88 Pobia, den 3. februar 1889.
at ville virke, så fordoblede jeg dem, hvorved det lykkedes at få feberen brudt, så den ikke kom igen. Imidlertid var kongen jævnlig i lag med mig for at få mig til at følge sig ned syd på, hvor Mr. Hi Idebrand havde budt ham møde sig. Jeg vilde også gærne med ham der ned, fordi jeg håbede at få se lægen og få noget medisin af ham for min spleen (milt), som jeg kunde mærke var bleven alt for stor igen.
Fredag morgen skulde vi så af sted. Jeg var forskrækkelig mat og havde svært nok ved at få sadlet min hest, men syntes dog, jeg vilde give mig på vej; hvis jeg så ikke kunde holde det ud, kunde jeg endda vende om. Rasmus, mente nok, han kunde være ene nogle dage.
Jeg holdt det da ud, skönt det var meget strængt for mig, — og feberen blev heldigvis borte den dag; havde den kommen, så vilde jeg næppe holdt det ud. — Hen imod aften kom vi til Mr. H.s lejr. Det var en dag, for vi ventede det, da vi drog hjemme fra. Under vejs der ned fik vi først at vide, at hær-afdelingen nu var i færd med at drage mod nord og vilde komme forbi Pobia. Mr. Hildebrand var syg, så vi fik nöjes med hans assistant Mr. Bernard's ord, hvad kongen ikke var videre vel til freds med.
Vi sov der i nærheden fredag nat. I går morges slog vi følge med hæren, som skulde stanse ved Prilavæ (Ngwé-Toung). Jeg tænkte at nå her hjem til i aftes, og da vi kom til Prilavæ, tog jeg en hvil i en zayét for at samle kræfter til resten af vejen. Så red jeg videre, men uden for byen standsede jeg ved lejren for at tale med lægen. Han vilde da have mig til at blive hos sig den nat, fordi det vilde blive for strængt for mig at rejse helt hjem. Mit telt og mine fødevarer var jo nu på vej hjem; men han havde plads nok og mad nok, og så slog jeg mig til robes ham, hvad jeg trængte hårdt nok til.
