Paradisets Have

by Hans Christian Andersen

Der var en Kongesøn, Ingen havde så mange og så smukke Bøger som han; Alt hvad der var skeet i denne Verden kunde han læse sig til og see afbildet i prægtige Billeder. Hvert Folk og hvert Land kunde han fåe Besked om, men hvor Paradisets Have var at finde, derom stod der ikke et Ord; og den, just den var det, han tænkte meest på.

Hans Bedstemoder havde fortalt ham, da han endnu var ganske lille, men skulde begynde sin Skolegang, at hver Blomst i Paradisets Have var den sødeste Kage, Støvtrådene den fineste Viin; på een stod Historie, på en anden Geographie eller Tabeller, man behøvede kun at spise Kage, så kunde man sin Lectie; jo mere man spiste, desmere fik man ind af Historie, Geographie og Tabeller.

Det troede han den Gang; men alt, som han blev en større Dreng, lærte meer og blev langt klogere, begreb han nok, at der måtte være en langt anderledes Deilighed i Paradisets Have.

"O, hvorfor brød dog Eva af Kundskabens Træ! hvorfor spiste Adam af den forbudne Frugt! det skulde have været mig, da var det ikke skeet! aldrig skulde Synden være kommen ind i Verden!"

Det sagde han den Gang, og det sagde han endnu, da han var sytten Aar! Paradisets Have fyldte hele hans Tanke.

En Dag gik han i Skoven; han gik alene, for det var hans største Fornøielse.

Aftenen faldt på, Skyerne trak sammen, det blev et Regnveir, som om hele Himlen var en eneste Sluse, hvorfra Vandet styrtede; der var så mørkt, som det ellers er om Natten i den dybeste Brønd. Snart gled han i det våde Græs, snart faldt han over de nøgne Stene, der ragede frem fra Klippegrunden. Alt drev af Vand, der blev ikke en tør Tråd på den stakkels Prinds. Han måtte kravle op over store Steenblokke, hvor Vandet sivede ud af det høie Mos. Han var ved at segne om; da hørte han en forunderlig Susen, og foran sig såe han en stor, oplyst Hule. Midt inde brændte en Ild, så man kunde stege en Hjort derved, og det blev der også; den prægtigste Hjort, med sine høie Takker, var stukket på Spid og dreiedes langsomt rundt mellem to omhuggede Grantræer. En gammelagtig Kone, høi og stærk, som var hun et udklædt Mandfolk, sad ved Ilden, og kastede det ene Stykke Brænde til efter det andet.

"Kom du kun nærmere!" sagde hun, "sæt dig ved Ilden at du kan fåe dine Klæder tørrede!"

"Her er en slem Træk!" sagde Prindsen og satte sig på Gulvet.

"Det bliver værre endnu, når mine Sønner komme hjem!" svarede Konen. "Du er her i Vindenes Hule, mine Sønner ere Verdens de fire Vinde, kan du forståe det?"

"Hvor ere dine Sønner?" spurgte Prindsen.

"Ja, det er ikke godt at svare, når man spørger dumt," sagde Konen. "Mine Sønner ere på egen Hånd, de spille Langbold med Skyerne deroppe i Storstuen!" og så pegede hun op i Veiret.

"Nå så!" sagde Prindsen. "I taler ellers noget hårdt og er ikke så mild, som de Fruentimmer, jeg ellers seer omkring mig!"

"Ja, de have nok ikke andet at gjøre! Jeg må være hård, skal jeg holde mine Drenge i Ave! men det kan jeg, skjønt de have stive Nakker! seer du de fire Sække, der hænge på Væggen; dem ere de ligeså bange for, som du har været det for Riset bag Speilet. Jeg kan bukke Drengene sammen, skal jeg sige dig, og så komme de i Posen; der gjøre vi ingen Omstændigheder! der sidde de og komme ikke ud at føite, før jeg finder for godt. Men der har vi den ene!"

