Pobia, den 16. januar 1889. 61
er der ingen fare.« Jeg løb så hen til den samme mand, som för var med mig der nede: Såbi, eller rettere Sobi. Han var også villig til at følge mig i dag. Da jeg kom hjem, var Rasmus i færd med at bage pandekager, og da jeg havde fået min del af dem til livs (de var ret gode), kom vi af sted. Forrige gang, da jeg var der nede for at købe condenced mælk til Tora, var jeg syg, men måtte dog gå på mine ben, der næppe kunde bære mig. I dag var det helt anderledes: jeg var rask og havde oven i købet en hest at ride på. Den gang fik jeg feber, mens jeg sad der nede, og havde svært ved at vinde hjem, i dag mærkede jeg intet til den gæst. Den gang fik jeg kun 2 dåser mælk med mig hjem, og de led endda af ælde, i dag fik jeg 3 med mig hjem, og de var gode, og jeg kunde fået mange flere, om jeg havde villet, for der var nok af dem blandt Hans Jörgens gods.
Det var i det hele en dejlig tur i dag: nok af solskin, dog ikke for varmt, som det ellers gærne er, og lærkesang og spurvekvidder. Ja, det er ikke første gang, jeg har hørt lærken synge her oppe i Gajalandet, men det er første gang, jeg skriver om det. Her lige ved Pobia hører vi den ikke, ej heller helt ude i rismarken, hvor der den meste tid af året står vand. Pobia ligger for höjt for lærken, og rismarkerne for lavt. Men mellem Mobyé og Pobia og Prilavæ ligger der nogle strækninger, som synes at passe den. I den törre tid af året ligner det nemlig det almindelige agerland der hjemme i Danmark. Og lærken synger akkurat som der hjemme; jeg han ikke høre, der er nogen forskel, og så vidt jeg har kunnet se, er hun grå og ser ud som lærken i Danmark. Det er dejligt at høre hende synge her ude, vel især fordi det minder mig om min barndoms tid der hjemme, da jeg gik ude på heden i Jylland og vogtede får. Når hun da holdt sig lige over mit
