Ugeskrift for Retsvæsen (1867-1916) og dets forgængere

by Frantz Dahl

UGESKRIFT FOR RETSVÆSEN
(1867-1916)
OG DETS FORGÆNGERE
ET HISTORISK TILBAGEBLIK

Af FRANTZ DAHL

---

I.

Af »godt Folk« er »Ugeskrift for Retsvæsen« kommet, og godt juridisk Blod flyder i dets Aarer. I opstigende Linie er dets Æt de Ørsted'ske Tidsskrifter. Ligesom disse har det optaget og forenet Retsanvendelsens Resultater med den teoretiske Forsknings Undersøgelser. Med overvejende Hensyn til den praktiske Jurists Tarv har det ogsaa givet Ly for Teoriens Mænd. Som sine Ascendenter har det, hvad Stof og Æmner angaar, kun paalagt sig den Begrænsning, der er en naturlig Følge af dets Stilling i det levende og virkende Retslivs Tjeneste. Ellers har intet juridisk været det fremmed. Mindskede, i hvert Fald for Detaillens Vedkommende, men ikke ophævede bleve dets Interessesfærer ved Fremkomsten af specielle Fagtidsskrifter — 1878 Stuckenberg's »Nordisk Tidsskrift for Fængselsvæsen og øvrige penitentiære Institutioner« og dets Efterfølger »Nordisk Tidsskrift for Strafferet«, 1901 Dedichen's nu ophørte »Tidsskrift for nordisk Retsmedicin og Psykiatri«. Redaktionsskiftet i Aaret 1906 danner vel et betydningsfuldt Skel i »Ugeskriftet«s Tilværelse, men er ingen Kæntring, kun en Ændring af Strømmen. Den Dobbelthed i Plan og Udførelse, den Kombination af Domssamling og praktisk-videnskabeligt Tidsskrift, der er karakteristisk saavel for »Ugeskrift for Retsvæsen« som for de fleste af dets Arbejdsfæller i det øvrige Norden, bunder vel, naar alt kommer til alt, i praktisk-økonomiske Hensyn, i de beskedne Kaar, et lille Lands Fagvidenskab litterært maa friste, men er under alle Omstændigheder historisk begrundet. Med en enkelt Undtagelse har den danske juridiske Tidsskriftlitteratur enten været udelukkende Domssamling eller har frembudt hint »baade-og«. Et tredje — det »rene« videnskabelige Tidsskrift — gaves kun, da C. Nyholm og P. Schjørring ved Udsendelsen af første Hæfte af »Tidsskrift for Retsvæsen«, »Ugeskriftet«s umiddelbare Forgænger, søgte at raade Bod paa den da herskende »paafaldende Goldhed« i den juridiske periodiske Litteratur. Men kun i fire Aar — 1863—66 — lykkedes det at styre efter denne Kurs. Den 16de Februar 1867 paabegyndte »Ugeskrift for Retsvæsen« Sejladsen med P. Casse og J. H. Mundt paa Kommandobroen, en Sejlads, der nu, om end med skiftende Førere, har varet halvtredsindstyve Aar. Og med de Ørsted'ske Farver som Stander.

II.

Skaber i stræng Forstand af dansk retslig Tidsskriftlitteratur var Ørsted vel ikke, men først med ham hæver den sig i Højde med den bedste europæiske, der forøvrigt ikke har saa overvættes mange Aar forud. Det ørkesløse og ufrugtbare Disputationsmageri lagde sin klamme Haand over den juridiske Produktion, hæmmede og hindrede den videnskabelige Fremdrift, og den før-Ørsted'ske Periode havde endnu ikke arbejdet sig ud af hin forældede Litteraturforms Dødvande. Enkelte, særlig svenske eller Sverige nærstaaende Forfattere, samlede og udgav deres egne eller andres Dissertationer — Ewensen, Pufendorf, Lundius, Solander, Nettelbladt o. a.^[1] —, men disse Samlinger savne det specifikke Tidsskrift-Præg, hvilket man derimod snarere kan tillægge de i det 18de Aarhundrede opdukkende juridiske Almanakker, i Danmark repræsenterede af J. H. Bärens' og senere J. K. Høst's »Juridiske Lommebog«^[2]. De første danske juridiske Tidsskrifter maa nærmest betragtes som trykte Rets-Journaler — Skøder, tinglæste Dokumenter, Stævninger o. a. —, saaledes den omtrent fra Midten af det 18de Aarhundrede af Praktikere, Landstingshørere som Søren Sølling og Thor Hansen Wederkinch, udgivne »Extract af det, som inden Fyenbo Lands-Ting . . . er læst og passeret« og den lidt senere og »Extract af det, som inden Siællandsfars Landsting er læst og passeret«^[3]. Anseligere i det hele — baade Journal og Domssamling — er »Samling af Efterretninger om det, som ved Siællands Landsting er foretaget i Aaret 1790« (Sorø 1791), udgivet af Adam Gottlob Kraft, der efter et Par Aars Forløb veg Pladsen for den flittige Sorø-Professor, Mønster-Domskoncipisten Hans Nicolai Nissen, medens Samlingens Navn undergik en uvæsentlig Forandring. En egentlig Domssamling — med Domsrubra etc. —, dog isprængt med lidt »Mythologi«, Anekdoter, Taler af Udgiveren o. l., var det af Nissen jævnsides med »Siællandsfars Landstings Tidende« (Sorø 1796—1804) redigerede Tidsskrift, der efter Tidens Smag og Skik »at opkalde periodiske Skrivter efter Grækenlands og Latiums Guddomme« bar Navnet »Themis« (I—XI, 1ste Hæfte, Sorø 1797—1806); som et Sidestykke hertil udkom »Nemesis« (Kbhvn. 1810) indeholdende Efterretning om Overkriminalretten for Danmark og de i samme paadømte Sager. Rene Domssamlinger vare ogsaa Bredo Henrich von Munthe af Morgenstierne's, Suhm tilegnede, »Kiøbenhavns juridiske-praktiske Maanedstidende« (I—II 1796), Gustav Ludvig Baden's »Lollands og Falsters Landstings-Journal for 1796« (Kbhvn. 1797) og senere Thomas Eichel Bartholin's »Nørre Jyllands Themis. Et Tidsskrift«  (Viborg 1805). Den juridiske Videnskab havde endnu ikke ladet høre fra sig, vistnok ikke af misforstaaet Fornemhed overfor det praktiske Livs Behov, men fordi den intet havde paa Hjærte, intet at byde og i hvert Fald for visse Æmners Vedkommende kunde ty til Pram's og Rahbek's »Minerva«. Isen blev brudt af J. F. W. Schlegel med »Astræa, Et Tidsskrivt« (I—V, Kbhvn. 1797—1805)^[4], der har et overvejende akademisk Tilsnit, og som foruden Afhandlinger af Schlegel, M. H. Bornemann o. a. indeholder Betænkninger af Chr. Colbiörnsen og det juridiske Fakultet, særlig vigtige Højesteretsdomme, Procedure o.l. Ligesom de fleste andre ikke-Ørstedske Tidsskrifter fik »Astræa« kun en stakket Levetid. Helt har det ikke kunnet tilfredsstille det praktiske Retslivs Mænd, og sikkert heller ikke den juridiske Ungdom, der nu begyndte at røre Vingerne. At Ørsted ikke lod sine to Prøveforelæsninger offentliggøre i »Astræa«, men i »Minerva«, har muligvis haft andre, mere personlige Grunde; om de tre øvrige, hvoraf de to vedrørte den danske, den tredje den romerske Ret, siger han selv, at de ikke bleve trykte, fordi der i hin Tid ikke var noget Tidsskrift, hvorfor de passede^[5].

Denne Mangel blev afhjulpen ved »Juridisk Maanedstidende« (I—II. 1802—03), det første juridiske Tidsskrift, hvor Ørsted's Navn anføres paa Titelbladet som Udgiver, iøvrigt sammen med Morgenstierne, C. F. Lassen og Jens Kragh Høst^[6], og det Tidsskrift, der rent historisk set kan betragtes som Prototypen for »Ugeskrift for Retsvæsen«. Men i »Maanedstidende« vare Afhandlingerne kun »Bisag«, hvad Høst selv med et mismodigt Suk indrømmer^[7]. Bredere i Anlæg og med større Udsyn tog Christian Krohg's »Juridisk Arkiv« (I. Kbhvn. 1803) derfor Luven fra det. Det var en ny Tone, der lød, da Krohg i sin »Forerindring« til Arkivets første Bind angav Retningslinien. I Tidsskriftet skulde — foruden Domme — samles juridiske Afhandlinger og Efterretninger om inden- og udenlandsk juridisk Litteratur og Lovkyndighed. Det var det Vindue ud mod Europa, som Ørsted, der, efter Krohg's Hjemvenden til Norge, allerede 1804 overtog Arkivets Ledelse, aabnede paa vid Gab. En anden Luftning er det, der blæser, da Ørsted stillede sit mægtige Geni og sin næsten ufattelige Arbejdskraft i den retslige Tidsskriftslitteraturs Tjeneste. Hans Tidsskrifter have bevaret deres Livskraft, forsaavidt man stadig maa søge tilbage til dem, medens de fleste af Samtidens andre ere stedte til Hvile i Litteraturens Katakomber. En Række af Ørsted's betydningsfuldeste Afhandlinger og Anmeldelser, baade af inden- og udenlandsk Litteratur, Bidrag til Rets- og Lovgivningsfilosofien, legislative og videnskabelige Meddelser o. s. v. saa Lyset der.^[8] Samlet er der et uudtømmeligt praktisk-videnskabeligt Materiale. Det Maal, ethvert levedygtigt Rets-Tidsskrift — for øvrigt vel som alle andre Tidsskrifter — maa stille sig, at give et levende og tro Spejlbillede af Tidens hele Stræben og Tendens, at følge de Strømninger, der ere i Bevægelse, at pege paa de Problemer, som ere eller bør være under Debat, blev til fulde naaet. Men selv havde Ørsted saa meget paa Hjærte, hans Produktionstrang var saa vældig, at han maatte have Luft og Plads for det Rydnings- og Lugearbejde i stor Stil, han havde viet saa væsentlig en Del af sit Liv. Ogsaa kvantitativt var han den betydeligste Bidragyder til sine Tidsskrifter. Forholdsvis faa af hans jævnaldrende og yngre samtidige toge til Orde der. Maaske en Mangel, men en Mangel, der var en naturlig og næsten uundgaaelig Konsekvens af Retsvidenskabens Stand, baade, da Ørsted først slog Reveille, og under dens senere fremadskridende Udvikling, og af Førerens hele aandelige Personlighed.

