk en Skiønhed have ikke gamle ærværdige Alleer, med deres høie, grønne Hvælvinger, og hvo vandrer ikke heller i Sommerheden under disses Skygger, end i de ziirlige, aabne, bugtede Gange, som kun have Træer, men ingen Skygge? - I de hedeste Dage og Timer, hvor usigelig behagelig er ikke den svale, friske Luft under mørke, løvtætte Buegange, der udelukke enhver Solstraale; og mod Ef-

side 71

teråret, naar Solvarmen ikke længer trykker, naar umilde Høstvinde suse over de aabne Marker, hvor luunt gaaer man da ikke bag tætte Avnbøgs eller Lindehækker ? - Saaledes kunde man opregne flere Fortrin, som de gamle Haver besidde; men det er ikke min Hensigt, her at skrive deres Forsvar; skiøndt jeg ikke negter, det stundom fortryder mig, naar man ubilligen nedsætter og foragter dem, uden anden Grund end den, at de ere gammeldags. Det gaar dem i saa Fald omtrent som den gothiske Bygningskonst, hvilken faa kun forstaae, men som enhver bilder sig ind at være berettiget til at finde smagløs, urimelig og uskiøn.

    Det andet Hovedformaal, som man i nyere Havekonst næsten udelukkende har foresat sig, er Forskiønnelsen af en Jordplet ved den frie Naturs Efterligning. Dette søger man især at opnaae ved at udrydde al Orden og Regelmæssighed og forjage alle lige Linier; ved Plantninger af Træer og Buske, der skulle frembringe en behagelig Afvexling af maleriske Partier: ved Anlæg af konstige Træsletter imellem de plantede Lunde, til en behagelig hvile for Øiet; ved at giennemslynge disse Anlæg med bugtede Gange, og, hvor det lader sig giøre, med Canaler; ved at sætte dem i Forbindelse med frie Naturscener ved Udsigter fra Høider og giennem Aabninger - og ved

side 72

endnu flere konstige Midler, som næsten alle gaae ud paa at faae os til at glemme, at vi ere i en Have; hvilket dog sielden eller aldrig vil lykkes, hvis ikke Rummet er saa stort, og Naturen selv allerede har giort saa meget, at Konsten næsten kan overlade den Alt.

    Saa vidt nu er, at en stor Deel af denne Havekonsts Anlæg og Indretninger ere ligesaalidt naturlige, som de ældre architektoniske Haver, og snarere nærme sig til det Arabeske og Groteske, end til den store og frie Naturskiønhed: saa er det dog unegteligt, at denne Konst har det i sin Magt at forskiønne, ikke den skiønne Natur selv, men en Jordplet, der af Naturen mangler Skiønhed og Behagelighed; og at den ofte kan giøre dette paa en langt kortere Tid, end den gamle Havekonst, der, ligesom Middelalderens Bygmestere, kan behøve et halvt eller heelt Aarhundrede, for at frembringe noget ret Stort og Ophøiet. Hvor det saaledes lykkes den forskiønnende Konst, at omdanne en nøgen, ufrugtbar Mark, en Gruusbanke, en Ellesump, eller lignende Steder, til et venligt, med livelig Vegetation smykket Haveanlæg - der see vi ligesaa ædle og indtagende Virkninger, som af enhver anden Konst, ved hvilken Skiønhed fremblomstrer, hvor den før ikke fandtes; og uden Tvivl er dette en af de vigtigste Fortienester, som den nyere Havekonst kan tilegne

side 73

sig. Jeg negter den ikke nogen anden, som den besidder, saa lidt som at den er en saare elskværdig, reen og skyldfri Konst, der, foruden andre Glæder, som den bringer sine Dyrkere, ogsaa har den: at dens Frembringelser let fattes og nydes af enhver Beskuer, som ikke er død for Naturens Ynde; men jeg maatte her paa dette Sted især tænke paa hiin Fortieneste, som Eieren af Sanderumgaards Have ved dens Anlæg fortrinligen har erhverhvet sig. - Jeg vil nu forsøge, at give Dem en Beskrivelse over denne Have, saaledes som jeg i Skynding, og uden al Indsigt i Konstens Theorie eller Praxis, er i Stand dertil.