Det var Nordenvinden, som trådte ind med en isnende Kulde, store Hagl hoppede hen ad Gulvet, og Sneeflokkene fygede rundt om. Han var klædt i Bjørneskinds Buxer og Trøie; en Hætte af Sælhundeskind gik ned over Ørene; lange Iistapper hang ham ved Skjæget, og det ene Hagl efter det andet gled ham ned fra Trøie-Kraven.

"Gåe ikke strax til Ilden!" sagde Prindsen. "De kan så let fåe Frost i Ansigtet og Hænderne!"

"Frost!" sagde Nordenvinden og lo ganske høit. "Frost! det er just min største Fornøielse! Hvad er ellers Du for et Skrinkelbeen! Hvor kommer du i Vindenes Hule!"

"Han er min Gjæst!" sagde den Gamle, "og er du ikke fornøiet med den Forklaring, så kan du komme i Posen! - Nu kjender du min Dømmekraft!"

See det hjalp, og Nordenvinden fortalte hvorfra han kom, og hvor han nu havde været næsten en heel Måned.

"Fra Polarhavet kommer jeg," sagde han, "jeg har været på "Beeren-Eiland" med de russiske Hvalrosse-Fangere. Jeg sad og sov på Roret, da de seilede ud fra Nordkap! når jeg imellem vågnede lidt, fløi Stormfuglen mig om Benene! det er en løierlig Fugl, den gjør et rask Slag med Vingerne og så holder den dem ubevægelig udstrakt og har da Fart nok."

"Gjør det bare ikke så vidtløftigt!" sagde Vindenes Moder. "Og så kom du da til Beeren-Eiland!"

"Der er deiligt! det er et Gulv til at dandse på, fladt, som en Talerken! halvtøet Snee med lidt Mos, skarpe Stene og Beenrade af Hvalrosser og Iisbjørne låe der, de såe ud som Kjæmpers Arme og Been, med muggen Grønhed. Man skulde troe, at Solen aldrig havde lyst på dem. Jeg pustede lidt til Tågen for at man kunde see Skuret: det var et Huus, reist af Vrag og betrukket med Hvalrosse-Hud; Kjødsiden vendte ud, den var fuld af Rødt og Grønt; på Taget sad en levende Iisbjørn og brummede. Jeg gik til Stranden, såe på Fuglerederne, såe på de nøgne Unger, der skreg og gabede; da blæste jeg ned i de tusinde Struber, og de lærte at lukke Munden. Nederst væltede sig Hvalrosserne, som levende Indvolde eller Kjæmpe-Madiker med Svinehoveder og alenlange Tænder!" -

"Du fortæller godt, min Dreng!" sagde Moderen. "Jeg fåer Vandet i Munden ved at høre på dig!"

"Så gik det på Fangst! Harpunen blev sat i Hvalrossens Bryst, så den dampende Blodstråle stod som et Springvand over Isen. Da tænkte jeg også på mit Spil! jeg blæste op, lod mine Seilere, de klippehøie Iisfjelde, klemme Bådene inde; hui hvor man peb, og hvor man skreg, men jeg peb høiere! de døde Hval-Kroppe, Kister og Tougværk måtte de pakke ud på Isen! jeg rystede Snee-Flokkene om dem og lod dem i de indklemte Fartøier drive Syd på med Fangsten, for der at smage Saltvand. De komme aldrig meer til Beeren-Eiland!"

"Så har du jo gjort ondt!" sagde Vindenes Moder.

"Hvad godt jeg har gjort, kan de Andre fortælle!" sagde han, "men der har vi min Broder fra Vesten, ham kan jeg bedst lide af dem Alle sammen, han smager af Søen og har en velsignet Kulde med sig!"

"Er det den lille Zephir?" spurgte Prindsen.

"Ja vist er det Zephir!" sagde den Gamle, "men han er ikke så lille endda. I gamle Dage var han en smuk Dreng, men nu er det forbi!"

Han såe ud som en Vildmand, men han havde en Faldhat på for ikke at komme til Skade. I Hånden holdt han en Mahogni Kølle, hugget i de amerikanske Mahogni-Skove. Mindre kunde det ikke være!