1811 udkom sidste — 28de — Nummer af »Juridisk Arkiv«, men afløstes allerede kort efter aaf »Nyt juridisk Arkiv« (I—XXX 1812—20),^[9], der atter 1820 succederedes af »Juridisk Tidsskrift«,^[10] hvori den videnskabelige Retsforskning efter Ørsted's eget Sigende mere og mere fik Overhaand paa Domssamlingens Bekostning. Ørsted's Afskedsord i Fortalen til 16de Bind af »Juridisk Tidsskrift« var en sørgelig Følge af hin berygtede kongelige Resolution af 21de September 1826, som slog Pennen ud af hans utrættelige Haand, en Brutalitet, der til alle Tider vil være en uudslettelig Skamplet paa Frederik VI's Regering, næsten endnu mere oprørende end Frederik Vilhelm II's og Wøllner's herostratiske Voldsfærd overfor Oldingen Kant. Tidsskriftet blev fortsat, i samme Aand, indtil 1843 (Bind 40) under Ledelse, først af Kolderup Rosenvinge, P. G. Bang og J. O. Hansen, senere ogsaa under Medvirkning, dels af L. J. Holm, dels af A. L. Casse, hvilken sidste traadte i Tidsskriftets Spor ved sit »Nyt juridisk Tidsskrift« (I—IV 1842—45), hvor Domssamlingen er den overvejende, de litterære Bidrag, W. Ussing, Otto Müller, J. E. Kall o. a., derimod mere sparsomme. Efter Ophøret af Casse's Tidsskrift var Valpladsen overladt de rene Domssamlinger — A. L. C. de Coninck og L. Moltke's »Juridisk Ugeskrivt«^[11] — fra 1869 »Nyt Juridisk Ugeskrift« — (I 1839, fra IX (1848) de Coninck alene, 1872—75 F. Friis) og »Højesteretstidende«^[12] (1857 o. ff.) —, indtil »Tidskrift for Retsvæsen« viste sig paa Arenaen. Ved Siden af de Ørstedske Tidsskrifter blegnede de fra Tid til anden opdukkende Medbejler-Publikationer, delvis fordi de paagældende Udgivere manglede de Egenskaber, personlige eller videnskabelige, som skulde være en Garanti for Foretagendets Existensberettigelse. F. M. Lange's »Forsete, et Tidsskrivt for Udvalg af Højesterets-Sager og for andre retsvidenskabelige Gjenstande« (I—III Kbhvn. 1822—24, IV, et Hæfte, 1835) er nærmest mærkeligt ved sit Navn, der bærer Vidnesbyrd om, at den Oehlenschläger'ske Mytologiopfattelse ogsaa havde gjort sin Indflydelse gældende indenfor Jurisprudensen! Joh. Nik. Høst's Domssamling »Arkiv for Lov og Ret i Danmark« (I—IV Kbhvn. 1824—34), vistnok et Led i en noget dubiøs Litterats Kamp for Tilværelsen,^[13] bragte, foruden en Rubrik »Fadæser« og andre litterære Bidrag, polemiske Artikler mod Ørsted af Udgiveren selv og Tage Algreen-Ussing, hvis Følelser overfor Ørsted vel fra Tid til anden have Vexlet noget. Blotte og bare Døgnforetagender vare Domssamlinger som E. Sørensen's »Juridisk Ugeblad« (Kbhvn. 1831—32^[14] og Chr. Olsen's »Juridisk Maanedsskrift« (Aalborg 1843); det sidste fremtraadte iøvrigt som udgivet af den danske Sagførerforenings Bestyrelse. Af større Betydning og Vægt, men ikke egentlig nødvendig paakrævet var T. Algreen-Ussing's »Bibliothek for dansk Lovkyndighed« (I 1833 II 1837), der foruden Domssamling bl. a. bragte Ussing's Svar paa J. E. Larsen's bekendte Kritik af hans Kriminalret og en af Udgiveren og P. S. Ussing foretaget, forkortet og tildels omarbejdet Oversættelse af Henke's »Lehrbuch der gerichtlichen Medicin«. At de Ørsted'ske Tidskrifter ogsaa vandt stor Udbredelse i Norge var saa at sige en Selvfølge. Kun en kort Levealder blev beskaaret de Organer for den gryende norske Retsvidenskab, der med Morgenstierne, L. Lange, J. H. Vogt, J. A. Hielm, P. Carl Lasson og C. Winther Hjelm som Bannerførere saa Dagens Lys. I Norge som i Sverige og Finland vare de juridiske Tidsskrifter iøvrigt skaarne over samme Læst som i Danmark, i Sverige f. Ex. Carl Schmidt's »Juridiskt Arkif« (Christianstad 1830—62), der fik en værdig Afløser i Christian Naumann's »Tidsskrift för lagstiftning, lagskipning och förvaltning« (Stockholm 1864—88.) De nu udkommende norske, svenske og finske Tidsskrifter ere i alt væsentlig støbte i tilsvarende Form som de danske. Et Samlingssted for de skandinaviske Landes retsvidenskabelige Forsken i videste Betydning, men uden Domssamling er det siden 1888 udkommende fællesnordiske »Tidsskrift for Retsvidenskab«. Det indtager en Plads for sig selv.

III.
1.

Saaledes var Jordbunden gødet, da »Ugeskrift for Retsvæsen« optog den Traad, der var bristet, da A. L. Casse's »Nyt juridisk Tidsskrift« gik til de Ørsted'ske Tidsskrifters Brigade. En Opkomling var »Ugeskriftet« da ikke. Dets Fremkomst betød ikke noget nyt eller ejendommeligt i Litteraturen. Den Opgave, det skulde løse, var ingen Ligning med to ubekendte. Det havde en Arv at løfte og udvikle. En gennemgang af og Oversigt over de hidtil foreliggende 50 Aargange vil søge at vise, hvorledes »Ugeskriftet« har røgtet sit Pund. Hvis dette enkelte Bind lignede hverandre som Bladene i et Spil Kort, maatte det siges at være vanslægtet fra Fædrene. Men paa Forhaand kan det vistnok siges, uden at møde Modsigelse, at »Ugeskriftet«, ikke mindst i det andet Hovedafsnit af sit Liv, har været været over Vej og Vejs Ende, at det giver et sanddru Billede af dansk Retsliv i det 19de—20de Aarhundrede, at det som Medarbejdere har forstaaet at samle en udvalgt Skare baade af Landets Teoretikere og Praktikere om sig. I dets Hæfter ere mødtes den modne, allerede navnkundige Forsker og den unge Begynder. Det ikke ganske nemme Problem saavidt muligt at styre midtstrøms mellem Praxis' Krav og Teoriens Ønsker er i det store og hele lykkelig løst. Lettest vil vistnok Teoretikeren være at tilfredsstille, dels fordi han paa Forhaand er sat i Kundskab om »Ugeskriftet«s væsentlig praktiske Tendens, dels fordi i første Linie »Tidsskrift for Retsvidenskab« er i Stand til at byde ham det, han eventuelt maatte savne i »Ugeskriftet«. Maaske har »Ugeskriftet« udsendt Aargange, hvor de mest udpræget Praktikere have fundet Stof, som efter deres Opfattelse nærmest rangerer med litterær Vinduespynt. Men en saadan Klage, hvis den overhovedet har existeret, er ganske sikkert forstummet, »Ugeskriftet«s litterære Afdeling gik en ny Æra imøde under H. Munch-Petersen's maalbevidste og energiske Ledelse. At det først og fremmest er danske Forhold, der har været og maa være Genstand for »Ugeskriftet«s Opmærksomhed, er næsten givet a priori, men ogsaa for betydningsfulde, videnskabelige og legislative, Foreteelser i Udlandet har det haft Blikket aabent, selv om det, allerede af Pladshensyn, stundom kun i kortere »Meddelser« har kunnet henvise dertil^[15]. Der er Nutidsfænomener, som den særlig interesserede mulig kunde have ønsket fyldigere belyst — international Privatret, den sociologiske Retning indenfor Retsvidenskaben, den moderne Friretsbevægelse o. s. v. —, men at gøre alle tilpas, er ligesaalidt tænkeligt nu som paa Theognis' Tid. Hovedsagen er, at Tidsskriftets Læsere faar det Indtryk, at Redaktionen fra sit Hlidskjalv med Øjne som en Los iagttager og følger Begivenhederne og indretter sig derefter.

Om Højesteretssagfører Otto Julius Levison's Styre vilde det vistnok være noget overdrevent at bruge dette Billede. 1874 overtog han Eneledelsen efter J. H. Mundt, der efter P. Casse's Afgang 1870 havde udgivet Ugeskriftet^[16], og han beholdt den, indtil han i Slutningen af Aaret 1905 afgik ved Døden^[17]. Omhyggelig og nøjagtig som faa var Levison, samvittighedsfuld næsten til Ængstelighed, i Besiddelse af prøvet juridisk Dygtighed og Takt, fyldt af virkelig og ægte Respekt for Videnskaben og dens Krav. Men en stærk Initiativets Mand var han ikke, hans Kendskab til europæisk Retsvidenskabs Udvikling, til Europas Lovgivning og Lovgivningsspørgsmaal noget begrænset, de litterære Bidrag bleve oftere temmelig ulige fordelte mellem de forskellige Aargange, der kan falde et Tilfældighedens Skær over dem. Særlig aktiv for at vinde Medarbejdere var Levison sikkert ikke. Vistnok har en ikke ringe Del af vore ypperste Kræfter debuteret i »Ugeskriftet« — Deuntzer, N. Lassen, Jul. Lassen, Torp, Munch-Petersen, L. A. Grundtvig o. a. —, men man savnede en Stræben fra Redaktørens Side efter at faa Tag i de unge, i den juridiske ver sacrum — en Fremtoning som »stud. juris. Lassen«^[18] var i den Levison'ske Periode en sjælden Fugl! Kunde den fornemme standard, Levison forstod at opretholde, maaske virke hæmmende paa Ungdommens Lyst til at prøve sine Kræfter, bibragte den den paa den anden Side en Følelse af, at det var en Ære at faa et Bidrag optaget i »Ugeskriftet«, en Ære, som forpligtede. En rent ydre Forandring foretog Levison i 1902 ved at samle Højesteretsdommene i en særlig Afdeling.

