Spring til indhold

Min pige er så lys som rav

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Noder
Klik for at forstørre
Navn
Forfatter Helge Rode, 1920
Komponist Carl Nielsen, 1920
Ogg Lyt her


Wikipedia-link Min pige er så lys som rav

Note

[redigér]

Sangen stammer fra Helge Rodes skuespil ”Moderen”, skrevet 1920 i anledning af Sønderjyllands genforening med Danmark.

Teksten

[redigér]

Min pige er så lys som rav
og Danmarks gyldne hvede,
og blikket er så blåt som hav,
når himmel er dernede.
Prinsesse Tove af Danmark!

Min piges smil er sol i maj
og sang fra lærkestruber,
og smilehullet viser vej
til sindets gyldne gruber -
Prinsesse Tove af Danmark!

Min pige kan vel være hård
mod dem, hun ilde lider,
da har hun ord, som hidsigt slår
og lidt for hidsigt bider.
Prinsesse Tove af Danmark!

Det smilehul går bag en sky,
og farligt øjet gråner;
men smilet bryder frem på ny,
og blikkets bølger blåner.
Prinsesse Tove af Danmark!

Thi ser jeg i de øjne ind,
de bliver vege, varme.
Da hviler jeg i hendes sind
som i to bløde arme.
Prinsesse Tove af Danmark


Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.