"Hvor kommer du fra?" spurgte hans Moder.

"Fra Skov-Ørknerne!" sagde han, "hvor de tornede Lianer gjøre et Gjærde mellem hvert Træ, hvor Vandslangen ligger i det våde Græs, og Menneskene synes unødvendige!"

"Hvad bestilte du der?"

"Jeg såe på den dybe Flod, såe hvor den styrtede fra Klippen, blev Støv og fløi mod Skyerne, for at bære Regnbuen. Jeg såe den vilde Bøffel svømme i Floden, men Strømmen rev ham med sig; han drev med Vildændernes Flok, der fløi i Veiret, hvor Vandet styrtede; Bøffelen måtte ned, det syntes jeg om, og blæste Storm, så de urgamle Træer seilede og bleve til Spåner."

"Og andet har du ikke bestilt?" spurgte den Gamle.

"Jeg har slået Kolbøtter i Savannerne, jeg har klappet de vilde Heste og rystet Kokosnødder! jo, jo, jeg har Historier at fortælle! men man skal ikke sige Alt, hvad man veed. Det kjender du nok, du Gamle!" og så kyssede han sin Moder, så hun nær var gået bag over; han var rigtig nok en vild Dreng.

Nu kom Søndenvinden med Turban og flyvende Beduin-Kappe.

"Her er dygtigt koldt herinde!" sagde han, og kastede Brænde til Ilden, "man kan mærke, at Nordenvinden er kommen først!"

"Her er så hedt at man kan stege en Iisbjørn!" sagde Nordenvinden.

"Du er selv en Iisbjørn!" svarede Søndenvinden.

"Vil I puttes i Posen!" spurgte den Gamle, - "Sæt dig på Stenen der og fortæl, hvor du har været."

"I Africa, min Moder!" svarede han. "Jeg var med Hottentotterne på Løvejagt i Kaffernes Land! hvilket Græs der groer på Sletten, grønt som en Oliven! der dandsede Gnuen, og Strudsen løb Væddeløb med mig, men jeg er dog raskere til Beens. Jeg kom til Ørkenen til det gule Sand; der seer ud, som på Havets Bund. Jeg traf en Karavane! de slagtede deres sidste Kameel for at fåe Vand at drikke, men det var kun lidt de fik. Solen brændte for oven, og Sandet stegte for neden. Ingen Grændse havde den udstrakte Ørken. Da boltrede jeg mig i det fine, løse Sand og hvirvlede det op i store Støtter, det var en Dands! Du skulde have seet hvor forknyt Dromedaren stod, og Kjøbmanden trak Kaftanen over Hovedet. Han kastede sig ned for mig som for Allah, sin Gud. Nu ere de begravede, der ståer en Pyramide af Sand over dem Alle sammen, når jeg engang blæser den bort, skal Solen blege de hvide Been, da kan de Reisende see, her har før været Mennesker. Ellers kan man ikke troe det i Ørkenen!"

"Du har altså kun gjort ondt!" sagde Moderen. "Marsch i Posen!" og før han vidste det, havde hun Søndenvinden om Livet og i Posen, den væltede rundt omkring på Gulvet, men hun satte sig på den, og da måtte den ligge stille.

"Det er nogle raske Drenge, hun har!" sagde Prindsen.

"Ja såmæn," svarede hun, "og ave dem kan jeg! der har vi den fjerde!"

Det var Østenvinden, han var klædt som en Chineser.

"Nå, kommer du fra den Kant!" sagde Moderen, "jeg troede, du havde været i Paradisets Have."

"Der flyver jeg først hen imorgen!" sagde Østenvinden, "imorgen er det hundrede Aar siden jeg var der! jeg kommer nu fra China, hvor jeg har dandset om Porcellaintårnet, så alle Klokkerne klingede. Nede på Gaden fik Embedsmændene Prygl, Bambusrør blev slidt på deres Skuldre, og det var Folk fra den første til den niende Grad, de skreg: mange Tak, min faderlige Velgjører! men de meente ikke noget med det, og jeg ringede med Klokkerne og sang tsing, tsang, tsu!"