    Det Charakteristiske ved Sanderumgaards Have er, at et af Naturen yderst ugunstigt Jordsmon, en sid, af en Aa giennemløben Ellemose, der tilforn om Vintreren stod heel under Vand, ved Konst er forvandlet til et vakkert Landskab, hvor man finder en temmelig hastig vexlende Mangfoldighed af smaa Naturscener, hvor Vandet er afledet i Canaler, det udtørrede Land benyttet til Træplantninger, Mosegrunden forvandlet til Engsletter, Lunde og smaa Kratskove fordeelte imellem disse paa en saadan Maade, at Vandringen igiennem Haven ved Ly og Skygge er behagelig, og ved den raske Omvexling af Udsigter er betaget trættende Eensformighed. Endelig er der sørget for, at forskiellige smaa Bygninger, anlagte

side 74

paa passende Steder, end mere oplive Udsigterne, sysselsætte Phantasien, og under Vandringen bringe os Tanken paa menneskelig Virksomhed, ved Siden af den frie Natur, nærmere; foruden at de tildeels frembyde behagelige Hvilepunkter til længere eller kortere Benyttelse.

    Man seer snart, at der i disse Anlæg ikke er noget stort, romantisk, eller høitidelig skiønt. En Flade som den, her maatte benyttes, kunde ikke frembyde Afvexling af Banker og Dale, eller Udsigter over store Landskabspartier. Men dette synes mig netop at være en særdeles Fortieneste ved denne Haves Anlæg, at man ikke har villet fremtvinge noget, hvortil Egnen aldeles ikke passede, og ikke opofret den Skiønhed og Behagelighed, som en let fremblomstrende Natur kunde yde, for mislykket, overspændt Konst; men at man har søgt, uden urimelig og ufornuftig Kraftanvendelse, at forskiønne en Jordplet, som jeg tilforn har skildret den, saaledes, at hvor der før var et Uføre uden Gavn og uden Skiønhed, der see vi nu begge forenede i en opelsket venlig, stille og indtagende Natur. - Konsten, som her har virket, maatte saa at sige være heel skabende. Hvad her nu findes, tilhører derfor den allene, og maa bedømmes efter Hensigten og de Midler, som kunde anvendes og ere anvendte. At gaae i det Store, tillod hverken Eg-

side 75

nens Beskaffenhed, eller Eierens Formaal, der ikke var Pragt, men simpel Skiønhed og landlig Behagelighed. Da han nu tillige, paa det til en Lysthave bestemte og med saa betydelig Møie og Arbeide indrettede Jordsmon, vilde med Smag forene en Mangfoldighed af forskiellige maleriske Udsigter eller Havescener, saa maatte disse indskrænkes i Rummet; og for at de ei skulde blive eensformige, maatte der især anvendes Konst paa en heldig Fordeling af Afvexling af Træ-Plantningerne, som vare Hovedmidlet, hvormed her kunde virkes. Hvor vel dette lykkedes, og hvor heldigt tillige Vandet, friere Aabninger, ere benyttede til malerisk Virkning: derom vidner ikke blot Haven selv, men ogsaa flere skiønne Prospekter, som et Par af vore første Konstnere her have optaget og udført*). Derfor mener jeg, at selv de, som ere vel bekiendte med større, betydeligere og prægtigere Haveanlæg, ville erkiende, at en heldig Konst har virket ogsaa paa dette Sted til at lægge for Dagen, hvad og hvormeget den i det Hele formaaer til at forædle og forskiønne en Egn, som af

*) Foruden endeel Prospekter af Sanderungaards Have, malede i Olie af Eckersberg, har Hs. Excellence Hr. Geheime-Conferentsraad Bülow ved Proferssor Clemens ladet optage og stikke en Samling af ?? Udsigter i denne Have, der vel fortiente at blive offentlig.

side 76

Naturen manglede al Skiønhed; thi at de enkelte Partier her maa være efter en mindre Maalestok, end andensteds, giør intet til Sagen. Konstens Virkning bliver dog i det Mindre som i det Større, forholdsviis til de anvendte Midler, den samme. Man tænke sig dette Sted for tyve Aar siden som en Ellemose, og see det nu, blomstrende i rig Naturskiønhed; og man vil da bedst skiønne, hvad der er Konstens Fortieneste, og glæde sig derved, uden at savne hvad her ikke kan gives.