Men mere end blot ydre Ændringer bragte Regeringsforandringen i 1906. Redaktionen af Domssamlingen blev overtaget af Højesteretsassessorerne R. S. Gram og E. Tybjerg. Allerede Levison ledsagede jævnlig de afsagte Domme med værdifulde Bemærkninger; saavidt ses, har den nuværende Ledelse lagt endnu større Vægt paa at forsyne Dommene med Litteraturangivelser, Henvisninger til tidligere Praxis o. l. Den litterære Afdeling blev hentet frem fra dens tidligere noget beskedne og tilbagetrukne Plads, blev ogsaa rent kvantitativt stillet paa mere lige Fod med den praktiske, og Kommandoen lagdes i Hænderne paa en af Forkæmperne i den yngre juridiske Falanx, Professor H. Munch-Petersen. Under hans Ægide er »Ugeskriftet« iført et nyt og mere moderne Klædebon. Hvis det i den Levison'ske Tid efter Karakteren af dets litterære Bidrag af Skrankens Mænd med paradoxal Overdrivelse kende betegnes som et »Professor« eller »Assessor«-Organ, passer denne Navngivelse ikke mere. Det fremtræder snarere som et virkeligt Organ for den danske Sagførerstand, der ogsaa, ikke mindst i specielle Standsanliggender, i stedse stigende Grad har udtalt sig igennem det. Og i det hele har »Ugeskriftet« aabnet en bredere og rummeligere Port for Praxis' Mænd. Den invitation det nye Afsnit »Fra det praktiske Retsliv« betød, blev forstaaet og besvaret. Og der synes endvidere fra Redaktionens Side at være udfoldet en bevidst Bestræbelse efter at faa den juridiske Ungdom i Tale, at vække dens Lyst og Tilbøjelighed til at følge det Exempel, Medarbejderne ved de lægevidenskabelige Tidsskrifter i lange Tider have anvist: litterært at tage Ordet, endnu før den har opnaaet Autoritetens Stempel. »Grøn« og »grøn« er jo to Ting. Det er i hvert Fald ofte Farven paa den frodige Friskhed. At Roret endelig er lagt i en Videnskabsmands Haand, betyder først og fremmest en Garanti for, at den videnskabelige Forsken ikke behandles som Askepot, men særlig ogsaa for, at ingen af Tidens teoretiske eller legislative Problemer overses eller tilsidesættes. I 1914 knyttede »Ugeskriftet« et nyt Led til sin Virksomhed ved Udgivelsen af en Lovsamling under Redaktion af Kriminalretsassesor O. Krabbe.

2.

Hvilket Indsæt har da »Ugeskriftet« ydet til Udviklingen af den danske Retslitteratur? I Overenstemmelse med dets Program og dets Stilling som Talerør for det praktiske Retsliv Mænd er det kun sparsomme Bidrag, »Ugeskriftet« har ydet af retshistorisk og retsfilosofisk Natur. Foruden mindre Anmeldelser af L. Holberg^[19] og Chr. Stöchel^[20] kan fremhæves Stemann's udførlige Recension af Matzen's »Den danske Panterets Historie«^[21] — formelt og reelt vistnok Matzen's bedste Arbejde —, allerede fordi den fremkaldte Matzen's karakteristiske Svar, hans eneste Optræden i »Ugeskriftet«^[22]. I Aargangen 1870 S. 401 meddelte N. F. Schegel nogle »Udtog af Fyenbo Landstings Domprotokoller fra 1687—1776«, hvortil sluttede sig »Bemærkninger om nogle civilprocessuelle Forhold paa Christian V's Danske Lovs Tid og i Begyndelsen af forrige Aarhundrede«^[23]; i 1878 S. 737 offentliggjorte V. A. Secher, den utrættelige Forsker af Danske Lovs Genesis, Afhandlingen »Om teksterne af kong Kristian den femtes danske lov og lovens udgivelse«; i 1883 S. 97 leverede Chr. Kjer »Et retshistorisk Bidrag til Forstaaelsen af nogle af Chr. V's danske Lovs Regler om Overdragelse af Ejendomsret over faste Ejendomme«. Ikke blot som Foregangsmand for en enkelt Retsdisciplins Vedkommende, men i al Almindelighed bleve Linierne trukne op for Anders Sandøe Ørsted's Betydning for den danske Retsudvikling i H. Munch-Petersen's Foredrag i Aargang 1901 S. 261. Litteraturhistorisk Interesse frembyder ogsaa Festnummeret til Goos^[24]. Som en enlig romerretlig Svale fremtræder Aagesen's »Tale holdt ved Universitets Reformationsfest d. 4 December 1871«^[25] med sin Fremhæven af Romerrettens Studium som Hjælp til en fuldere og grundigere Erkendelse af den danske Rets Indhold og det deraf resulterende Bidrag til, »at Retsvidenskaben kan løse den Opgave, der utivlsomt er dens største og betydnignsfuldeste, nemlig at bane Vejen for en Kodifikation af den danske Privatret«.^[26] Afhandlinger af udelukkende retsfilosofiske Karakter ere endnu sparsommere end de retshistoriske, men det er næsten overflødigt at bemærke at Undersøgelser af den nævnte Art indeholdes i en lang Række Studier med andre Hovedformaal. I naturlig Forbindelse hermed kunne nævnes V. A. Secher's Fortegnelser over den danske Rets Litteratur 1876—1901^[27], de første egentlige videnskabelige Retsbibliografier herhjemme, et betydeligt og væsentligt Fremskridt overfor Aagesens »Fortegnelse« fra 1876, et Arbejde, hvis store, systematiske og reelle Mangler overskygge dets Fortjenester^[28]. Om den mest praktiske Ordning af Lov- og Ministerialtidende og vore Lovsamlinger foreligger Udtalelser bl. a. af Troels G. Jørgensen, Poul Joh.s Jørgensen og Vinding Kruse^[29].

I Modsætning til de omhandlede Discipliner maatte den borgerlige Ret, og herunder i forreste Geled Formueretten, og Processen være Genstand for »Ugeskriftet«s omsorgsfulde Opmærksomhed. Baade dogmatisk og ikke mindst legislativt maatte Processen kræve en Plads i Solen. Kampen for Retsreformen, som først i 1916 er bragt til Afslutning, har ogsaa afsat vægtige litterære Spor i »Ugeskriftet«, lige fra hine Dage, da de vigtigste af Nellemann's Bidrag i Realiteten vare lige saa mange Argumenter for denne hans Livssag, og til Nutiden, hvor Munch-Petersen, med en Desaix' Tro paa, at Slaget trods alt stadig stod til at vinde, ufortrøden førte sine Tropper frem — og heldigvis uden at Sejren for ham selv blev et Marengo! Og saa Formueretten, Juraens Jura, Juraen i anden Potens! Ikke alene de formueretlige Grundprinciper ere diskuterede i »Ugeskriftet«, men i stedse stigende Grad ogsaa de mere specielle Spørgsmaal. Den vældige Udvikling, Handelsretten er undergaaet, Arbejdet for en Verdensvexelret, de Discipliner, der først i Nutiden ret ere komne til Ære og Værdighed — Forsikringsretten f. Ex. —, en Mængde af de heraf opstaaede Spørgsmaal ere drøftede af kyndige Penne. At derimod den litterære og kunstneriske Ejendomsret, »Autorretten« i det hele, i nogen Grad har været Stedbarn, kan i Forbigaaende bemærkes. En lysende Række Navne af vore Formueretsforfattere illustrerer det sagte: Evaldsen, N. Lassen, Jul. Lassen, Torp, Ernst Møller, L. A. Grundtvig og andre med dem have til Stadighed været Gæster i »Ugeskriftet«. Forsikringsretten som Speciale er særlig bleven opdyrket af N. H. Bache.

Medens Privatrettens almindelige Del, bortset fra et Afsnit i Goos' Afhandling om Begrebet Broderlod og fra Anmeldelser og lignende mindre Bidrag, saa godt som ingen Bearbejdere har fundet, stiller Forholdet sig væsentlig anderledes med Familie- og Arveretten; særlig har den nyeste Tids frugtbare og indgribende Ægteskabs- og Børnelovgivning affødt en ikke ringe Grøde i den familieretlige Litteratur. I Aargangen 1885 søgte V. M. Amdrup i Afhandlingen: »Er gift Kvinde efter dansk Ret umyndig i Formueanliggender?«^[30] at føre et punktuelt Bevis for Urigtigheden af den hidtil som et urokkeligt Axiom baade af Praxis og Teori opfattede Sætning om den gifte Kvindes formueretlige »Mindremands«-Stilling. Forfatterens noget forbløffende og i hvert Fald radikalt planlagte Offensiv mod en af Familierettens bombesikreste Fæstninger bragte dog ikke denne til Fald. Til Undsætning ilede G. M. Rée med en Række prøvede Argumenter som Dækning^[31]. I en senere Artikel rejste Amdrup Spørgsmaalet om simple Ægteskabsløfters retlig forpligtende Kraft^[32] og gav Bidrag til Løsning af Spørgsmaalet om Ægtepagters Tinglæsning^[33], medens Munch-Petersen drøftede »Et Par Tvivlsspørgsmaal i den nye Lov om Formueforholdet mellem Ægtefæller«^[34]: om Ægtefællerne i Henhold til § 4 i Lov af 7de April 1899 i en Ægtepagt kunde ordne sig ganske, som de selv ville, eller om der dog i saa Henseende maatte opstilles visse Begrænsninger, om Betydningen og Rækkevidden af den ved Lovens § 11 gjorte Indskrænkning i Mandens almindelige Raadighed over det fælles Bo. Paternitetsspørgsmaalet er fra lægevidenskabelig Side erklæret for uløseligt af Professor Leopold Meyer^[35]; som allerede ovenfor antydet, ere Lovene af 27de Maj 1908 og den dertil sig sluttende Lovgivning fortolkede, foruden af Viggo Bentzon, særlig af en Række yngre Praktikere — ingen nämnd, ingen glömd! —, ligesom ogsaa Børneloven af 14de April 1905 og de deraf flydende Problemer — Forældremagt udenfor de naturlige Forældres Hænder, Værgeraadets og Fattigvæsenets indbyrdes Kompetence, Værgeraadenes Stilling til Aandssvageforsorgen og saa fremdeles — ere behandlede af Chr. Brun^[36], K. K. Steincke^[37], Troels G. Jørgensen^[38], Eyvind Olrik^[39] o. a. Udkastene til Lov om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning samt om Adoption ere gennemgaaede af Henry Ussing^[40]

