Pobia, den 4. februar 1889. 91
sot. Også nu er mine ben og mit ansigt hovnet, men dog ikke nær så meget som den gang. For resten har jeg siddet og tænkt frem og tilbage over, hvad jeg skal göre, om jeg skal beslutte mig til at tage ned til Toungoo for at blive der nok et år, eller om jeg skal vove, hvad der forekommer mig at være voveligt: at tage Sofie og Agnes og Andrea her op. Jeg kan ikke andet end frygte meget for, at det bliver døden for nogle af os, om ikke for os alle, hvis vi tager her op. Dog véd jeg godt, at Gud kan bevare os. Men er det hans vilje, at vi skal udsætte os på denne måde? Er det ikke for meget hastværk? Hvorfor ikke give tid og se, om vi kan få nogen hjælp i retning af tjænestefolk? og om vi ikke, især jeg, kan blive stærkere?
Pobia, den 5. februar 1889.
Rasmus har haft det lidt bedre i dag, men sin medisin vil han ikke tage endnu. Jeg føler mig meget mat og har ikke kræfter til nogen ting. Var vi bare i Toungoo! Spörgsmålet: hvad skal jeg så beslutte mig til at göre, plager mig også. Rasmus er nu så vis på, at jeg bor beslutte mig til at blive i Toungoo et år endnu, ja han mener, her er slet ikke til at leve. Måske. Jeg tror ikke her er så usundt. Hvis man ellers selv var stærk og havde alt, hvad man trænger til, så tror jeg ikke, der vilde være stort i vejen for at leve her. Når jeg føler min mathed og min oppustede mave, så synes jeg ikke, jeg tvivler om, hvad der er rigtigst for mig at beslutte mig til. Men når jeg tænker på missionens fremtid og baptisternes indtrængen, så er det, jeg fristes til at blive her. Nok et års fravær