"Du er kåd på det!" sagde den Gamle, "det er godt Du imorgen kommer til Paradisets Have, det hjælper altid på din Dannelse! drik så dygtig af Viisdommens Kilde og tag en lille Flaske fuld hjem med til mig!"

"Det skal jeg!" sagde Østenvinden. "Men hvorfor har du nu puttet min Broder fra Sønden ned i Posen, frem med ham! han skal fortælle mig om Fugl Phønix, den Fugl vil Prindsessen i Paradisets Have altid høre om, når jeg hvert hundrede Aar gjør Visit. Luk Posen op! så er Du min sødeste Moder, og jeg skal forære dig to Lommer fulde af Thee, så grøn og frisk, som jeg har plukket den på Stedet!"

"Nå, for Theens Skyld og fordi du er min Kjæledægge, vil jeg åbne Posen!" det gjorde hun, og Søndenvinden krøb ud, men han såe ganske slukøret ud, fordi den fremmede Prinds havde seet det.

"Der har du et Palmeblad til Prindsessen!" sagde Søndenvinden, "det Blad har den gamle Fugl Phønix, den eneste der var i Verden, givet mig; han har med sit Næb ridset deri sin hele Levnets-Beskrivelse, de hundred Aar han levede; nu kan hun selv læse sig det til. Jeg såe, hvor Fugl Phønix selv stak Ild i sin Rede og sad og brændte op, som en Hindues Kone. Hvor dog de tørre Grene knagede, der var en Røg og en Duft. Tilsidst slog Alt op i Lue, den gamle Fugl Phønix blev til Aske, men hans Æg låe gloende rødt i Ilden, det revnede med et stort Knald, og Ungen fløi ud, nu er den Regent over alle Fuglene og den eneste Fugl Phønix i Verden. Han har bidt Hul i Palmebladet, jeg gav dig, det er hans Hilsen til Prindsessen!"

"Lad os nu fåe noget at leve af!" sagde Vindenes Moder, og så satte de sig Alle til at spise af den stegte Hjort, og Prindsen sad ved Siden af Østenvinden, og derfor bleve de snart gode Venner.

"Hør, siig mig engang," sagde Prindsen. "Hvad er det for en Prindsesse, her bliver talt så meget om, og hvor ligger Paradisets Have!"

"Ho, ho!" sagde Østenvinden, "vil du derhen, ja så flyv du med mig imorgen! men det må jeg ellers sige dig, der har ingen Mennesker været siden Adam og Evas Tid. Dem kjender du jo nok af din Bibelhistorie!"

"Ja vist!" sagde Prindsen.

"Dengang de bleve forjagne, sank Paradisets Have ned i Jorden, men den beholdt sit varme Solskin, sin milde Luft og al sin Herlighed. Feernes Dronning boer derinde; der ligger Lyksalighedens Ø, hvor Døden aldrig kommer, hvor der er deiligt at være! Sæt dig på min Ryg i Morgen, så skal jeg tage dig med; jeg tænker, det nok lader sig gjøre! men nu må du ikke snakke mere, for jeg vil sove!"

Og så sov de Allesammen.

I den tidlige Morgenstund vågnede Prindsen og blev ikke lidt betuttet ved at han allerede var høit oppe over Skyerne. Han sad på Ryggen af Østenvinden, der nok så ærligt holdt på ham; de vare så høit i Veiret, at Skove og Marker, Floder og Søer toge sig ud som på et stort illumineret Landkårt.

"God Morgen!" sagde Østenvinden. "Du kunde ellers gjerne sove lidt endnu, for der er ikke meget at see på det flade Land under os. Uden du har Lyst til at tælle Kirker! de ståe som Kridtprikker nede på det grønne Brædt." Det var Marker og Enge, han kaldte det grønne Brædt.

