82 Pobia, den 27. januar 1889.
Kisten består af en udhulet og net tilhugget træstamme. Låget er ikke lagt på endnu, men kisten er dækket godt til med tæpper. Dog er det bedst at holde sig i god afstand fra den — det er ikke så underligt, at nogle af Shanerne skal drives til at bære på den. Hvorfor er det ikke Karener, i alt fald nogle af dem? A, jeg tænker, Karenerne vil helst være fri for at bære, især fordi den afdøde prins er gemt noget længe. Så sætter de Shaner til det, disse tor jo ikke sige nej, da de er Pobias undersåtter og bor i hans land. — Lidt uden for porten går de i stå med kisten og sætter den ned. Prins Birø, der nu var kommen op på en elefant, som er med i følget, kommer i en fart ned og får fat på en bambusgren. En del af Shanerne har forladt kisten og forstukken sig i mængden. Dem søger han nu op, et par andre hjælper ham. Når han får öje på en, giver han ham et rap; Shanen farer så hen til kisten — og snart er toget atter i gang. Det ser i grunden ud som börnestreger alt sammen. En del shanske kvinder og börn er med i følget; de er net påklædte og rene og næsten en hel modsætning til Karenerne. — Elefanten er læsset med gods, som prinsen skal have med i graven. Foruden driveren sidder der en anden mand oppe på den. Snart begynder de at så betelnødder ud over følget. De kaster dem helst så langt bort som muligt. Sikke löjer! Både börn og gamle får travlt med at samle dem op. De farer omkring mellem hverandre under grin og latter. Det gælder jo om at få så mange som muligt, og så kappes og skubbes-man. Hvem har ikke set lignende löjer der hjemme i juletid med pebbernødder! — men her ved en kongelig begravelse — hvad synes I! — En gang imellem knalder der et bøsseskud lige midt i følget. Nogle af kvinderne farer sammen — »u, det er da også rædsomt« — jo folk her ude har også nerver, — men ellers er også det löjer, ja