    Dette troer jeg i Almindelighed at kunne sige om Sanderumgaards Have, uden at indlade mig dybere i Havekonstens Theorie, end jeg forstaaer den. Hvad der ligger klart for Øinene tør jeg vel tale om, uden at være konstkyndig. Jeg holder mig her, som overalt, til det, jeg kan fatte og forstaae, og søger at give det saa reent, som jeg har modtaget det. At nævne det, som her maaskee kunde være bedre eller anderledes, bør jeg overlade til de i Konsten Indviede. Hvis jeg ellers skulde omtale noget særskilt ved denne Have, der mindre behagede mig, end det Hele, da blev det maaskee, at Anlæggene paa enkelte Steder ikke synes ganske frie for konstlet Maneer, og at de stumdom gaae vel meget i det Smaae. Dette berøver dem sielden noget af deres Behagelighed; men Skiønheden havde

side 77

maaske paa nogle Steder vundet, om Planen for det Hele havde været mindre sammensat.

    Efter disse almindelige Bemærkninger vil jeg nu bede Dem at giøre en lille Vandring med mig igiennem Sanderungaards Have, for at dvæle nogle Øieblik ved dens interessanteste Partier. De faar vel i mig kun en maadelig Veileder; men da De nu ingen bedre har ved Haanden, maa De tage til Takke med mig, indtil de engang med større Gavn og Fornøielse kan gientage denne Vandring ved den ædle Eiers Side. - Førend vi forlade Huset maa jeg gjøre Dem opmærksom paa Udsigten her fra mit Værelse, som er en af de videste og skiønneste i denne Have. En fri, aaben, lys Forgrund afskæres ved et bredt Vand, hvori en lille Holm med en tæt Gruppe af Træer hæver sig. I den ene Ende af Holmen staaer en hvid Urne paa en Græshøi. Paa hiin Side af Vandet møder en grøn Eng, som Skoven omringer, og over Skoven hæve sig de fierne Marker. Høie Træer slutte paa begge Sider af Huset dette nydelige, i høi Grad indtagende Landskab, som især i disse deilige stille, maaneklare Aftener ganske har fortryllet mig. - Fra Huset, paa den søndre Side, træder man lige ud i Haven. Paa den venstre eller østlige Side af Gaarden ligger den gamle Have, med en mængde Frugttræer og Buske, og midt iblandt disse reiser en ærvær-

side 78

dig Alm, hvis tykke Bul lige ned til Jorden er beklædt med Løv, sine fire mægtige Grene og den vidt omskyggende Krone over de øvrige Træer, der ydmyge staae i Kreds om denne Havens Oldefader, som, endnu i fuld Manddomskraft, har seet den gamle Have opvoxe og den nye at blive til. Glade hilse vi dette stolte Træ, og ønske, i det vi forlade dets Skygger, at ingen Omskiftning i Haven maa bortrydde dens ærværdigste Prydelse.

    Dette Træ udgiør ligesom Grændseskiellet imellem den gamle og nye Have. Herfra ledes vi igiennem bugtede Gange forbi en Plantning af Grantræer, afvexlende med Buske og lave Frugttræer, op paa en lille Høide, hvor et Lysthuus er anlagt i Hiørnet af Haven, lige ved den forbiløbende Vei. Dette Huus, med det passende navn Sommerlyst bygget i en simpel landlig Stiil, med et fremspringende, på runde Piller hvilende Tag paa de to Sider, der vende mod Haven, indeholder en lille Sal og to Side Cabinetter, og er saaledes beqvemt indrettet endog til Sommerophold for en Familie. Fra det behagelige, overskyggede Sæde under Husets venlige Tag, har man paa den ene Side en vakker Udsigt giennem en Aabning i Haven til en norsk Hytte, heldigen anlagt paa en Høi i Fordybningen af en Lund, hvorved dette Partie fierner sig i Baggrunden, og synes meget læn-