Med en arveretlig Afhandling indledede N. Lassen — som Student — sin Forfatterbane^[41]. I Aargangen 1868^[42] rettede J. Ipsen en indgaaende Kritik mod Bornemann's Resultater i Tilvæxtlæren, medens J. H. Deuntzer i et opsæt med den beskedne Titel »Nogle Bemærkninger om Legatarers Retsforhold«^[43] i Virkeligheden gav en udtømmende og grundlæggende Behandling af hele Legatarlæren, bl. a. ogsaa en Fremstilling af jus accrescendi. Glans over »Ugeskriftet«s Sider kastede Aagesen og Goos ved deres ridderlige Fejde om Beregningen af den længstlevende Ægtefælles Arv i Konkurrence med den afdødes Livsarvinger,^[44] en af Goos' fortrinligste Afhandlinger, overlegen, skarpsindig, helt igennem præget af, hvad R. Nielsen kalder »Tænkerens logiske Lidenskab«, og et Indlæg, der ikke alene fastslog den Opfattelse af Begrebet Broderlod, som Praxis akcepterede, men tillige gennempløjede en vigtig Parcel af Privatrettens almindelige Del, Grundsætningerne om Retsreglers Ophør og Forandring. Et matematisk-arveretligt Bidrag skyldes Victor Andræ, der i »Ugeskriftet« for 1872^[45] viste de Vanskeligheder, som opstaa ved Beregningen af den længstlevende Ægtefælles Broderlod, naar der er paalagt det arveberettigede Afkom Gaver, som ere større end de i Arvelovgivningen omhandlede Tredjeparter. Af høj videnskabelig Rang er Torp's »Om Dødsgaver og nogle dermed i Forbindelse staaende Spørgsmaal«^[46], et Arbejde, der indtager en fremskudt Plads saavel i Forfatterens egen righoldige Produktion som i Litteraturen i det hele. Ægtefællers gensidige Testationsret undersøgtes af Egmont Andersen^[47], og Arveafgifts- og Arveforskudsspørgsmaal ere i de senere Aargange hyppig drøftede af J. Damkier^[48], Edmund Warburg, Henry Ussing, V. Plate og Fr. H. Jacobsen^[49].

Rigere endnu er »Ugeskriftet«s Arsenal af formueretlige Bidrag.

Et af Grundspørgsmaalene i Retshandelslæren, Hovedsynspunktet for Retshandlens Ævne til at skabe Ret og Pligt, blev i »Ugeskriftet« for 1885 Genstand for en lærerig og betydningsfuld Polemik mellem N. Lassen og Jul. Lassen^[50]. Overfor det af Jul. Lassen, i Tilslutning til Goos og Aagesen, opstillede Princip om Tro og Loves Ubrødelighed eller Forventningsprincipet som Enehersker over den danske Rets Tilsagnsregler i Stedet for det romanistiske Viljesdogme, betonede N. Lassen særlig den »pædagogiske Fare« ved Principet^[51], pegede advarende paa, at ubefæstede Sjæle kunde fristes til at opfatte det som et etisk Postulat, som et Axiom, ud fra hvilket man ved en simpel Deduktion skulde kunne løse de enkelte sig frembydende Problemer^[52]. Det var ikke en efemer Døgnstrid, men en frugtbar Meningsudvexling — Klingerne vare forøvrigt skarpt nok hvæssede, — der har afsat tydelige og varige Spor i baade i Jul. Lassen's egen og i andre Forfatteres Produktion. En Række vægtige Bidrag til Obligationsrettens almindelige Del supplerede disse Undersøgelser. Ved sine »Kritiske Bemærkninger til Fortolkningen af D. L. 3—19—2«^[53] søgte N. Lassen med vanligt Skarpsind og Klarhed at lyse op i den »Dunkelhed«, som omgiver dette Lovbrud; efter hans Opfattelse — eller Forslag — er det ikke alle Farer, men kun de noget mere usædvanlige, for hvilke Husbonden efter Artiklen skal svare. Omtrent samtidig foretog han en kritisk Analyse af Bredo Morgenstierne's Lære om Ansvaret for andres Retsbrud^[54]. Yderligere »Bemærkninger til et specielt Punkt i Læren om Fuldmagt« ere gjorte af Kristian Sindballe^[55]. Sin Stilling til den subjektivistiske Forudsætningsteori udviklede Ernst Møller i Tilslutning til sit Værk om »Forudsætninger«^[56]. Om Debitors Ansvar for den efter Kontraktens Afslutning indtraadte Umulighed handlede Torp's juridiske Debutarbejde^[57]. Myndigt og sikkert viste Jul. Lassen, hvorledes Begreberne Proformaværk og Omgaaelse ofte paa en uheldig Maade bleve forvexlede og identificerede, og anbragte dem derfor hver paa sit rette Sted^[58]. Man oplevede her et Særsyn, at den lærde Teoretiker paa en saa simpel Maade, at man mindedes Historien om Columbus' Æg, viste den forbavsede Samtid, hvorledes man skulde komme de da grasserende »Møbellaan« til Livs: Meningen med Forordningen af 28de Juli § 1 var den, at Sikkerhedsstillelse af Løsøre kun kunde finde Sted enten saaledes, at Tingen overleveredes — uden Anerkendelse af constitutum possessorium —, eller saaledes, at Reglerne om Underpantsætning (Tinglæsning) iagttoges, og »Møbellaanene« bleve da ugyldige i Kollission med Overdragerens Kreditorer ifølge Principerne om Lovens Omgaaelse. I en udførlig, men ufuldendt Afhandling udviklede P. F. F. Mourier, hvorledes Forordningen af 9de Februar 1798 var blevet til, og denne Bestemmelses Forhold til D. L. 5—14—56^[59]. Om Mortifikation af Gældsbreve udtalte O. J. Levison sig, idet han bl. a. antog, at Debitors Mortifikation af et Pantebrev ikke i Almindelighed legitimerer ham til at faa Pantebrevet udslettet, medmindre Bevillingen udtrykkelig lyder herpaa^[60]. Særlig debatteret blev Retsgrunden for den omtvistede Regel i Konkurslovens § 18. Det var i »Ugeskriftet«, at Evaldsen nærmere uddybede og begrundede sin »Panteretsteori«^[61], og sammesteds, at Bentzon med Front herimod undersøgte Solidaritetens Begreb og drog sine Følgeslutninger deraf^[62]. At andre Forfattere, saaledes Oluf H. Krabbe, igen tog Diskussionen op^[63], kunde bestyrke Rigtigheden af Jhering's spøgefulde Inddeling af Nutidens Jurister i to Klasser: dem, der have skrevet, og dem, der ikke have skrevet om Korrealobligationen!^[64]

Obligationsrettens specielle Del er ogsaa bleven belyst for adskillige Afsnits Vedkommende. I Aargangen 1905^[65] offentliggjorde I. Heckscher ud fra legislative Synspunkter »Nogle Randbemærkninger i Anledning af de nordiske Udkast til Lov om Køb,« — Udkast, der som bekendt senere bleve ophøjede til Lov — med prisværdige Henstillinger om paa adskillige Punkter at bringe de tre Landes Texter i større Samklang med hverandre, end Udkastene vilde føre til. I 1882 redegjorde Evaldsen i Afhandlingen »Nogle Vexelretsspørgsmaal«^[66] for nogle Uoverensstemmelser mellem L. M. B. Aubert og ham om de saakaldte uegentlige Domicilvexler, om Vexellovens § 46, a vista Vexlens Præskription o. a., medens P. L. le Maire senere tilføjede »Nogle Bemærkninger om domicilierede Vexler«^[67], og Albert Cohn optog Spørgsmaalet »Om Forældelse af Berigelseskravet efter Vexellovens § 93« til Granskning^[68] Naphtali Cohn gennemgik Udkastet til Lov om Kommission, Handelsagentur og Handelsrejsende^[69]. Bidrag til Læren om Værksleje ydede Henrik Vedel ved paany at rejse Diskussionen om, hvorvidt der vilde kunne ydes Haandværkere og Arbejdere, som have deltaget i et Byggeforetagende ved at præstere Arbejde eller Materiale dertil, bedre Sikkerhed for at erholde deres Tilgodehavende end den, der hidtil var bleven ydet dem^[70]. Om condictio indebiti bragte »Ugeskriftet« for 1889^[71] Jul. Lassen's grundlæggende Afhandling, som kastede nyt Lys over dette Spørgsmaal, der var behandlet af en Forgænger som Ørsted, med Stillingtagen til Francis Hagerup's Kritik af Lassen's Fortolkning af Betalingsretshandlen, og gennemsyret af Lassen's sædvanlige myreflittige og udtømmende Gennemgravning af Retspraxis.

Næsten som en Bog i Kvantitet var Aagesen's »Bidrag til Læren om Interessentskab og til Fortolkningen af Firmaloven 23. Januar 1862«^[72], i Anlæg og Indhold vidt forskelligt fra den første sammenhængende danske Behandling af Æmnet, P. G. Bang' s »Udvikling af Læren om Interessentskab og de samme nærmest vedkommende Retsforhold«^[73], der i alt væsentlig maa betragtes som en »almindelig Del« og en Udvikling af, hvorvidt Romerrettens herhenhørende Sætninger ere anvendelige paa dansk Ret, medens Aagesen's Arbejde, der atter afløstes af Torp's Interessentskab-Værk er en dogmatisk-analytisk Fremstilling af den hjemlige og norske Ret. Kort efter Emanationen af Firmaloven af 1ste Marts 1889 optraadte Henrik Vedel med »Nogle Bidrag til Forstaaelse«^[74] af Loven. Gentagne Gange slog Torp til Lyd for en aarvaagen og skarptskuende Aktielovgivning og stemplede den herskende Retstilstand eller rettede sagt de praktiske Konsekvenser deraf som en Blamage for Landet^[75]. Om den ubeslutningsdygtige, »undervægtige« Generalforsamlings Kompetence i Forhold til den supplerendes førtes en livlig Debat mellem N. H. Bache, Torp, C. L. David og L. A. Grundtvig^[76]), medens Vinding Kruse intervenerede i Striden med det præliminære Spørgsmaal, om den sædvanlig bestaaende Afhængighed mellem de to Generalforsamlinger i det hele taget er en praktisk heldig Ordning^[77].

