Pobia, den 3. februar 1889. 89
Så snart jeg i morges havde fået te, red jeg hjem ad; det var ikke rigtig bleven lyst endnu, og en tyk tåge lå over marken, så jeg havde lidt vanskeligt ved at finde frem i førstningen. »Benrap« kunde bedre klare det end jeg; han havde nok på fornemmelsen, hvad retning vi skulde. Og nu det gik hjem ad, kan det nok være, han var rap på benene. Det var for resten en dejlig morgentur så frisk og oplivende — og jeg havde det så godt, som jeg ikke i lang tid har haft det.
Her hjemme, ja her sad Rasmus og havde været så syg og haft det så dårligt, mens jeg havde været borte. Han kom ikke af "sted til Toungoo sidste uge, fordi manden med elefanterne forlangte 30 rupier for at tage ham med ned, og det syntes han var for meget og besluttede da at vente, til jeg kunde komme af sted. Han har dog fortrudt, at han ikke tog med alligevel.
Et par timer efter at jeg var kommen her hjem i morges, begyndte hæren at komme. Den skulde jo her lige forbi, og lægen standsede da for at se til Rasmus, hvem jeg havde fortalt ham om. Han sagde ikke stort om ham, kun at han vilde give ham noget medisin, som kunde hjælpe ham lidt til kræfter. Hæren ligger her nord for ved Nanmekun, og jeg har i eftermiddag været der oppe efter medisinen til Rasmus. — Jeg hilste også på Mr. Hildebrand i morges, da de red her" forbi, og talte et par ord med ham. »Jeg hører, De har haft feber igen«, sagde han, »hvorfor rejser de dog ikke bort her fra! Landet her er fuldt af feberluft. Jeg har haft feber på hele denne tnr.« Jeg forklarede ham da, hvorfor jeg er her, og at det var hensigten, at jeg vilde hente min hustru her op, men at jeg nu var i tvivl om, hvad jeg skulde göre, eftersom jeg ikke selv kan være her en måned til ende, inden feberen har ruineret mig. Han rådte mig indstændig fra at prøve
