62 Pobia, den 16. januar 1889.
hoved og sang og fulgte med mig, når jeg gik, så forekom det mig, at hun kendte mig, og at det var for mig, hun sang så liflig. Hun var min bedste ven og kammerat, når jeg gik ene der ude på Jyllands hede de lange sommerdage, og da kom jeg til at holde så meget af hende. Derfor var det mig en stor glæde at møde hende her ude. Og spurvene, ja de ligner også dem der hjemme på et hår — eller fjer. De kan sidde i hundredvis i et træ og kvidre og sladre, så det er en lyst at høre på dem. Man kan blive hel glad derved.
Nå, vi kom så til Prilavæ, vist den störste Shan-by og købstad i Gajalandet. På burmesisk hedder den Ngwé-Toung. Om der bor andre end Shaner i byen, véd jeg ikke; men det så ud til at være shan-huse, alle dem jeg så. Shanerne bygger nemlig deres huse lidt anderledes og bedre end Rødkarénerne, så man kan gærne strax se, om det er Shaner eller Karener, som bor i huset. Der findes så at sige kun en eneste gade i Prilavæ, og den er lige, mærkeligt nok. Husene ligger med enderne ud mod gaden; men man ser dem ikke rigtigt, inden man kommer ind i dem, ti mellem enden af huset og gaden findes der altid en smule skur eller bod, hvor hver ejer har udsalg af salt, tobak, törflsk, messing-söm, knive, tröjer, shan-sukker og deslige. Disse skur vansyner byen og de forholdsvis konne og gode huse. Gaden, ja den er ikke brolagt, ej heller holdes den ren, hvad den godt kunde holdes i den törre tid af året. Men så vidt er end ikke Shanerne nåede i kultur, skönt de er langt videre end Karenerne. Hist og her lå der ved siden af gaden en mögdynge, som var törret, og som sagtens skulde bruges til brændsel. — Det varede ikke længe, inden min ledsager, Sobi, fik opspurgt en af de mænd, der havde noget af det gods, som jeg var efter. Det var en gammel snu ræv, som listigt nok begyndte at spörge, hvor meget