Sørettens Dybder ere pejlede af Forfattere som A. Hindenburg, J. Ipsen, H. B. Halkier, B. S. Friis o. a., der behandlede Spørgsmaal som Redernes Ansvar for Skipperens Kontrakter^[78] efter Bestemmelserne i D. L. 4—2—5, Konnossementers retlige Betydning med særligt Hensyn til den Retsstilling, Erhververen af disse Dokumenter faar, og Konnossement-Lovgivning^[79], Skipperens Erstatningsansvar^[80] og Rederikreditorernes Retsstilling efter Søloven af 1ste April 1892^[81], ligesom ogsaa Munch-Petersen's Debut-Anmeldelse af Bentzon's Doktordisputats om vis major ikke indskrænkede sig til et blot Referat, men indeholdt selvstændige Bidrag baade af søretlig og af mere almindelig formueretlig Karakter^[82]. I Forsikringsretten har, som allerede ovenfor antydet, »Ugeskriftet« bragt talrige Artikler, baade af generel og mere speciel Art, bl. a. af N. H. Bache, Carl Skibsted, F. C. C. Zahlmann og Knud Jarner^[83]; handelsretlige Æmner drøftedes af H. B. Krenchel — »Illoyal Konkurrence«^[84] — o. a.

En værdig Optakt til »Ugeskriftet«s Bidrag til Løsningen af Tingrettens Problemer danner Evaldsen's Afhandling »Om det Tilfælde, at Overdrageren af en tinglig Ret mangler Kompetence«^[85]. Om det danske Skøde- og Pantevæsen gjorde N. Lassen i Aargangen 1876^[86] »Nogle Bemærkninger«; de moderne Bygningsservituter omhandledes af Ch. de F. Skibsted og N. H. Bache^[87]; af sin Prismedailleafhandling om Efterpanthaverens Oprykningsret offentliggjorde H. C. V. Schau et Afsnit^[88]. En livlig Turnering udfægtedes mellem Torp, N. Lassen og Ernst Møller, da den førstnævnte Skribent i sin Afhandling »Om Præskription af Panterettigheder« under Modsigelse af Lassen og Møller hævdede^[89], at Panteretten ikke bortfalder ved Fordringens Forældelse, undtagen hvor særlige Ejendommeligheder ved Retsforholdet positivt vise, at Pantsætningen alene har haft til Formaal at tjene til Sikkerhed af virkelig existerende Fordringer. Diskussionen mellem de nævnte Skribenter blev udvidet ved nogle reale Betragtninger af Viggo Bentzon^[90]. Et vigtigt og omstridt Spørgsmaal i Hævdslæren besvarede L. A. Grundtvig for sit Vedkommende i sin Prøveforelæsning »Hvorvidt bortfalde Underpanterettigheder ved 20aarig Hævd?«^[91] hvor Forfatteren tog Stilling mod den nyeste hjemlige kategoriske Nej-Teori, hvis Fortjenester han dog ikke underkendte, navnlig i Retning af »at blotte den Løshed i Bevisførelsen«, som havde været den ældre, ogsaa af Grundtvig selv forsvarede Læres Svaghed. I »Ugeskriftet« for 1906 tog Torp til Genmæle til Forsvar for den angrebne Opfattelse.^[92]

Landborettens jævnlig noget forviklede og vanskelige Retsforhold ere i »Ugeskrift for Retsvæsen« gjort til Genstand for Undersøgelser af L. Borup, Vitus Ingerslev og Oluf H. Krabbe. Den førstnævnte belyste den efter hans Skøn nye Retning i dansk Landbolovgivning, der markeredes af Fæsteloven af 19de Februar 1861^[93]. Det af Regeringen i Rigsdagssamlingen 1916 fremsatte Forslag til Lov om Fæstegodsets Overgang til Selveje blev behandlet af Oluf H. Krabbe,^[94] som tidligere^[95] havde offentliggjort »Nogle Bemærkninger angaaende det ved Fr. af 10. Januar 1698 Kap. IV § 9 fastsatte Opmaal paa Tiende- og Landgildekorn«^[96], medens Ingerslev bl. a. analyserede Fredskovspligtens Karakter^[97].

Ikke mindst »Ugeskriftet«s litterære Behandling af Processen giver, som alt tidligere fremhævet, et paalideligt Billede af Faserne i Retstilstanden og Brydningerne her og den juridiske Interesse derfor, afmærket ved Etaperne: den hvilende, kæmpende og sejrende Retsreform. Bortset fra enkelte historiske Bidrag — Torp's Dekanatstale »I Anledning af Højesterets 250-aarige Bestaaen«^[98], N. F. Schlegel's »Bemærkninger om nogle civilprocessuelle Forhold paa Christian V's Danske Lovs Tid og i Begyndelsen af forrige Aarhundrede«,^[99] Nellemann's Oplysninger om de forud for Emanationen af Plakat 16de September 1778 og Forordningen af 13. Januar 1792 gaaende Forhandlinger^[100] — beskæftigede Forfatterne i Aargangene før Redaktionsskiftet i 1906 sig hovedsageligt med Spørgsmaal vedrørende Civilprocessens Dogmatik. A. Hindenburg, O. J. Levison og Nellemann drøftede saaledes forskellige specielle Stævnevarsel-Problemer^[101], Levison Gæsteretsspørgsmaal^[102] og Forholdet, naar en Part nægter at kunne erindre Faktum^[103], H. Grønlund o. a. Afsnit af Vidnelæren^[104]. M. Sander fortolkede Mellemrigsloven af 19de Februar 1861^[105], C. A. Tvermoes Plakat af 19de Juni 1822 om Antallet af Auktioner ved tvungent Salg af fast Ejendom^[106]. En i sin Tid opsigtsvækkende Forbudssag i Anledning af en stedfunden Expropriation af en Del af Vestre Kirkegaard gav C. Ussing Anledning til Artiklen »Politi eller Foged«, hvori han sluttede sig til den gængse Opfattelse, efter hvilken Expropriantens Retsmiddel mod Expropriatens Vægring er en umiddelbar Fogedforretning^[107]. Et vægtigt Bidrag til Skifte- og Arveretten ydede Deuntzer ved Publikationen af en Universitetsforelæsning »Om offentlig og privat Skifte og om Arvingers Forhold til Arveladerens Kreditorer«^[108]. Et praktisk Retstilfælde fremkaldte Udtalelser af J. Damkier, E. Warburg og V. Byrdal om »Lidt uskiftet Bo«^[109]. Om Akkordbudene i Forslaget til Konkursloven af 25de Marts 1872 diskuterede A. L. Salomonsen og J. Nellemann^[110]. S. Nellemann behandlede foruden Akkordreglerne ogsaa Konkurslovens Afkræftelsesbestemmelser^[111], af hvilke specielt §§ 27 og 28 drøftedes af F. C. C. Zahlmann, A. L. Salomonsen og Egmont Andersen^[112]. Kvitteringernes bevisende Kraft blev undersøgt af Munch-Petersen i Aargangen 1897^[113]. Af mere »almindelig«, delvis international Karakter ere Afhandlinger som Munch-Petersen's »Hvorvidt kan en Skyldner fraskrive sig processuel Beskyttelse?« og »Nogle Bemærkninger om fremmede Retsdekreters Exigibilitet her i Landet«^[114]. Det mangesidede vigtige Spørgsmaal om »Lægers Tavshedspligt« granskedes af Eyvind Olrik^[115]

Direkte Sigte paa en Reform af dansk Retspleje tog Nellemann's Afhandlinger »Nogle Bemærkninger om mundtlig Rettergang i civile Sager og dennes Indflydelse paa Retsorganisationen og Sagførervæsenet« og tildels ogsaa »Udkastet til en Civilproceslov for det tyske Rige af 1872«^[116], og under samme Synsvinkel kunne, i det mindste delvis, en Række Opsæt betragtes, der enten umiddelbart gave Oplysninger om fremmede mere fremskredne Lovgivninger eller Lovforslag eller ligefrem fremholdt disse som efterlignelsesværdige Forbilleder. »Om Mundtlighedsmomentet i den svenske Civilproces« skrev I. Heckscher^[117]. Bevisumiddelbarheden med særligt Hensyn til tysk Ret behandledes af Torp^[118]. Principerne i Franz Klein's østerrigske Civilprocesordning og den østerrigske Civilprocesorganisation i det hele bleve oftere fremstillede, bl. a. af H. Munch-Petersen^[119], Eyvind Olrik^[120] og Østerrigeren Eduard Coumont^[121]. Ved Munch-Petersen's utrættelige Fejde mod det ældre Processystem er der alt dvælet ovenfor.

I Afhandlingen »Administrativ eller judiciel?«^[122] raabte han Vagt i Gevær overfor en af et Folketings-Udvalg foreslaaet Ordning, hvorefter alle Tinglæsnings-, Foged-, Auktionsog Skifteforretninger skulde udskilles fra den dømmende Myndighed og erklæres for rent administrative. I Foredraget »Administrations- eller Domstoleafgørelser?« nærmest foranlediget ved Skattelovene af 1903, traadte han skarpt og bestemt op mod Forsøgene paa at give Administrationen Indpas paa Domstolenes Enemærker^[123] og foranstaltede en Enquête vedrørende Loven om Voldgift i Tvistigheder angaaende Handel med Husdyr, angaaende hvilken Lov han hævdede, at Domstolene ere berettigede til at prøve alle juridiske Betingelser for Voldgiftskendelsens Gyldighed^[124]. Enkelte specielle Spørgsmaal, saaledes f. Ex. »Partserklæringer og Partsforhør efter Civilprocesforslaget« samt »Dommerfuldmægtigene og Retsreformen« drøftedes henholdsvis af C. B. Henriques samt af H. Grønlund og M. P. Friis^[125], medens »Procesreformen og Sagførerstanden« atter og atter optoges til Behandling af N. H. Bache o. a.^[126]. Gammel Slendrian i Processernes Førelse fik et alvorligt mene af N. Lassen^[127]. Nogle af L. A. Grundtvig gjorde Bemærkninger om Højesteretsdommernes Præmisser fremkaldte en hæftig litterær Holmgang med Indlæg af N. Lassen, Frantz Pio, A. Hindenburg, Munch-Petersen og C. B. Henriques^[128].