"Det var uartigt, at jeg ikke fik sagt Farvel til din Moder og dine Brødre!" sagde Prindsen.

"Når man sover, er man undskyldt!" sagde Østenvinden, og derpå fløi de endnu raskere afsted: man kunde høre det på Toppene af Skovene, når de foer henover dem, raslede alle Grene og Blade; man kunde høre det på Havet og Søerne, thi hvor de fløi, væltede Bølgerne høiere, og de store Skibe neiede dybt ned i Vandet, som svømmende Svaner.

Mod Aften, da det blev mørkt, såe det morsomt ud med de store Byer; Lysene brændte dernede, snart her, snart der, det var akkurat, som når man har brændt et Stykke Papir og seer de mange små Ildgnister, hvor de ere Børn og gåe af Skole! Og Prindsen klappede i Hænderne, men Østenvinden bad ham lade være med det, heller holde sig fast, ellers kunde han let falde ned og blive hængende på et Kirkespiir.

Ørnen i de sorte Skove fløi nok så let, men Østenvinden fløi lettere. Kosakken på sin lille Hest jog afsted over Sletterne, men Prindsen jog anderledes afsted.

"Nu kan du see Himmalaia!" sagde Østenvinden, "det er det høieste Bjerg i Asien; snart skulle vi nu komme til Paradisets Have!" så dreiede de mere sydligt, og snart duftede der af Kryderier og Blomster. Figen og Granatæbler voxte vildt, og den vilde Viinranke havde blå og røde Druer. Her steeg de begge to ned, strakte sig i det bløde Græs, hvor Blomsterne nikkede til Vinden ligesom de vilde sige: "velkommen tilbage."

"Ere vi nu i Paradisets Have?" spurgte Prindsen.

"Nei vist ikke!" svarede Østenvinden, "men nu skal vi snart komme der. Seer du Fjeldvæggen der og den store Hule, hvor Viinrankerne hænge som store grønne Gardiner. Der skal vi ind igjennem! Svøb dig i din Kappe, her brænder Solen, men eet Skridt og det er isnende koldt. Fuglen, som streifer forbi Hulen, har den ene Vinge herude i den varme Sommer og den anden derinde i den kolde Vinter!"

"Så, det er Veien til Paradisets Have?" spurgte Prindsen.

Nu gik de ind i Hulen! hu, hvor der var isnende koldt, men det varede dog ikke længe. Østenvinden bredte sine Vinger ud, og de lyste som den klareste Ild; nei hvilke Huler! de store Steenblokke, som Vandet dryppede fra, hang over dem i de forunderligste Skikkelser; snart var der så snevert, at de måtte krybe på Hænder og Fødder, snart så høit og udstrakt, som i den frie Luft. Det såe ud som Gravcapeller med stumme Orgelpiber og forstenede Faner.

"Vi gåe nok Dødens Vei til Paradisets Have!" sagde Prindsen, men Østenvinden svarede ikke et Ord, pegede fremad, og det deiligste blå Lys strålede dem imøde; Steenblokkene oven over bleve mere og mere en Tåge, der tilsidst var klar, som en hvid Sky i Måneskin. Nu vare de i den deiligste milde Luft, så frisk som på Bjergene, så duftende, som ved Dalens Roser.

Der strømmede en Flod, så klar, som Luften selv, og Fiskene vare som Sølv og Guld; purpurrøde Aal, der skjøde blå Ildgnister ved hver Bøining, spillede dernede i Vandet og de brede Aakande-Blade havde Regnbuens Farver, Blomsten selv var en rødguul brændende Lue, som Vandet gav Næring, ligesom Olien fåer Lampen bestandigt til at brænde! en fast Bro af Marmor, men så kunstigt og fiint udskåren, som var den gjort af Kniplinger og Glasperler, førte over Vandet til Lyksalighedens Ø, hvor Paradisets Have blomstrede.