side 79

gere borte end det virkelig er. Den Lille Hytte er her ganske paa sit Sted, og giør en meget god Virkning. Udsigten fra Salen, over et aabent Landskab med Skov i Baggrunden, giver en interessant Afvexling, og Stedet til dette Lysthuus kunde ikke let være bedre valgt. - I Sommerlyst ere Værelserne ganske simpelt decorerede; Kobberstykker beklæde Væggene i Salen, og en lille udvalgt Samling af danske Oliemalerier pryder det ene Cabinet.*)

    Giennem en Løvhvælving af Busktræer, og giennem en lille Skov af unge Frugttræer føres vi ved en bugtet Gang ned ad den Høide, hvorpaa Sommerlyst er anlagt, og nu aabner sin en ny Udsigt til den norske Hytte, der ligger omskygget af høie Graner og Løvtræer, i venlig Eensomhed paa en lille grøn Høi.

*) Blandt disse har især en gammel Mand, Bryststykke i Legemsstørrelse, fortræffelig malet af Juel vundet min Opmærksomhed. Et ædelt og fiint Ansigt, fuldt af Aand og Kraft, med et skarpt og klart Blik, der synes at røbe den kloge og i Verdens Løb erfarne Tænker. Dette Hoved, en Plato ikke uværdigt, skal være en gammel Polak. Desuden findes i dette Cabinet to skiønne Landskaber af Lund, hvoraf det ene, der forestiller en yderst vild Klippeegn, med skydækkede Fielde og et Biergcapel, især har interesseret mig; to ikke mindre deilige Landskaber af Gebauer; er meget skiønt af Fru Lütken; et af Gielstrup, m. fl.

side 80

Et bugtet, af tæt Kratskov indfattet Vand adskiller den aabne Forgrund fra Hytten med dens Skov. Over Vandet hæver sig paa en Landpynt en lille Høi, og paa denne staaer en hvid Urne, behængt med en Blomsterkrands. For at besøge Hytten, vende vi os til Venstre; men flux forsvinder den, skiult bag en Lund af høie Aske og Elletræer; en fri Udsigt aabner sig til Marken og Skoven fra en Høide. Naar vi have nydt denne under Skyggen af en ung Lind, fører vor Gang os ned til en Bro over Canalen, som her udvider sig og danner en lille Dam, hvis Vand, begrændset af Marken og Haven, paa begge Sider taber sig bag Træer og Buske. Vi lade vort Øie hvile paa det klare, grønt omskyggede Vand, og paa den friske, livelige Eng, der høiner sig jævnt til en maadelig Bakke, som lukker Udsigten; vende os derpaa mod Høire, og efterat vi ere komne over en mindre Bro, opdage vi den lønlige, tæt overskyggede Gang, der fører os op til den norske Hytte.

    Her, i Skovens stille Eensomhed, kunne vi hvile nogle Øieblik, og drømme os langt borte fra det Sted, hvorfra vi gik ud; thi Hytten, med sine ubeklædte Vægge af Tømmerstokke, og sine simple Træbænke, sætter os hen i Fieldlandene, hvor disse Boliger have hiemme. Paa den ene side er den overskygget af et svalt og dunkelt Løvtag; paa den anden er Udsig-

side 81

ten aaben til en lille Eng i Forgrunden, til det forbiflydende Vand, og til den grønne Bakke, hvorpaa Sommerlyst hæver sig i Baggrunden, imellem Grupper af Naaletræer til begge Sider. Havde det maaskee været bedre, ar man fra dette Sted ikke kunde øine denne Bygning, der lokker Phantasien bort fra dens Bane?

