90 Pobia, den 3. februar 1889.
på at bo her, han var vis på, det vilde aldrig gå godt. — Han mener mig det godt med, hvad han siger; men det er ingen let sag sådan at rejse fra, hvad man har lidt og stridt for, uden endnu at kunne öjne nogen frugt af det. Dog, »hvad kan det nytte, at vi ligger her syge eller dør her?« som Mr. H. siger. Klimaet blir ikke sundere af det; folket blir ikke kristne af det; der blir ikke bedre for muligt kommende missionærer at være her. Havde vi bare kræfter og helbred som for to år siden, da kunde vi måske döje det her, nu vi kan få et godt hus og rigelige fødevarer; men vort helbred er skrøbeligt nu, derfor frygter jeg. Og Andrea Gehlerts er vist ikke stort bedre. Tjænestefolk kan vi ingen få af. Ikke en gang en til at se efter mine heste har jeg kunnet få. Af Burmesere eller Indiere kan vi heller ingen få til at tage her op; vi skal göre al ting selv, enten vi er syge eller raske. Så længe vi er raske, kan vi vel overkomme det, men vi kan ikke vente at undgå at blive syge (nu er det den sundeste tid på året, og dog har jeg havt feberen så hårdt, som jeg skøtter om det), og i sådanne tider kan vi nok trænge til hjælp. I det mindste skulde vi dog have nogen til at passe koen og hestene. Bare ikke Karénerne var så dovne, så fik vi vel tjænestefolk. Men til deres dovenskab kommer desuden den omstændighed, at de trænger ikke til at tjæne, de har nok at spise og mange klæder behøver de ikke.
Pobia. den 4. februar 1889-
Jeg har siddet inde det meste af dagen. Jeg føler mig så mat og desuden så oppustet i maven, akkurat som i sommeren 1887, da vi alle led af noget som lignede vand