Østenvinden tog Prindsen på sine Arme og bar ham derover. Der sang Blomster og Blade de skjønneste Sange fra hans Barndom, men så svulmende deiligt, som ingen menneskelig Stemme her kan synge.

Var det Palmetræer, eller kjæmpestore Vandplanter, her groede! så saftige og store Træer havde Prindsen aldrig før seet; i lange Krandse hang der de forunderligste Slyngplanter, som de kun findes afbildede med Farver og Guld på Randen af de gamle Helgenbøger eller snoe sig der gjennem Begyndelses-Bogstaverne. Det var de sælsomste Sammensætninger af Fugle, Blomster og Snørkler. I Græsset tæt ved stod en Flok Påfugle med udbredte strålende Haler! Jo det var rigtignok så! nei da Prindsen rørte ved dem, mærkede han, at det ikke var Dyr, men planter: det var store Skræpper, der her strålede som Påfuglens deilige Hale. Løven og Tigeren sprang liig smidige Katte mellem grønne Hækker, der duftede som Æbletræets Blomster, og Løven og Tigren vare tamme, den vilde Skovdue, skinnende som den skjønneste Perle, baskede med sine Vinger Løven på Manken, og Antilopen, der ellers er så sky, stod og nikkede med Hovedet, ligesom den også vilde lege med.

Nu kom Paradisets Fee; hendes Klæder strålede som Solen, og hendes Ansigt var mildt, som en glad Moders, når hun ret er lykkelig over sit Barn. Hun var så ung og smuk, og de deiligste Piger, hver med en lysende Stjerne i Håret, fulgte hende.

Østenvinden gav hende det skrevne Blad fra Fugl Phønix, og hendes Øine funklede af Glæde; hun tog Prindsen ved Hånden og førte ham ind i sit Slot, hvor Væggene havde Farver, som det prægtigste Tulipanblad, holdt mod Solen, Loftet selv var een stor strålende Blomst, og jo mere man stirrede op i den, desto dybere syntes dens Bæger. Prindsen trådte hen til Vinduet og såe igjennem een af Ruderne, da såe han Kundskabens Træ med Slangen, og Adam og Eva stod tæt derved. "Ere de ikke forjagne?" spurgte han, og Feen smilede, og forklarede ham at på hver Rude havde Tiden således brændt sit Billede, men ikke, som man pleiede at see det, nei der var Liv deri, Træernes Blade rørte sig, Menneskene kom og gik, som i et Speilbillede. Og han såe gjennem en anden Rude, og der var Jacobs Drøm, hvor Stigen gik lige ind i Himlen, og Englene med store Vinger svævede op og ned. Ja, Alt hvad der var skeet i denne Verden levede og rørte sig i Glasruderne; så kunstige Malerier kunde kun Tiden indbrænde.

Feen smilede og førte ham ind i en Sal, stor og høi; dens Vægge syntes transparente Malerier, med det ene Ansigt deiligere, end det andet; det var Millioner Lykkelige, der smilede og sang, så det flød sammen i een Melodie; de allerøverste vare så små, at de syntes mindre, end den mindste Rosenknop, når den tegnes som en Prik på Papiret. Og midt i Salen stod et stort Træ med hængende yppige Grene; gyldne Æbler, store og små, hang som Appelsiner mellem de grønne Blade. Det var Kundskabens Træ, af hvis Frugt Adam og Eva havde spiist. Fra hvert Blad dryppede en skinnende rød Dugdråbe; det var, som om Træet græd blodige Tårer.