    Rolig og eensom fortrolig er denne Hytte, og hvor stille og blid i sin milde Alvor er den Natur, som her favner os! - Dog, tæt uden for Vinduerne see vi Fuglene hoppe fra Green til Green; deres muntre Gang og søde Qvidren opliver Eensomheden og besiæler Naturen. Den, som ikke medbringer et af Sorg betynget Sind, kan her let finde den stille Tilfredsheds Bolig, og tilegne sig den blide, rolige Glæde, der saa villigen blomstrer i en skiøn Naturs Eensomhed. Selv det urolige Hierte kan her aande lettere og forgieves bør ikke den Erindring være os, som vi læse over Hyttens Dør:

Vi tælle Venner, Sorgens Øieblikke;

Men Glædens Timer, o! tælle vi Dem ikke?

    Indbydende til Hvile for Aand og Hierte, til stille Betragtning og rolig Dvælen i Erindringens og Phantasiens Verden, til venlig og fortrolig Samtale, er den eensomme Hytte. Nu smiler udenfor det friske nyfødte Sommerliv, nu kaster det unge saftsvulmende Løv sit

side 82

lysegrønne Skiær paa Vinduerne; i Trætoppene qvidre de muntre Fugle; dybt i Buskene klager Nattergalen i smeltende Elskovstoner - og den, som havde Digterens Øie, vilde vist i en eller anden Busk i Nærheden opdage den skiulte Amor, lyttende til Philomeles Sang, som han selv lærte hende, eller hvæssende de Pile, hvormed han efter Digterens Sigende, rakte hende sin Føde, at hun ubevidst kunde indsuge deres tryllende Gift. Dog, om faa Maaneder er dette Liv forsvundet; Eurus har forjaget Zefyr; Fuglesangen tier; Løvet gulnes paa Træerne, eller hvirvles raslende omkring Hytten - og Amor flagrer da heller omkring i Stadens lune Værelser, end han dølger sig bag afklædte Buske. Men selv da vil denne Hytte ikke savne Behagelighed og Ynde; og den vilde maaske om Høsten være mig nok saa kiær, som om Sommeren. - Nu vente andre veje os, og vi maae forlade den norske Hytte; skiøndt jeg nødigen skilles fra et af mine Yndlingssteder i denne Have.

    En Gang, der snoer sig omkring Hytten og den Lund, som overskygger den, leder os langs med Vandet ned til et Sted, hvor under høie Popler et Sæde indbyder os til at nyde en forandret Udsigt. Her have vi den grønne Forgrund, Urnen paa sin lille Mindehøi, Vandet imellem en heldende Græsslette paa den ene Side, og mørkt skyggende Træer paa

side 83

den anden. Skov omfatter det lille venlige Landskab; Hytten, som dog kun er faa Skridt borte, og Udsigten til Sommerlyst ere forsvundne. - Vi vende tilbage, og begive os over en bro til Venstre dybere ind i Skoven. Men uformærkt have vi nærmet os Gaarden, hvis røde Tag vi skimte giennem de herlige, høie Løvhvælvinger. Men vi have kun begyndt vor Vandring, og vende os derfor atter til Høire, hvor en ny Bro leder os over Vandet, og ud paa en stor grøn Slette. Her, i det vi bøie omkring en Busk, hvor vi see Vandet, en Ø med Trægrupper og en Urne paa en Høi for os, træder med eet Gaarden frem, og dens landlige Bygning viser sig ligesom midt i en Skov, speilende sig over den grønne Forgrund i Dammen.

    Denne overraskende, saare indtagende Udsigt, der paa flere Maader, som vi gaae længere frem, omskiftes, ombytte vi, efter en kort Vandring hen ad Engen, med en ganske forskiellig. I Baggrunden af Engen øine vi et Skovhuus, hvis hvide, reenlige Vægge og simple Straatag betegner os, at vi her ville finde en landlig Bolig - maaskee for en Huusmand eller Arbeider ved Haven; og Engen, som ligger for os, hører formodentlig til Huset. Vi maae besøge det. - Altsaa byde vi Sanderumgaard Farvel, forlade Engen, og følge Veien til Venstre, som

