Pobia, den 3. januar 1889. 41
driver omkring med bøsser og spyd, især af Padown-Karéner. Dagen efter fortalte jeg nogle af dem, at »sidste nat« var der nogen, som prøvede på at komme ind og stjæle hos os, og at hvis de kom igen, så skød jeg dem. Dette sagde jeg naturligvis for at skræmme disse, som jeg netop havde mistanke til.
Jeg føler mig hel rask nu igen trods det omflakkende liv. Rasmus har sået lidt salat- og kålfrø nede ved brønden, hvor han let kan vande det.
I eftermiddag var jeg atter oppe hos kongen og fortalte ham, hvad Mr. Hildebrand havde bedt mig om. Kongen svarede: »Til Mobyé går jeg ikke, jeg vil møde ham, hvor som helst han ellers byder mig, kun ikke der. Jeg hader Mobyé af mit ganske hjærte.« Jeg rådte ham meget indstændig til at give møde, når Mr. Hildebrand sender ham bud. »Han er din herre, ikke sandt? han står over dig, derfor må du lyde ham; gör du ikke det, så kommer han her ned og straffer dig. Når du hører, han er i komme, kan du jo drage hen og møde ham, inden han når Mobyé.« Kongen svarede til sidst, at han nok skulde give møde.
Pobia, den 4. januar 1889.
I morges gik jeg op i byen for at se, om jeg kunde få nogle folk til at rive ned af de gamle huse, som jeg har købt. Jeg traf, som sædvanlig om morgenen, folk omkring bålene. Det er koldt, sagde de, og pegede på rimfrosten, som lå på husenes tage. Ved samme lejlighed fik jeg så at vide, hvad rimfrost hedder på rødkarénsk. Omsider fik jeg fire unge mænd til at love, at de vilde hjælpe mig i dag for 8 annas hver. De krympede sig meget ved at komme