"Lad os nu stige i Båden!" sagde Feen, "der ville vi nyde Forfriskninger ude på det svulmende Vand! Båden gynger, kommer dog ikke af Stedet, men alle Verdens Lande glide forbi vore Øine." Og det var underligt at see, hvorledes hele Kysten bevægede sig. Der kom de høie sneebedækte Alper, med Skyer og sorte Grantræer, Hornet klang så dybt veemodigt, og Hyrden jodlede smukt i Dalen. Nu bøiede Banantræerne deres lange, hængende Grene ned over Båden, kulsorte Svaner svømmede på Vandet, og de sælsomste Dyr og Blomster viste sig på Strandbreden: det var Ny-Holland, den femte Verdensdeel, der med en Udsigt til de blå Bjerge gled forbi. Man hørte Præsternes Sang og såe de Vildes Dands til Lyden af Trommer og Been-Tuber. Ægypternes Pyramider, der ragede ind i Skyerne, omstyrtede Søiler og Sphinxer, halv begravet i Sandet, seilede forbi. Nordlysene brændte over Nordens Jøkler, det var et Fyrværkeri, som Ingen kunde gjøre efter. Prindsen var så lyksalig, ja han såe jo hundrede Gange mere, end hvad vi her fortælle.

"Og altid kan jeg blive her?" spurgte han.

"Det beroer på dig selv!" svarede Feen. "Dersom du ikke som Adam, lader dig friste til at gjøre det Forbudne, da kan du altid blive her!"

"Jeg skal ikke røre Æblerne på Kundskabens Træ!" sagde Prindsen. "Her er jo tusinde Frugter, skjønne, som de!"

"Prøv dig selv, og er du ikke stærk nok, så følg med Østenvinden, som bragte dig; han flyver nu tilbage og kommer her ej i hundrede Aar; den Tid vil på dette Sted gåe for dig, som var det kun hundrede Timer, men det er lang Tid for Fristelsen og Synden. Hver Aften, når jeg går fra dig, må jeg tilråbe dig "følg med!" jeg må vinke med Hånden ad dig, men bliv tilbage. Gå ikke med, thi da vil ved hvert Skridt din Længsel blive større: du kommer i Salen, hvor Kundskabens Træ groer; jeg sover under dens duftende hængende Grene, du vil bøie dig over mig, og jeg må smile, men trykker du et Kys på min Mund, da synker Paradiset dybt i Jorden, og det er tabt for dig, Ørkenens skarpe Vind vil omsuse dig, den kolde Regn dryppe fra dit Hår. Sorg og Trængsel bliver din Arvelod."

"Jeg bliver her!" sagde Prindsen, og Østenvinden kyssede ham på Panden og sagde "vær stærk, så samles vi her igjen om hundrede Aar! farvel! farvel!" og Østenvinden bredte sine store Vinger ud; de lyste, som Kornmoen i Høsten, eller Nordlyset i den kolde Vinter. "Farvel! farvel!" klang det fra Blomster og Træer. Storke og Pelikaner fløi i Række, som flagrende Bånd, og fulgte med til Grændsen af Haven.

"Nu begynde vore Dandse!" sagde Feen, "ved Slutningen, hvor jeg dandser med dig, vil du see, idet Solen synker, at jeg vinker ad dig, du vil høre mig tilråbe dig: følg med! men gjør det ikke! i hundred Aar må jeg hver Aften gjentage det; for hver Gang den Tid er omme, vinder du mere Kraft, tilsidst tænker du aldrig derpå. Iaften er det første Gang; nu har jeg advaret dig!"

Og Feen førte ham ind i en stor Sal af hvide gjennemsigtige Lilier, de gule Støvtråde i hver var en lille Guldharpe, som klang med Strængelyd og Fløitetoner. De skjønneste Piger, svævende og slanke, klædte i bølgende Flor, så man såe de deilige Lemmer, svævede i Dandse, og sang om hvor herligt det var at leve, at de aldrig vilde døe, og at Paradisets Have skulde evig blomstre.

Og Solen gik ned, den hele Himmel blev eet Guld, der gav Lilierne Skjær som den deiligste Rose, og Prindsen drak af den skummende Viin, Pigerne rakte ham, og han følte en Lyksalighed, som aldrig før; han såe, hvor Salens Baggrund åbnede sig, og Kundskabens Træ stod i en Glands, der blændede hans Øie; Sangen derfra var blød og deilig, som hans Moders Stemme, og det var, som hun sang: "mit Barn! mit elskede Barn!"

