12 Pobia, den. 30. desember 1888.
frygt, for hun kunde jo ikke göre for, at rotterne havde gjort sig hjemme der, så jeg skulde intet sige til det.
Her i vort eget hus fandt jeg til min store forundring en kasse, som jeg kunde se var kommen fra Danmark. Den stod skjult under en stor riskurv inde i vort sovekammer. Ved at lette på en fjæl i bunden af kassen kunde jeg se, at der er danske bøger i alt fald på bunden af den. På et blad kunde jeg skelne ordet »Føbe« ; så vidste jeg, at kassen tilhørte Andrea Gehlert. Den er låset, så jeg kan ikke komme i den, da jeg har glemt at få nöglerne med. Men Andrea's »sygepleje-bøger« findes sagtens i den, og da vil hun blive svært glad ved den. Men hvorledes er kassen kommen her i huset? Ja, jeg tvivler ikke om, at den jo har været sammen med det øvrige gods i Mopæ's hus, og at en tyv er rendt med den, men er så bleven ræd for sin dåd, måske ræd for at blive opdaget og har så sat kassen her ind. Men han kunde jo lige så godt have smidt den ude på vejen! Men måske har han fortrudt det og følt det som synd mod os at stjæle vore ejendele. Da han tog den, har han sagtens ment, der var noget meget værdifuldt i den for ham; om han så siden er kommen på andre tanker, kan jeg ikke vide. Måske har han lettet ved en fjæl og set bøgerne, og så banket den til igæn, da han så hvad det var. Dog kunde jeg intet se, som tydede på sligt.
Da jeg kom hjem fra kongen, fandt jeg Rasmus ivrigt sysselsat med at feje og rydde op i den ende af huset, hvor solen skinner mest på denne tid af året. Han mente, vi har havt alt for lidt af lys og sol i vort hus, og at det måske er derfor vi har været syge så meget. Han holder nu af lys og sol og tror, det er sundt for os, at solen skinner på os — på det bare hoved og den nøgne krop. Sådan gör han og befinder sig vel ved det. Lyst kan jeg
