3
Ka-så-blå, juledags aften 1888.
Atter en dag gået, og en dag er vi nærmere vor rejses mål. Først i morges havde vi jo Leichtho bjærgene at komme over. Det forekom os ikke så koldt, som igår, skønt vi var höjere til vejrs, og tåge havde vi ikke. Men da vi kom et stykke op ad bjærgene og kunde se ud over Sittang-dalen, kunde vi se, dér var tåge; den så ud som en tyk, hvid sky. Tågen der nede i dalen er vist skyld i, at man dér føler det så koldt om morgenen, indtil solen ret kommer op og jager den væk. — Ja her nede har vi tåge, først når vi kommer »op«, forsvinder den.
I Leichtho var jeg inde at besøge »herredsfogden«. Han er en Sgau-Karén, men kan tale lidt rødkarénsk, så vi kan nok snakke sammen en smule. Han havde betændelse i øjnene, og jeg gav ham lidt øjenvand til dem. Til gengæld gav han mig et stykke oksekød.
Denne torp, Kasåblå, hvor vi standser i nat, er katholsk; folk er venlige og har ladet os få lov at sove i deres kapel. Det er af bambus og meget lille. Jeg sidder ved alteret og skriver dette. Alteret er også af bambus. På dets bagerste side er opstillet en bambusramme med et stykke rødt klæde i. På klædet er ophængt et lille olietryksbillede af Herrens korsfæstelse. Men denne torp har ellers den mærkelighed for den danske Karen-mission, at det er her, Hans Jørgen Jensen ligger jordet. Ja, det er da et lille stykke uden for byen. Jeg var blandt de forreste, da vi kom her i aften. Straks spurgte jeg en mand, om han vidste, hvor »tsara Joha« ligger jordet. Jo det vidste han da godt, han havde selv kastet graven. Så sendte han en dreng med mig der hen. Jeg havde ventet at finde et kors på graven, men der var intet. Den ligger inde mellem nogle buske, og ingen skulde ane, at her ligger et menneske jordet. En ganske ubetydelig sænkning i jorden er det2*