Da vinkede Feen og råbte så kjærligt "følg mig! følg mig!" og han styrtede hen imod hende, glemte sit Løfte, glemte det alt den første Aften, og hun vinkede og smilede. Duften, den krydrede Duft rundt om blev mere stærk, Harperne tonede langt deiligere, og det var, som de Millioner smilende Hoveder i Salen, hvor Træet groede, nikkede og sang: "Alt bør man kjende! Mennesket er Jordens Herre" og det var ikke længer Blod-Tårer, der faldt fra Bladene på Kundskabens Træ, det var røde, funklende Stjerner, syntes ham. "Følg mig, følg mig!" lød de bævende Toner, og ved hvert Skridt brændte Prindsens Kinder hedere, hans Blod bevægede sig stærkere! "jeg må!" sagde han, "det er jo ingen Synd, kan ikke være det! hvorfor ikke følge Skjønhed og Glæde! see hende sove vil jeg! der er jo intet tabt, når jeg kun lader være at kysse hende, og det gjør jeg ikke, jeg er stærk, jeg har en fast Villie!"

Og Feen kastede sin strålende Dragt, bøiede Grenene tilbage, og et Øieblik efter var hun skjult derinde.

"Jeg har endnu ikke syndet!" sagde Prindsen, "og vil det ikke heller;" og så drog han Grenene til Side, der sov hun allerede, deilig, som kun Feen i Paradisets Have kan være det; hun smilede i Drømme, han bøiede sig ned over hende og såe Tårerne bæve mellem hendes Øienhår!

"Græder du over mig?" hviskede han, "græd ikke, du deilige Qvinde! Nu begriber jeg først Paradisets Lykke, den strømmer gjennem mit Blod, gjennem min Tanke, Cherubens Kraft og evige Liv føler jeg i mit jordiske Legeme, lad det blive evig Nat for mig, et Minut, som dette, er Rigdom nok!" og han kyssede Tåren af hendes Øie, hans Mund rørte ved hendes - -

- Da lød der et Tordenskrald, så dybt og skrækkeligt, som ingen har hørt det før, og Alt styrtede sammen: den deilige Fee, det blomstrende Paradiis sank, det sank så dybt, så dybt, Prindsen såe det synke i den sorte Nat; som en lille skinnende Stjerne strålede det langt borte! Dødskulde gik gjennem hans Lemmer, han lukkede sit Øie og låe længe, som død.

Den kolde Regn faldt på hans Ansigt, den skarpe Vind blæste om hans Hoved, da vendte hans Tanker tilbage. "Hvad har jeg gjort!" sukkede han, "jeg har syndet som Adam! syndet, så Paradiset er sjunket dybt der ned!" og han åbnede sit Øie, Stjernen, langt borte, Stjernen, der funklede som det sjunkne Paradiis, såe han endnu - det var Morgenstjernen på Himlen.

Han reiste sig op og var i den store Skov nær ved Vindenes Hule; og Vindenes Moder sad ved hans Side, hun såe vred ud, og løftede sin Arm i Veiret.

"Allerede den første Aften!" sagde hun, "det tænkte jeg nok! ja, var du min Dreng, så skulde Du nu i Posen!"

"Der skal han komme!" sagde Døden; det var en stærk gammel Mand med en Lee i Hånden og med store sorte Vinger. "I Liigkisten skal han lægges, men ikke nu; jeg mærker ham kun, lad ham da en Stund endnu vandre om i Verden, afsone sin Synd, blive god og bedre! - jeg kommer engang. Når han da mindst venter det, putter jeg ham i den sorte Liigkiste, sætter den på mit Hoved og flyver op mod Stjernen; også der blomstrer Paradisets Have, og er han god og from, da skal han træde derind, men er hans Tanke ond og Hjertet endnu fuldt af Synd, synker han med Kisten dybere, end Paradiset sank, og kun hver tusinde Aar henter jeg ham igjen, for at han må synke dybere eller blive på Stjernen, den funklende Stjerne deroppe!"