side 84

vi formode, vil føre os til Skovhuset. I mange Krumninger slynger den sig giennem den unge Skov, hvor en mangfoldighed af forskiellige Træer giver os Skygge. Vi vandre fremad, altid til Høire - og vor Formodning har ikke skuffet os. Engen, med Sanderumgaards Bygning i Baggrunden, viser sig atter for os. En Bro leder os over Vandet, og nu staae vi for en Gitterdør, hvorover vi læse Navnet Johanneslyst. Inden for denne fører en skyggefuld Gang os op til den landlige Bolig, der synes at ligge her eenlig og indhegnet for sig selv. Over Døren læse vi:   Velkommen!   og træde derfor saameget hellere ind i Huset, hvor et Par smaa Værelser synes at forkynde en Huusmandsbolig. Men Folkene ere ikke hiemme. Formodentlig ere de dog ikke langt borte, siden Dørene staae aabne. - Den behagelige Svaling i dette heelt omskyggede Skovhuus indbyder til Hvile paa Træbænken eller den straaflettede Stol; men længe tør vi ikke tøve; vi have endnu et godt Stykke af vor Vandring tilbage. - Havde Manden været hiemme, kunde han viist os Vei giennem Skoven; nu maae vi selv søge den saa godt vi kan. - Vi gaae ud giennem Haven paa den anden Side af Huset. Her er Urter og Blomster og et lille Kartoffelland; vilde Roser og Caprifolier flette sig imellem Lægterne langs op ad Væggen.

side 85

    Her til Høire er Udgang til Marken. En lille Bæk risler forbi. Hvilken indtagende Udsigt over det frugtbare Land! - Vil De gaae over Broen? - Jeg seer en Pile-Allee, der fører til en stor Plantning af ung Skov. Men Solen brænder hedt; vi vende tilbage, forlade Skovhuset, og søge atter de svale Skygger. - Jeg veed ikke, hvorhen denne lønlige Vei vil føre os; men her er fortræffelig Skygge, og om vi ikke finde os til Rette, kunne vi vende om igien. - Her møder os en deilig ung Birkeskov i frodig Væxt. Den afvexler med tættere Plantninger, og giennem mørkere Skygger finde vi Veien til en Lund, der synes at være Erindringen helliget. Vi see her en Askekrukke, staaende paa et simpelt Fodstykke, som en Egestamme udgiør. Den seer etrurisk ud i Form, Farve og Malning; men kun Formen er antik, og Leret dansk. Stedet er passende valgt til dette lille Minde; men jeg veed ikke hvorfor Ideen ikke ret behager mig. - Nær ved dette eensomme Sted er en Udsigt aabnet til Marken, eller rettere til det nye Anlæg, hvorved Sanderumgaards Have betydeligt skal forstørres*). Men da dette endnu kun er i sin Opvæxt,

*) Havens Areal er 28 Tønder Land. Det nye, med Skov beplantede Anlæg, i hvis yderste Ende en lille Bygning opføres på en Høi, udgiør 8 Tønder Land.

side 86

og den ordnende Konst her endnu ei har kunnet yttre sine Virkninger, forlade vi den unge Planteskole, hvor om nogle Aar en ganske ny Natur vil have dannet sig under Konstnerens Haand, og begive os tilbage til den ældre Have. En temmelig lang Vandring, paa hvilken vi maaskee kunde have behøvet Veiviseren fra Johanneslyst, fører os til en anden mørk og eensom Egn, hvor en Kilde, som her har sit Væld, danner en temmelig stor Dam, omgiven med høie Træer, der gienspeile deres Stammer og Kroner dybt i det dunkle Vand. Efter et rislende Fald imellem Stene, søger Kildebækken sin Vei giennem Buskene. Saa inderligt behageligt jeg finder det paa denne stille eensomme Plet, fordrives jeg dog snart af mine afsagte Fiender, Myggene, som her have deres Yndlingsophold. - Vi følge Kildens Løb et kort Stykke, og ledes ved en Bro ind paa en lille af Skov og Vand indhegnet Engslette, hvor vi endnu høre Kildens Rislen, og hvor vi finde et ganske tarveligt Huus, der har navnet Kildehytten. Dens omgivning er blid og indtagende, og denne Plet er et af de eenligste og meget forborgne Steder i hele Haven; Men det indvortes i Kildehytten seer slet ikke indbydende ud, og vi gaae derfor, uden at opholde os, videre.