Ogsaa til Dyst mod den gældende Straffeproces har »Ugeskriftet« ladet Hærpilen gaa. Binding's temperamentsfulde Angreb paa Nævningeinstitutionen^[129] kaldte Goos ud i Ildlinien. I sin mesterlige, originale og dybtborende Afhandling »Om Nævninger«^[130] rettede han et knusende Fremstød mod sin fremragende Modstander. Skarpere og klarere end nogen før ham pegede han bl. a. paa, at Nævningerne maatte betragtes som en dobbelt Garanti for den sigtede^[131]. »Aflæsningssager« efter Proceskommissionen og Lægdommeres Medvirkning i Straffesager omtaltes af Knud Berlin^[132], Nævninger af V. C. Thomsen^[133]. Ogsaa Studiet af den norske Straffeprocesreform satte litterær Frugt. I Ugeskriftet« for 1893 publicerede Aug. Goll sit Foredrag »Om Anklageprincipet i Norge«^[134], medens Forundersøgelsen efter den norske Straffeproces behandledes af A. Munch-Petersen. Længere ude i Periferien laa C. Hviid's Artikel »Om Retsorganisationen og Forundersøgelsen i den skotske Kriminalproces«^[135]. Af større Interesse vare den for tidlig bortkaldte P. M. Gertz' Udviklinger »Om Retsdannelsen i England« og »Om de engelske Dommere og Sagførere«^[136].

Saavel Strafferettens almindelige som dens specielle Del har fundet gæstmild Modtagelse i »Ugeskriftet«, gransket saavel af Læger som Retskyndige, blandt hvilke sidste dog savnes vort største kriminalistiske Navn, Goos.

Af Bidrag vedrørende Strafferettens almindelige Del skal følgende fremhæves.

Overfor Læge Severin Christensen's Fremhæven af den »ækvivalente Kompensation« paa Strafferettens Felter tog Torp til Orde i en kritisk Afhandling, der samtidig til Drøftelse optog Grundproblemet om Straffens Nytte og dens Nødvendighed^[137]. Det vidtrækkende og vanskelige Problem om Aarsagerne til Forbrydelsen behandlede Eyvind Olrik's i Aargangen 1894 trykte Foredrag^[138]. Spørgsmaalet, om Afværgelseshandlinger overfor Angreb af Dyr eller Skade, som andres Ting true med at forvolde, skulde behandles efter Reglerne om Nødret eller efter Nødværgereglerne, undersøgtes af Torp^[139]. Overfor den almindelige i dansk Retslitteratur hævdede Opfattelse, at Straf ikke kan paalægges den kollektive Enhed for de af dens Organer begaaede strafbare Handlinger, optraadte A. Hindenburg i Artiklen »Om juridiske Personers Ansvar til Straf og Erstatning«^[140]. I sin Afhandling »Den ufuldstændige Tilregneligheds Anvendelse paa de sygelige Sindstilstandes Omraade« hævdede Knud Pontoppidan, der definerede medicina forensis ikke som en særskilt bestaaende Videnskab, adskilt fra de øvrige medicinske Fag ved en Iblanding af Jurisprudens, men som en i retsligt Øjemed anvendt Lægevidenskab, og at denne ikke kunde være tilfreds, førend Sygdomskriteriet i sin Renhed blev bestemmende for Tilregneligheden paa de sygelige Sindstilstandes Omraader, at Lægen med Rette saa skævt til en Formel, der kan føre til, at Retslægen siger: Mennesket er sindssygt, og Dommeren da tilføjer: men han har handlet med Viljesfrihed^[141]. Hertil sluttede sig Afhandlinger af Pontoppidan: »Atypiske Former af akut Alkoholisme« og »Kleptomani«^[142] samt af Christian Geill: »Lægens Indflydelse paa Tilregnelighedsspørgsmaalet«^[143] og »I Anledning af Tilregnelighedsparagrafens Revision«^[144] med deres Theses, at Forbrydelser, begaaede i Sindssygdom, herunder ogsaa medregnet den patologiske Rus, og Forbrydelser, begaaede af Personer, lidende af udtalt Aandssvaghed, bør være straffri, Sætninger, overfor hvilke A. Schou tog forskellige Forbehold^[145]. Mod den Bornemann-Goos'ske Opfattelse af Begrebet efterfølgende Meddelagtighed som kun omfattende en Medvirken til Gerningsmandens akcessoriske Virksomhed, hævdede N. Lassen, at ogsaa en Fortsættelse af den retstridige Tilstand uden saadan Medvirken, altsaa navnlig efter at denne er afsluttet, maa behandles ikke som en selvstændig Forbrydelse, men som efterfølgende Meddelagtighed^[146]. I sin Artikel »Strafferetlige Forældelsesdomme« undersøgte Egmont Andersen, dels, hvormeget der i Almindelighed bør lægges ind i Frifindelsesdomme, hvis Resultat er bygget paa strafferetlig Forældelse, dels, hvorvidt det er rigtigt, at saadanne Domme gaa udenom Afgørelsen af Tiltaltes Skyld eller Uskyld, afset fra den foreliggende Forældelse^[147].

Af Forfattere, der have ydet Bidrag til Strafferettens specielle Del, kunne nævnes Emil Jürgensen, P. G. C. Jensen, N. Lassen, Torp, R. S. Gram, Tyge Bang, Munch-Petersen o. a.

I »Ugeskriftet«s første Aargang forsvarede P. G. C. Jensen overfor E. Jürgensen^[148] den ogsaa af Goos hyldede Opfattelse af Straffelovens § 203, hvorefter Straffeloven gaar ud fra et Grunddelikt, den forsætlige Legemskrænkelse af laveste Art, Straffelovens § 200, der kvalificeredes ved visse Følger. I et Bidrag til Belysning af dansk Lovgivningsteknik oplyste Torp, at vor Straffelovgivnings System med Hensyn til Straffebestemmelserne for Legemskrænkelser — et »haabløst Sammensurium«! — munder ud i mindst 29 forskellige Strafferammer^[149]. Forslaget til midlertidig Lov om nogle Ændringer i Straffelovgivningen af 1ste April 1905 fremkaldte kritiske Bemærkninger af A. Schou særlig angaaende den paatænkte og ogsaa ved Loven indførte Pryglestraf^[150] og en mere almindelig prøvende Gennemgang af de nye Bestemmelser i Lovforslaget^[151]. I en Anmeldelse af Goos' Strafferets specielle Del stillede Munch-Petersen sig i Opposition til det af Goos ved Ærefornærmelserne anlagte Freds-Synspunkt og benægtede, at juridiske Personer som saadanne kunne injurieres^[152]. Forholdet mellem Straffelovens §§ 176 og 185, 1ste Led undersøgtes af Tyge Bang med Afstandtagen fra Goos' herhenhørende i den foreløbige Udgave af den »specielle Del« givne Fremstilling^[153], medens den subjektive Straffegrænse for Krænkelser af Kønsfriheden drøftedes af Skadhauge og Torp^[154]. Om Forstaaelsen af Straffelovens § 181 udvexledes Anskuelser mellem Lægerne Erik Pontoppidan, Ehlers og Hedvig Reinhard og Højesteretsassessor A. Schou^[155]; om § 284 og Praxis' Anvendelse heraf diskuterede N. H. Bache, F. C. C. Zahlmann og Oluf H. Krabbe^[156]. I en grundlæggende Afhandling analyserede N. Lassen Begrebet Dokumentfalsk^[157]. Navnlig hævdede han, senere modsagt af Goos i »Strafferettens specielle Del«, at Handlingen, vel ikke efter Forholdets Natur, men efter den positive Lovgivning, subjektivt maatte foretages for at tilvende sig eller andre en Fordel eller for at skade andre. Lovgivningen om Undersøgelse af Levnedsmidler m. m. behandledes af A. Schou^[158], Bestemmelserne i Straffelovens §§ 260, 261 og 263 af Munch-Petersen og C. Ussing^[159], § 262 af J. Ipsen^[160]. Af Indlæg til Forstaaelsen af Berigelsesforbrydelserne kan nævnes Emil Jürgensen's Opposition mod den af Goos opstillede Sætning, at Tilregnelse af ubetydelige Værdier undtages fra Tyvsbehandling^[161]. Angaaende Spørgsmaalet om, hvorvidt Straffelovens § 245 er anvendelig paa Striketrusler hævdede C. Ussing, at det laa i Kontraktsfrihedsprincipet, at saavel den direkte som den indirekte Trusel om Passivitet er legitim^[162]. At Straffelovens § 254 ved en kommende Straffelovsrevision enten burde forsvinde eller dog undergaa en væsentlig Forandring, udtalte Axel Møller^[163], medens R. S. Gram gav Bidrag til Fastsættelsen af Omraadet for § 257^[164]. Den i Teorien, særlig af Nellemann og Goos, omtvistede § 123 fortolkedes af N. Lassen derhen, at den rammer de bevidst lovstridige Dommerhandlinger, som foretages af Partiskhed^[165].

Om Fængselsretten og Kriminalstatistikken have Forfattere som Stener Grundtvig, Eyvind Olrik, Thorkil Fussing, A. Schou o. a. taget Ordet^[166]. Af fremmed Straffelovgivning blev det norske Udkast til Straffelov af 22de Maj 1902 gennemgaaet af Munch-Petersen^[167]. Den internationale kriminalistiske Forening skildredes af F. Rüdinger^[168].

Medens Statsretten som saadan ikke har været Genstand for nogen videnskabelig Ostrakisme fra »Ugeskriftet«s Side, have Bidragene baade for Forfatnings- og Forvaltningsrettens Vedkommende dog næsten naturnødvendig maattet staa i anden Linie. Under større litterære Breddegrader kræver Forvaltningrettens vidtforgrenede Rige Specialtidsskrifter til Tilfredsstillelse af dets praktiske og teoretiske Behov.

