2 Leichtho bjærgene, juleaften 1888.
vintertide og lige ved jul, men når solen så om eftermiddagen brænder en på ryggen, som skulde man steges, så er det vanskeligt at holde sig fortrolig med tanken, at nu er det jul. Folk er gruelig forfrossen af sig her ude i denne tid. Vi kom igennem en hel del burmesiske torper i morges. Alle vegne sad der folk ude under husene og varmede sig ved en ild. Selv hundehvalpe og bøffelkalve holdt sig til ilden, så nær de kunde.
Vi nåde her til foden af den første bjærgkæde øst for Toungoo og Sittang-floden lige til aften. Det er en stræng dagsrejse her til. Rasmus går på sine ben, det holder han nu mest af —, jeg har hesten »Jæppe« med. Han blev temmelig træt og kronjer (hvrinsker), fordi der ingen græs er til ham. Men han dojer det nok, når han bare får dygtig »paddy« (uskallet ris).
Her har vi et godt hus at sove i inat. En eller anden rigmand har ladet det bygge til herberge for rejsende. Jeg har holdt juleprædiken for vore mænd. Den var ikke ret lang. Jeg fortalte dem om ham, som kom her ned til vor jord og blev menneske, for at vi skulde vorde Guds börn. Jeg er jo endnu ikke i stand til på det rødkarenske tungemål at sige så stort, og kan heller ikke nær forstå alt, hvad de siger til mig. De forstår alle rødkarénsk; vi har ni, og deres navne er: Pre-rö, La-væ, Lå-rö, Ka-rö, La-du, Ih, La-rwæ, La-jå og Bja-rö. Pre-rö er fader til La-væ ; de er Rødkaréner og siger, at når der blir fred i landet, vil de flytte der ind at bo igæn. For en 3—4 år siden brændte høvdingen Lu-så-åh deres landsby, og da flygtede de til Yaddo.
