34 Luikaw, den 2. januar 1889.
af to Karener, som de sagde, at Englænderne havde skudt i morges, da de drog der forbi. Men dette nægtes her i lejren, så jeg véd ikke, hvad jeg skal tro. Men de formoder, at det er en eftervirkning fra i går, da de sloges med Karenerne der nord for. Og dette er vel det mest sandsynlige.
Vi nåde her til lejren, lige da solen var gået ned. Jeg spurgte efter generalen, Collet, og fandt ham spankende omkring i lejren. Han er en venlig gammel mand, helt gråhåret og gråskægget. Da han havde hørt mit ærende, sagde han, at jeg hellere måtte gå til Mr. Hildebrand og; tale med ham derom, da sagen nærmest vedkom ham som superintendent. Mr. Hildebrand var inde i sit telt at skrive breve, så blev jeg vist hen til hans assistant Mr. Barnerd, som i går heliograferede til mig. Men snart kom Mr. Hildebrand selv ud. Jeg fortalte ham mit ærende og bad ham selv høre på den mand, jeg har med, og give ham sit svar. Mr. Hildebrand var ikke i det bedste humør og sagde: »Ja, jeg skal nok give ham svar, De skal ikke være bange. For nogle tossestreger! at de mener, sådan nogle klude har noget at betyde eller kan hjælpe dem! Det er bare nogle, vi har sat op ved de torper, som hører under Sawlapaw, og som har sendt deres ældste til os med bud om, at de havde underkastet sig. Og de er sat op, for at vi kan kende byerne, mens vi rykker frem. Men Pobia's byer har vi jo intet med at göre, da de ikke er fjendtlige mod os.« Jeg svarede, at jeg vidste vel, at. flagene ikke kunde beskytte dem mod Mobyé, og at det havde jeg sagt dem; men de troede mig ikke, og så havde jeg ment, at de hellere måtte få det at høre af ham selv. Jeg var bare gået med dem, fordi de ikke turde gå ene. »Ja nu kan jeg ikke hjælpe dem; vi må først hen til Sawlapaw og have ham givet rent på; når vi så siden rejser