Af historisk Interesse er C. W. Westrup's Fremstiling af den engelske Grundlovs Genesis^[169]. C. C. Heilesen gav en Oversigt over den danske Grundlov af 5te Juni 1915^[170], medens Otto Liebe baade historisk og de lege ferenda drøftede Problemerne, om Folkerepræsentationens Sammensætning^[171]. Spørgsmaalet om Valgret og Valgpligt optoges af Knud Berlin^[172], der ogsaa behandlede islandsk Statsret og »Tokammersystemet og den nye Grundlov«^[173]. Særlige Æmner som f. Ex. »D. L's 1—2—11 og Rangadelen« fremdroges af A. L. Salomonsen og V. C. Thomsen^[174], Hjemsendelse af P. C. Müller^[175], Len og Stamhuse af V. Vallø, der for at jævne Vejen til en Gennemførelse af § 93 foreslog at ophæve den Lenene og Familiegoderne tillagte Uafhændelighed, men at lade den for Godset gældende Majoratsarvefølge bestaa^[176].

Vedrørende Statsforvaltningsrettens almindelige Del og specielle Partier skal kun nævnes, at N. Lassen behandlede Uddannelsen af juridiske Embedmænd i Preussen med stadigt Henblik paa danske Forhold^[177], Emil Jürgensen og P. C. Müller Ombud^[178]; næringsretlige Forhold undersøgtes af C. E. Rothe og S. Krarup^[179], Toldspørgsmaal af F. Jørgensen^[180]. Skattesager af P. C. N. Buch, Marcus Rubin og V. Buhl^[181]. Mere og mere ere de Problemer, den nyere Tids hele sociale Lovgivning og Arbejder-Spørgsmaalet har fremkaldt, drøftede i »Ugeskriftet«, særlig af Adolph Jensen, C. Ussing, P. M. Poulsen, C. L. David, Clara Black, N. H. Bache, Sv. Trier, K. K. Steincke^[182] o. a. Til Militærretten foreligger der Bidrag af Troels G. Jørgensen og C. W. Westrup^[183].

Af Afhandlinger angaaende Folkeretten og den internationale Privatret fremhæves L. Salomonsen's Meddelser om L'institut de droit international^[184], Axel Møller's Fremstilling af »Neutrale Staters Retspligter før og efter Haagkonventionerne af 1907«^[185], Georg Cohn's »Luftret«^[186] o. a. Om den 3die internationale Sørets-Konference i Bruxelles og den internationale Vexelrets-Konference i Haag gav L. A. Grundtvig Meddelelser henholdvis i Aargangene 1910 og 1911^[187]. Til den sidste Artikel sluttede sig Munch-Petersen's »En Verdens-Vexelret«^[188].

At »Ugeskriftet« endelig har indeholdt Indlæg om de juridiske Examiner og Retsundervisningen^[189], Nekrologer over afdøde Retslærde og juridiske Praktikere — V. C. Thomsen, Matzen, Grundtvig, Evaldsen, S. Nellemann, Ernst Møller o. a. — talrige Anmeldelser, Meddelelser o. l., skal kortelig bemærkes i denne Oversigt, der allerede af Pladshensyn kun har kunnet give nogle Stikprøver af Tidsskriftets rige Indhold, og hvis mulige Undladelsessynder derfor udelukkende maa sættes paa denne Konto, ikke som Udtryk for nogen Undervurderen af eller Bortseen fra de unævnte Bidrags Kvalitet.

IV.

I 50 Aar, Uge for Uge, have »Ugeskriftet«s uundværlige gule Hæfter præsenteret sig for Danmarks Retsdyrkere, Praktikere som Teoretikere. Fødselsdagsbarnets noget upraktiske Bind-Angivelse har muligvis været Aarsag til, at Festdagen ikke har været alle dets Læsere og Venner præsent. Af »Ugeskriftet«s Indhold kan dets anselige Aaremaal nemlig ikke sluttes. Intet dansk juridisk Tidsskrift før »Ugeskrift for Retsvæsen« har naaet dette Vendepunkt i Livet. Og noget Tegn paa Alderdomssvaghed har hidtil ikke været synligt. Jubilaren synes tværtimod med hvert Aar, der gaar, at udfolde større Energi, større Kraft, større Liv. Uden Mandat, men i Forvisning om sine Fagfællers Tilslutning bringer Forfatteren af disse Linier »Ugeskriftet« og dets samlede Redaktion danske Juristers Lykønskning og Tak for det betydelige Indskud, det gennem skiftende Tider og under vexlende Ledelse har gjort til Forstaaelsen og Udforskningen af vor Ret. Vivat, crescat, floreat!

