Pobia, den 7. februar 1889. 93
hest til turen, så indvilligede jeg — jeg var nemlig til fods, og der var ikke tid til, at jeg kunde få hentet min egen hest. Da kongen og hans øvrige følge var til fods, så nåde jeg til lejren en times tid inden de.
Jacksons hest var rask til bens og ligner i dette stykke dens forrige herre, Sawlapaw nemlig, for den var hentet ovre hos ham og tilhører nok egentlig med rette ham. Men da han brugte sine ben så godt, da Englænderne nærmede sig hans by, at de slet ikke fik ham at se og trods al deres søgen ingen steds kunde finde ham, så fik han jo finde sig i, at de holdt hus med hans ejendele, som de fandt for godt. De var lige ved at lave hans slot til et »luftkastel« og havde allerede boret huller i söjlerne for at stikke dynamit-toldene der i, da en slægtning af Sawlapaw i sidste öjeblik blev synlig, villig til at gå ind på Englændernes betingelser, og blev indsat som regent i Øst-Karénnee med den engelske regering som overhöjhed.
Det var svært, så den engelske lejr nu var svunden ind, siden jeg sidst så' den. General Gollet er nemlig rejst videre ad fort Stedman til og har medtaget det meste af styrken. Mr. Hildebrand har jo lidt forretning her, inden han kan forlade landet. Det er særlig kævleriet mellem Mobyé og Pobia, som han på ny skal se at jævne lidt ved. Han førte samme tale til mig i dag som sidste søndag, nemlig rådte mig til at forlade landet, fordi her er så usundt, efter hans mening. Jeg spurgte ham om, hvorledes fort Stedman var i så henseende. Der er det også usundt, sagde han, fort Stedman er opgivet, da soldaterne der stadig er syge og lider især af diaræ; til næste regntid skal de have deres station et andet sted; hvor det bliver, véd de ikke endnu. — Vi må altså også med det samme opgive håbet om at få forbindelse med den civiliserede verden over fort Stedman. Men desuden er der også længere her fra
