Pobia, den 26. januar 1889. 79
er udsigt til, at Rasmus kan komme til at sejle på en af disse. Han er lidt bedre i dag, og hvis han ellers kan tåle at sidde og gynge på en elefant, så tænker jeg ikke, der er noget i vejen for at lade ham rejse.
Pobia, søndag den 27. januar 1889.
Der var en mand her i formiddags og vilde sælge mig en sten-perlekrans. Perlerne var tildannede af brogede sten og meget net tilslebne. Et par af dem var så store som små hönseæg, resten var mindre, nogle endog så små som kirsebær. Nogle lignede æg på formen, andre var mere langagtige, andre kuglerunde. Kransen var omtrent 4 fod i omkreds, så den vejede adskillige pund. Prisen var ikke mindre end 160 rupier. Jeg skulde jo have at vide, hvad den skulde være god for, da manden så uhyre gærne vilde have mig til at købe den; ti gå og bære på den kunde jeg da ikke, sagde jeg. Han forklarede mig da, at den var til at hænge op i huset: den »pro'r«, sagde han. Det vil sige: den skærmer, beskytter. Når den hænger i et hus, brænder det ikke af, f. eks. — Når en Karen skal til Toungoo eller skal göre noget, som ikke er helt dagligdags, så ser han i reglen først efter i kyllingeben, om det er godt at göre det eller ej, eller med andre ord, om ånden vil skærme dem, hvis de gör det. Karenerne tror nemlig, at enhver ting har sin ånd. Nogle af ånderne er store og hersker over andre, som er mindre. Det er især de store ånder, som det gælder om at stå sig godt med. En stor sten har en stor ånd, ligeledes et stort træ, især hvis det er dygtig kroget og grimt, damme, søer, et stort bjærg osv. Nogle af ånderne er gode, andre er onde. En dags rejse
