Pobia, den 19. januar 1889. 67
regel skal de ikke have lov til at komme længere end på verandaen og i dagligstuen. Andrea vil jo være »selve«, som hun siger, det vil sige, hun vil spise for sig selv og i det hele leve for sig selv. Derfor har hun fat sin egen veranda, så hun kan have et sted til fremmede. Når hun nu får sit eget køkken og badekammer, så synes jeg nok, liun må kunne klare sig et års tid, til vi kan få mere bygget.
Pobia, søndag den 20. januar 1889.
Der stod en mand tæt her uden for i morges og huggede brændsel. Rasmus og jeg sad på verandaen, for at solen kunde skinne på os; for det var koldt. Rasmus sad desuden og klimpede på sin fiol. Med et ser jeg M op æ og hans kammerat (for han har en anden kristen fra Yaddo, ;som er hos ham) komme gående, Mopæ med en stor, tyk bibel under armen. Han råbte hen til manden, som huggede brændsel:
»Ikke arbejde i dag, det er søndag, har jeg ikke sagt det så tit.« »Vi Gaja, vi arbejder, I kan hvile, om I vil.«
»Nej I bør ikke arbejde i dag heller, det står i denne bog.«
Han er imidlertid kommen op ad trappen til os. Så siger han til Rasmus: »Spil!« Til mig siger han: »Er det ikke også søndag i dag?« Jo det mente jeg da.
»Så laver vi ikke hus, vi pløjer ikke eller gör andet unødvendigt arbejde uden for huset sådan som han der henne.«
»Nej jeg hviler i dag, for det har vor herre givet mig6*
