48 Pobia, den 7. januar 1889.
Navnet Nanmekun bety'der det samme og er sagtens Shan-ernes oversættelse af No. Torpen ligger nemlig et, stykke ude på sletten, hvor der i regntiden står vand. Den shanske del af byen har nogle pongjihuse og en 3—4 pbngjier i dens midte, eller rettere ved dens side.
Lige da jeg var kommen ind i byen, traf jeg nogle folk på gaden, som sad og varmede hænderne over nogle gløder; de fortalte mig, at det var koldt. Men desuden sagde de, at der i deres by ingen hvid ris var at få og viste mig hen til en burmesisk torp, som ligger østen der for. Jeg spurgte dem, om Burmeserne også kunde snakke rødkarénsk. »Ja, selvfølgeligt,« var svaret. Det havde jeg ikke tænkt, at det var en selvfølge; men det er nok muligt, at det kan kaldes så, ti Rødkarenerne gör sig ikke den ulejlighed at lære enten shansk eller burmesisk eller noget andet sprog end deres eget. Derimod synes det, at alle Shaner her i Gajalandet kan snakke rødkarénsk, om end mange af dem udtaler det meget dårligt, da de f. ex. har ondt ved at sige lyden »r«, men udtaler det som »l« ligesom Kineserne. Og nu i dag så jeg, at også Burmeserne, som bor her, gör sig umage for at lære landets sprog. — Og i alle de Padown-Karén landsbyer her imellem og Toungoo, som jeg har besøgt, har jeg truffen på folk, som jeg kunde snakke rødkarénsk med. Selv herredsfogden i Leichtho, som er en Sgau-Karén, kan snakke det, hvad jeg dog først nu på rejsen her op erfarede. Havde Rødkarénerne bare et skriftsprog, da vilde det sikkert ikke vare længe, inden rødkarénsk blev ligeså kendt og almindelig brugt, som sgaukarénsk. Og det er først i den sidste menneskealder, at dette sidste er bleven så almindelig udbredt, nemlig siden missionærerne 'fik--lavet det til et skriftsprog. Nu vil de baptistiske missionærer absolut have, at alle de karénske stammer, som de kommer i berøring med og arbejder