    Vi finde en Bro for os, og efterat vi ere komne over denne, følge vi Veien til Venstre, der omsider

side 87

leder os til en rund, med Skov omhegnet Græsslette, i hvis Midte en Obelisk af Træ, endnu uden Indskrift, er opstillet. Fra denne, med Vand omgivne Eng føres vi atter, ved at følge Veien paa højre Haand, ind i Skoven, hvor nogle paa Træerne ophængte Tavler lede os paa mørke Veie giennem tæt Kratskov ind i en ganske dunkel og høitidelig eensom Lund, der synes indhegnet og afsondret fra den hele øvrige Have. I denne, til alvorlige Betragtninger indviede Lund har en Eneboer opslaaet sin Hytte; i det mindste finde vi denne indrettet med alt Tilbehør, paa Bordet et Timeglas, to Dødningehoveder, uden paa Døren en Tavle med Indskrift: Døden er vis - Dødens Time uvis! - og indenfor paa Hyttens Dør: Døden er Indgang til et bedre Liv! - Vi kunne ikke negte det, at vi her blive anderledes tilmode, end paa ethvert andet Sted i denne Have, hvor vi have dvælet. Den lille, ubetydelige Leerhytte med sit Straatag, i den mørke, sørgmodige Omgivning giør en vis skummel Virkning, og tiener til Beviis paa, hvad man også i Havekonsten med faa, men rigtig anvendte Midler kan udrette. Man bør unde Eieren den Lyst han finder ved dette Sted, om man end ikke kan dele den med ham. Han har ogsaa valgt denne Hytte, hvor selv om Dagen kun en mat og skummel Aftenlysning falder giennem det lille Vindue, til der at henlægge

side 88

en Bog, hvor man finder en stor Mængde Erindringer i mangehaande Sprog (ogsaa mange paa Spansk fra Aaret 1808) skrevne af dem, som have besøgt Sanderumgaard og dens Have.

    Imidlertid forlade vi den mørke Lund og Eneboerens Hytte for at søge lysere Egne; thi det synes os, som dette vel alvorlige Sted har ført os bort fra Natur-Anskuelsen og ind i Reflexionens Rige, hvor vi for denne Sinde ei ville dvæle. Efterat vi atter have giennemvandret en Deel af den Vei, vi allerede engang have tilbagelagt (thi endnu ikke fuldkommen bevandret i denne Have, kiender jeg ikke ganske den Traad, som leder rigtig giennem alle dens Labyrinther), og efterat vi ere komne forbi de Egne, hvor vi for en Stund siden besøgte Johanneslyst, opdage vi et Landskab, heel forskielligt fra dem, vi hidtil kiende i Sanderumgaards Have. Her bliver Alt mere lyst, frit og liveligt. Efter en temmelig Vandring, aabner sig en indtagende, ganske landlig Udsigt til en Slette, hvor et lille venligt Huus med hvide Vægge, anlagt paa en Høi, omringet af Træer paa tre Sider, kalder os som Maalet for denne Vandring, hvilken jeg ikke veed at ende paa noget bedre eller kiærere Sted. -

    Sletten aabner sig mere og mere, som vi nærme os Huset. Et bredt Vand omhegner det paa de to Sider. Vi træde over en Bro, giennem en Laage og