---

---

1. Sam. Pufendorf's Dissertiones Academicæ selectiores (Upsala 1677) er kun delvis af juridisk Indhold. Christian Nettelbladt's Themis Romano-Svecica fasciculus primus disputationum juridicarum Upsaliensium (Greifswald 1729), tilegnet Görtz' Anklager Thomas Fehman, er vistnok en af de første blandt saadanne Samlinger i nordisk Litteratur. Hidtil er hele denne Disputatslitteratur lige saa lidt undersøgt som Spørgsmaalet om den europæiske Tidsskriftlitteraturs Indsæt i Retsvidenskabens Historie.
2. I—IV. (Kbhvn. 1795—97, 1804).
3. Jfr. for Københavns Hof- og Stadsrets Vedkommende Christian Schifter's og Ole Christian Borch's »Maanedlige Bekiendtgiørelser af alle de Breve eller Documenter…« (Kbhvn. 1790—1802).
4. At juridiske Enkeltdiscipliner samtidig f. Ex. i Tyskland kunde gøre sig gældende i særlige Organer, er ret betegnende for Forskellen i de hjemlige og udenlandske litterære og videnskabelige Vilkaar. 1799 udkom i Halle første Bind af Ernst Ferdinand Klein og Gallus Aloys Kleinschrod's »Archiv des Criminalrechts«. Og det er intet enestaaende Exempel.
5. Ørsted: Af mit Livs og min Tids Historie I S. 27
6. Jfr. J. K. Høst: Erindringer om mig og mine Samtidige (Kbhvn. 1835) S. 67.
7. Juridisk Maanedstidende for 1803 II S. 63.
8. Jfr. Ørsted i Juridisk Tidsskrift XVI. Bind 1ste H. S. IV.
9. Ørsted's »Arkiv for Retsvidenskaben og dens Anvendelse« (I—VI 1824—31) betegnes vel som »en ny afkortet Redaktion af juridisk Arkiv og tildels af juridisk Maanedstidende«, men indeholder i Virkeligheden baade nye Domme og nyt videnskabeligt Stof.
10.  
11. Undtagelsesvis indeholdt »Juridisk Ugeskrift« Afhandlinger, se saaledes 1868 S. 209, S. 241 og 256.
12. Oprindelig — fra 1789 — fulgte Højesteretsdomme med som Tillæg til den Berlingske Tidende og den danske Statstidende.
13. Jens Kragh Høst's Bedømmelse af J. N. Høst's Kvalifikationer, Erindringer S. 78 og 168, bør udelukkende sættes paa Broderkærlighedens Regning.
14. Grunden til Fremkomsten af dette Værk angives af Udgiveren selv at være den, at der, saavidt ham bekendt endnu ikke i Danmark har existeret noget Ugeblad af juridisk Indhold, se Forerindring S. 1. Helt rigtig er denne Motivering nu ikke: i 1798 udkom 13 Numre af »Ugentlig Efterretning om paadømte Hof- og Stadsretssager.«
15. Allerede paa dette Sted kan det maaske bemærkes, at Mænd som Deuntzer, Torp og Munch-Petersen under det Levison'ske Régime vare Hovedforfattere af de for største Delen usignerede »Meddelser«
16. 1872 var Levison indtraadt i Redaktionen.
17. Født 20. Februar 1835 i København, død sammesteds 7. December 1905.
18. U. f. R. 1869 S. 465.
19. U. f. R. 1888 S. 129, S. 881.
20. U. f. R. 1890 S. 689, 1892 S. 481, 1893 S. 673.
21. U. f. R. 1869 S. 625.
22. U. f. R. 1869 S. 913.
23. U. f. R. 1872 S. 433.
24. U. f. R. 1915 B S. 1.
25. U. f. R. 1871 S. 1057.
26. L. c. S. 1065—66. Jfr. fra mere sociale Synspunkter H. Munch-Petersen's »En borgerlig Retsreform« i U. f. R. 1910 B S. 1.
27. U. f. R. 1884 S. 113, 1889 S. 1073, 1895 S. 485, 1903 A S. 417.
28. Den af Aagesen behandlede Periode trænger derfor til en Nybearbejdelse. Aagesen's fremragende og uomtvistelige Fortjenester af vor Retsvidenskab ligge paa helt andre Felter, ikke paa denne Hjælpevidenskabs Omraade.
29. U. f. R. 1910 B. S. 199, 1912 B. S. 90, 1916 B. S. 201.
30. L. c. S. 289, S. 577
31. L. c. S. 433.
32. U. f. R. 1886 S. 881.
33. U. f. R. 1897 S. 561.
34. U. f. R. 1899 S. 401. Om § 5 i Lov 7. April 1899 se Vinding Kruse i U. f. R. 1916 B S. 257.
35. U. f. R. 1916 B S. 81.
36. U. f. R. 1913 B S. 49.
37. U. f. R. 1913 B S. 97.
38. U. f. R. 1915 B S. 49.
39. U. f. R. 1915 B S. 69.
40. U. f. R. 1913 B S 265, S. 281, S. 297.
41. »Nogle Bemærkninger om Udarvingers Arveberettigelse nærmest vedrørende Læren om Universalarvingers jus accrescendi« U. f. R. 1869 S. 465.
42. S. 801.
43. U. f. R. 1870 S. 753.
44. U. f. R. 1868 S. 227, S. 849, 1869 S. 17. Jfr. om den unge juridiske Samtids Indtryk af Fægtningen N. Lassen i U. f. R. 1915 B S. 4.
45. L. c. S. 643.
46. U. f. R. 1886 S. 1.
47. U. f. R. 1902 A S. 229.
48. U. f. R. 1907 B S. 43.
49. U. f. R. B S. 69, S. 122, 1912 B S. 230, 1914 B S. 274, S. 290, S. 297, 1915 B S. 41, S. 309, 1916 B S. 1, S. 8, S. 25, S. 33, S. 42 o. a.
50. L. c. S. 2, S. 65, S. 97.
51. Jul. Lassen: Vilje og Erklæring ved Afgivelse af formueretlige Tilsagn (Univprogr. 1905) S. 75.
52. Jfr. senere N. Lassen i U. f. R. 1893 S. 267 o. ff., Bentzon l. c. S. 111.
53. U. f. R. 1887 S. 48.
54. U. f. R. 1887 S. 305, S. 817 og hertil Morgenstierne S. 753 og S. 929, iøvrigt et af de faa Tilfælde, hvor en ikke-dansk Forfatter er optraadt i »Ugeskriftet«.
55. U. f. R. 1915 B S. 266.
56. U. f. R. 1896 S. 1039, 1907 B S. 209.
57. U. f. R. 1880 S. 353.
58. U. f. R. 1890 S. 609. Jfr. Højesteretsdom af 13 Februar 1888, Højesteretstidende 1887—1888 S. 835, U. f. R. 1888 S. 479.
59. U. f. R. 1869 S. 689.
60. U. f. R. 1889 S. 1038.
61. U. f. R. 1885 S. 801.
62. U. f. R. 1886 S. 417, 1887 S. 113.
63. U. f. R. 1908 B S. 153.
64. Jhering: Scherz und Ernst in der Jurisprudenz (4 Opl.;Leipzig 1891) S. 8.
65. L. c. A S. 1.
66. L. c. S. 97.
67. U. f. R. 1911 B S. 81.
68. U. f. R. 1915 B S. 129.
69. U. f. R. 1913 B S. 201.
70. U. f. R. 1897 S. 677.
71. L. c. S. 1.
72. U. f. R. 1877 S. 1.
73. Juridisk Tidsskrift XVI (1829) S. 1—183, XXI (1833) S. 211—342.
74. U. f. R. 1890 S. 1009.
75. U. f. R. 1907 B. S. 17. 1908 B. S. 297 o. a.
76. U. f. R. 1907 B. S. 64, 89, 116, 130, 137, 177, 216, 244, 271.
77. U. f. R. 1908 B S.41.
78. U. f. R. 1872 S. 977.
79. U. f. R. 1873 S. 513, U. f. R. 1907 B S. 281.
80. U. f. R. 1893 S. 237.
81. U. f. R. 1900 S. 353.
82. U. f. R. 1892 S. 433.
83. Se. f. Ex. U. f. R. 1902 A S. 103, 1903 A S. 228, 1908 B S. 25, 55, 57 og 73.
84. U. f. R. 1899 S. 225.
85. U. f. R. 1868 S. 961.
86. L. c. S. 1 Om »Lagfart och inteckning« i svensk Ret se I. Heckscher U. f. R. 1875 S. 785. Om en Reform af Tinglæsningsvæsenet se. N. Cohn U. f. R. 1914 B S. 83.
87. U. f. R. 1896 S. 249 og S. 361.
88. U. f. R. 1886 S. 369.
89. U. f. R. 1891 S. 1, S. 33, 49, 65, 81, 225, 257, 337.
90. L. c. S. 289.
91. U. f. R. 1903 A S. 519.
92. L. c. B. S. 185.
93. U. f. R. 1867 S. 529
94. U. f. R. 1916 B S. 106, jfr. hertil Aarep l. c. S. 153.
95. U. f. R. 1905 A S. 52.
96.  
97.  U. f. R. 1872 S. 1083.
98. U. f. R. 1911 B S. 49.
99. U. f. R. 1872 S. 433.
100. U. f. R. 1867 S. 753, U. f. R. 1870 S. 1107.
101. U. f. R. 1869 S. 513, S. 881, S. 1025 og 1041, U. f. R. 1870 S. 55.
102. U. f. R. 1873 S. 625.
103. U. f. R. 1873 S. 721
104. U. f. R. 1896 S. 1129, 1897 S. 25, 69 og 115.
105. U. f. R. 1885 S. 33.
106. U. f. R. 1889 S. 305. Om Afsnit IV i Auktionsloven se Axel Borgen i U. f. R. 1903 A S. 67.
107. U. f. R. 1895 S. 1278.
108. U. f. R. 1875 S. 305.
109. U. f. R. 1915 B S. 169, 188, 209, 213, 299.
110. U. f. R. 1872 S. 1, 324, 465.
111. U. f. R. 1872 S. 241.
112. U. f. R. 1898 S. 640, 1901 S. 638, 737, 827 og 879.
113. L. c. S. 951.
114. U. f. R. 1908 B S. 1, 1900 S. 184.
115. U. f. R. 1905 A S. 197.
116. U. f. R. 1868 S. 1 og 1874 S. 1.
117. U. f. R. 1877 S. 673.
118. U. f. R. 1883 S. 241.
119. U. f. R. 1898 S. 691 og 1909 B S. 169.
120. U. f. R. 1911 B. S. 1.
121. U. f. R. 1911 B S. 65 og 105.
122. U. f. R. 1902 A S. 763.
123. U. f. R. 1906 B S. 289.
124. U. f. R. 1911 B S. 161, U. f. R. 1907 B S. 201.
125. U. f. R. 1905 A S. 455, U. f. R. 1900 S. 131, 403, 615 og 647. Jfr. om Retsbetjentfuldmægtigenes private Praxis bl. a. H. Bentsen og C. B. Henriques i U. f. R. 1912 B S. 219.
126. Se f. Ex. U. f. R. 1906 B S. 1, 1908 B S. 185 o. m. a. St.
127. U. f. R. 1910 B S. 121.
128. U. f. R. 1912 B S 241, 249, 252, 256, 265, 282, 289, 297.
129. U. f. R. 1876 S. 721 (ved Jul. Lassen).
130. U. f. R. 1876 S. 1041.
131. Jfr. H. Munch-Petersen i U. f. R. 1915 B S. 18.
132. U. f. R. 1901 S. 697 og 1902 A S. 605.
133. U. f. R. 1903 A S. 615.
134. L. c. S. 981.
135. U. f. R. 1871 S. 22.
136. U. f. R. 1906 B S. 238 og 257.
137. U. f. R. 1911 B S. 193.
138. L. c. S. 242.
139. U. f. R. 1912 B S. 127.
140. U. f. R. 1902 A S. 409.
141. U. f. R. 1880 S. 113.
142. U. f. R. 1893 S. 1 og 1894 S. 657.
143. U. f. R. 1896 S. 593.
144. U. f. R. 1905 A S. 425.
145. U. f. R. 1905 A S. 608.
146. U. f. R. 1886 S. 257.
147. U. f. R. 1916 B S. 17.
148. U. f. R. 1867 S. 385, 1025, 1121 og 1868 S. 441.
149. U. f. R. 1908 B S. 99.
150. U. f. R. 1904 A S. 58.
151. U. f. R. 1904 A S. 325, jfr. hertil S. 395 og 463.
152. U. f. R. 1897 S. 433, særlig S. 438 o. ff.
153. U. f. R. 1894 S. 145.
154. U. f. R. 1914 B S. 180 og 194.
155. U. f. R. 1908 B S. 105, 137, 171, 188, 192.
156. U. f. R. 1901 S. 165, 207, 289, 577, 997 og 1902 A S. 89.
157. U. f. R. 1879 S. 81.
158. U. f. R. 1899 S. 865 og 1900 S. 273.
159. U. f. R. 1898 S. 179 og S. 285.
160. U. f. R. 1884 S. 929.
161. U. f. R. 1872 S. 817.
162. U. f. R. 1898 S. 481, jfr. ogsaa Ussing om offentlige Strikemeddelelser U. f. R. 1910 B S. 273.
163. U. f. R. 1911 B S. 37.
164. U. f. R. 1901 S. 135.
165. U. f. R. 1879 S. 849.
166. Jfr. f. Ex. U. f. R. 1889 S. 465, U. f. R. 1907 B S. 161 og 181, U. f. R. 1913 B S. 177. U. f. R. 1903 A S. 356.
167. U. f. R. 1897 S. 1 og 17.
168. U. f. R. 1914 B S. 13.
169. U. f. R. 1913 B S. 58, 70, 84.
170. U. f. R. 1915 B S. 177.
171. U. f. R. 1887 S. 481. Om Folkerepræsentationen i Finland se Eduard Ørström i U. f. R. 1907 B S. 121.
172. U. f. R. 1907 B S. 57.
173. U. f. R. 1914 B S. 153 og 169, U. f. R. 1916 B S. 89.
174. U. f. R. 1881 S. 1 og S. 385.
175. U. f. R. 1867 S. 1057 og U. f. R. 1868 S. 289.
176. U. f. R. 1872 S. 81, jfr. hertil L. N. Fr. l. c. S. 342.
177. U. f. R. 1871 S. 1025.
178. U. f. R. 1878 S. 1 og S. 481
179. U. f. R. 1885 S. 641 og U. f. R. 1891 S. 805.
180. U. f. R. 1898 S. 515, 1904 A S. 197, 1908 B S. 89, 1912 B S. 193.
181. U. f. R. 1904 B S. 238, U. f. R. 1910 B S. 17, U. f. R. 1916 B S. 241.
182. U. f. R. 1906 B S. 249, U. f. R. 1908 B S. 225, 241, 249 og 278, U. f. R. 1909 B S. 65, S. 161, U. f. R. 1910 B S. 273, U. f. R. 1914 B S. 121, (»Den kollektive Kontrakt«), U. f. R. 1915 B S. 65, S. 272, U. f. R. 1916 B S. 62 o. a.
183. U. f. R. 1899 S. 749, U. f. R. 1906 B S. 113, U. f. R. 1907 B S. 145 og U. f. R. 1908 B S. 62 og 121.
184. U. f. R. 1897 S. 649.
185. U. f. R. 1910 B S. 129.
186. U. f. R. 1911 B S. 40.
187. U. f. R. 1910 B S. 49 og 1911 B S. 33.
188. U. f. R. 1914 B S. 1.
189. Se bl. a. V. Bentzon i U. f. R. 1900 S. 657, L. A. Grundtvig i U. f. R. 1913 B S. 26.