28 Luikaw, den 2. januar 1889.
Rasmus Madsen lavet en solid davre til sig og mig. Klokken var nu bleven 11, da vi var færdig med den; så jeg mente, at jeg måtte kunne klare mig til aften — kongen lovede næmlig, at vi skulde være hjemme inden »måhe« -— (d. e.: »sol ned«).
Så kom jeg på en stor, stærk hest og afsted. Kongen med det øvrige følge var allerede 2 mil for ude, så jeg måtte ile for at nå dem. Det var godt, jeg fik den hest, for det gik gennem nogle væmmelige mudderhuller, hvor »Jæppe« sikkert ikke vilde været i stand til at bære mig. Da vi kom ud til den by ved floden, hvor vi for godt et år siden blev sat over, da vi drog op til Mr. Hildebrand, var der en grysselig stor forsamling af mænd og kvinder og börn. Uden for byen gik en mængde kvæg. Jeg kunde skönne, der måtte være noget i vejen; folk så ikke glade ud. Nogle trak en stor måtte fræm til kongen og mig at sidde på, og desuden en træmorter (som bruges til at afskalle ris i) til mig, i steden for stol. Der blev så holdt rådslagning, og endelig fandt jeg ud, hvad der var i vejen med alle disse mennesker.
Der oppe mod nord, sydøst for Mobyé, ligger de omtalte 16 torper, som hører under Pobia, og hvor han har en broder og nogle slægtninger. Mellem disse torper og byen Mobyé ligger der nogle, som beboes af Lako- eller Padown folk, og som hører under Mobyé. Nu imorges så snart den engelske hærafdeling var dragen der forbi til Luikaw, kom der en flok mænd fra disse Padown-torper og drev over hundrede af de 16 torpers okser og bøffeler bort, med andre ord: stjal eller røvede dem. De 16 torper var ikke beredte på dette og kunde ingen modstand göre, turde nok heller ikke, men flygtede og medtog af deres ejendele og det tilbageblevne kvæg, hvad de kunde. Nogle mænd var endnu tilbage, næsten alle kvinder og börn var flygtede
