26
Luikaw, den 2. Januar 1889.
eg har faret viden om i dag og har været i sadlen, næsten fra sol stod op tilden gik ned. Dog har jeg følt mig hel rask; feberen synes at have forladt mig — eller måske har jeg forladt den.
Solen tittede just frem bag bjærgene i øst, da jeg i morges red ud af Mobyé's søndre port. Jeg syntes, det var skammelig koldt; min ledsager havde samme mening, og »Jæppe« rystede af kulde, da jeg sadlede ham. Soldaterne lå endnu godt indsvøbte i deres tæpper, da jeg red bort. Henne på marken så jeg for første gang rimfrost — om ikke just på jorden, så dog på nogle lævninger af rishalm.
Da jeg var nået halvvejs hjem omtrent, kom der nogle Karener rendende ud fra en torp og råbte efter mig. Jeg kunde ikke begribe, hvad de vilde, stod af hesten og ventede på dem. Jo de vilde da bare kigge en smule i »avisen«, med andre ord: vide, hvad jeg havde bestilt i Mobyé, hvad Englænderne tog sig for osv. Jeg fortalte dem dog ikke alt, hvad jeg vidste, men nok til at tilfreds-
