22
ham kun mægtigere, saa tilsidst kom han i Forbund med Østerrig og Rusland og kunde giøre paa Fast-Landet Alt hvad han vilde.
Dog, da den russiske Keiser, Alexander den Første, ikke vilde lade sig beherske, brød Napoleon med en uhyre Krigshær ind i Rusland, lige til Moskau (1812), og der fik hans Magt sin Hælsot. Russerne stak selv Ild paa Moskau, saa Napoleon, som allerede havde mistet sin halve Krigshær, maatte midt om Vinteren trække sig tilbage til Polen, og mistede paa denne Flugt igiennem Ørken hardtad alle sine Folk. Endda var han kiæk, skyndte sig hjem til Frankerig, fik sig en ny Krigshær, og sloges drabelig, men da nu alle de underkuede Folk gjorde Opstand, maatte han dog give tabt, blev slaaet ved Leipzig (1813) og forfulgt til Paris, saa at sige, af hele Europa. Han afstod nu (1814) Alt, saa nær som Keiser-Titelen og den lille Øe Elba (vestenfor Italien), og Ludvig den Sextendes Broder blev Konge i Frankerig; men næste Aar (1815) kom Napoleon igjen med en Haandfuld Tilhængere, og da Kongen sendte en Krigs-Hær ud imod ham, gik denne over til sin gamle Keiser, saa Napoleon, uden en Draabe Blods Udgydelse, holdt sit Indtog i Paris, og satte sig igjen paa Keiser-Thronen. Det varede imidlertid kun hundrede Dage, thi da hele Europa rustede sig, hastede Napoleon til
