64 Pobia, den 16. januar 1889.
kvæg. Selve vogtningen består nemlig ikke i stort andet end at se efter, at ikke kvæget blir stjålen eller løber sin vej. Mange torper har det sådan, at de i forening lönner en mand for at vogte alt deres kvæg. Om morgenen går han gennem byen og lukker kvæget ud af de indhegninger, der er sat op omkring de enkelte huse, og driver det der fra ud i marken. Men i de fleste torper er det dog så, at hver mand har en til at se efter sit kvæg. Det er da gærne en dreng, enten hans egen son eller en, han har arvet eller måske köbt. På den måde har de det her i Pobia. Derfor får vi gærne det svar, når vi snakker om skole: »Vi kan ikke undvære vore börn til at gå i skole, de skal vogte kvæg og hjælpe os med vort arbejde.« — At det ikke er nogen sund opdragelse, drengen får der ude i marken, er jo let at indse. Megen rådden snak høres der i hjemmene om aftenen, og megen dårlighed øves, sjælden eller aldrig noget godt, og ude i marken fortsættes det blandt drengene om dagen. De störste fører naturligvis an og leder de mindres opdragelse, eller rettere: neddragelse. Hvilken slægt må det ikke blive til, om der ikke blir sat en stopper for ondet! Og er det at undres over, at folket er sunket så dybt, som det er, at det er svagt og sygeligt både på legem og sjæl? Det er ikke krigene nær så meget som usædelighed, der er skyld i, at Karénerne er et svagt og affældigt folk, blandt hvilket døden gör rig host. Jesus Kristus og ingen anden kan læge og oprejse dem og frelse dem fra undergang og udslættelse af jorden. Men Gud ske lov, fordi han kan.