side 89

og bestige den lille, grønne, svalt omskyggede Høi. Nu ere vi i Marieshvile. - Neppe veed jeg noget mere venligt, mere smilende, mere sødt indtagende Sted i Sanderumgaards Have, end dette. Husets Beliggenhed i Lunden, paa den lille Banke over Vandet, giør en livelig malerisk Virkning. Paa den ene Side er det overskygget af Cytisus og Popler, som beskytte det mod Middagssolens Straaler, uden at udelukke deres velgiørende Virkning, og uden at hindre Udsigten over Marken imod Skoven og den nærliggende Herregaard Fraugdegaard. Paa den modsatte Side gaa Høien brat ned til Vandet, som her har en temmelig Brede og udvider sig paa den venstre Haand i en Bugt, hvor en lille grøn Holm med Birketræer hæver sig; imedens Dammen paa høire Haand, hvor en Jorddæmning og en Bro danner Overgangen, taber sig bag Huset og Træerne. Paa hin Side af Vandet have vi lige for os en Eng, bestrøet med adskillige smaa Lunde og Grupper af Pile og Elletræer. Baggrunden er lukket med Skov, og kun længere hen mod Venstre er en aaben Udsigt til Marken. - Det hele lille Landskab, som vi see her fra Vinduerne - Vandet neden under disse, den aabne, grønne skovkrandsede Eng, med de maleriske Trægrupper - Alt udgiør et Heelt, som jeg, i hvor indskrænket dets Omfang, hvor simple dets Partier ere, dog fristes til at

side 90

sætte ved Siden af den Deilige Udsigt fra Sanderumgaard over Havens Forgrund, som jeg før har omtalt. - Denne nydelige, indtagende Bolig, der bestaar af to små lyse, muntre Værelser, har jeg fremfor noget andet Sted kaaret til mit Yndlingsophold; her, i den blide, venlige Eensomhed, hvor det lyse Sommerliv hersker i stile Skiønhed, med den friske, oplivende Udsigt for Øinene, har jeg tilbragt flere rolige og ret lykkelige Timer - og her slutter jeg nu ogsaa denne Skildring, som jeg vel ikke har kunnet give noget af dens Gienstands Ynde, men som heller ikke giør Paastand paa mere, end at være sand og tro. Endnu ere nogle Partier i den vestlige Kant af Haven ubesøgte; men jeg maa frygte, at den lange Vandring alt har trættet Dem; og jeg har opnaaet mit Øiemed, hvis jeg har været heldig nok til at meddele Dem et Begreb om det eiendommelige ved denne Have, der ikke bestaar i Efterligningen af store, stærkt overraskende Naturscener, men i en heldig Forening af smaa, indtagende Landskabspartier, der forene det malerisk Skiønne med en blid Naturs simple Ynde. - I at forlade Haven, forlader jeg ogsaa Sanderumgaard, skiøndt der kunde være meget at sige om Hovedgaardens og Godsets ypperlige oeconomiske Forfatning, der har været Eieren endnu vigtigere, end hans Haveanlæg; eller om den skiønne Malerisam-

side 91

ling her paa Gaarden, der ikke har skienket mig mindre Fornøielse, end Haven. Men begge Dele maa jeg overlade til dem, som kunne tale om disse Gienstande med mere Indsigt, end jeg besidder.*)

*) Blandt en samling af over 150 Malerier paa Sanderumgaard vil jeg udmærke: et Portrait af Gerhard Douw, malet af ham selv 1652, i hans 39de Aar; et Portrait af F. Mieris; et Bryststykke af Rembrandt; to Landskaber af Ruysdahl; to skiønne Udsigter i Sachsen af ?Dietriei; et prægtigt Landskab af P. Wouwermans; et af Wynants, et af van Goyen og et af Everdingen; van Dycks Portrait, malet af ham selv; et Christusbillede efter Ann. Carracci af Graf; et Partie af Corriggios Nat, og et Fruentimmer af Tizian, copieret af Als; en liggende Venus af Raph. Mengs; et skiønt Landskab af van Huysum; et Qvægstykke af Hondecoeter; et Drikkeselskab af Brouwer; et Landskab af Wuchter;

side 92 (note fortsat)

et Blomsterstykke af Mignon, med et Sidestykke dertil af Fritsch; en gammel Kone af Denner; et ypperligt Bataillestykke af Hans v. Lin, med et Sidestykke af Lorentzen; to Selskabsstykker af Tenniers; et Natstykke af Ricci; tre historiske Malerier af Molenaer; to store Dyrestykker af Tham; fire Malerier af Abildgaard; 13 Landskaber af Eckersberg, 11 af Juul, 2 af Gebauer, 3 af Gielstrup, 3 af Lund, et af Fru Lütken, 5 af Mygind, 4 Stykker med Ruiner af Mandelberg m. fl.

***